Anmeldelse af: Lamentari – Clavis Aurea. Udgivet 08. april 2022 via Under The Over Records.
Praefatio
At få en plade som Lamentaris Clavis Aurea ind ad døren til anmeldelse, lige som vinteren gør de sidste krampetrækninger (skrevet, før vejret blev lort igen. red), kan nærmest ikke falde mere naturligt. I tiden her umiddelbart efter corona-nedlukningen og dennes indvirken ikke kun på koncertlivet, men også tilblivelsen og udgivelsen af ny musik, er det rart igen at kunne mæske sig i produktet af kunstnernes hårde arbejde og samtidig have en realistisk forhåbning om at kunne fange dem til en rigtig (læs: ikke streamet) koncert.
Black metal, om det er ufortyndet tjære optaget på en kartoffel et sted i Norge eller om det er en af de mere moderne fremelskede afarter, som i tilfældet her med Lamentari, så vil det altid have en speciel plads i mit musikalske humør på denne tid af året. At verden igen er død og skal til at rejse sig på ny, går godt sammen med musik der i mange år blev sat hånd-i-hånd med afbrænding af kirker, vold og ekstremisme, men nu går støt imod at være en bredt respekteret udtryksform for alt fra eventyrlige modbydeligheder til folkesagn og myter.
Elaboratio
Da jeg første gang stødte på Lamentaris forrige udgivelse, Missa Pro Defunctis, kan jeg kun beskrive min oplevelse af denne som: “blæst bagover.” Der var mange forskellige indflydelser at pille og plukke i, men uden tvivl var der også meget, som jeg ville kalde helt deres eget. Indenfor sub-genren “symfonisk black metal” finder man mange fællesnævnere, men alligevel stikker Lamentari ud fra lydbilledet med, hvad jeg kun kan beskrive som den mest aggressive blæser-sektion, jeg har hørt i metal. Det slog mig virkelig på røven, og jeg havde svært ved at få det ud af hovedet i lang tid efterfølgende. Også i en sådan grad, at selvom jeg nød musikken, og det bar rigtig mange flotte og velskrevne elementer, så eksisterede de i min hjerne kun som “dem med trut,” og det var sgu synd.
Nu med deres nye udgivelse, Clavis Aurea, har de udviklet på deres i forvejen solide koncept, og på mange måder også forfinet deres udtryk, ved at gøre det bredere endnu.
Introen, Diesis, spiller meget som orkestreringen på Missa Pro Defunctis – det er storladent og bombastisk, men ikke på en måde som ellers høres ofte i denne kontekst. Det kunne nemt stå for sig selv som et bærende tema i en gammel Bela Lugosi-film, og sætter humøret godt i forberedelsetil pladens første “rigtige” nummer.
Lamentari er et band, der har styr på deres foretagende. Som musiker kræver det et overskud udover det normale at udføre musik af denne kaliber og samtidig opretholde sin gimmick, hvis jeg må være så reduktiv at kalde den teatralske del af bandet det. Lamentari er jo, udover alt det de fem unge mænd selv spiller, også alt forarbejdet med arrangement af alle de strygere, blæsere og hvad ellers, som der jo akkompagnerer kernen af metal. Alt det ekstraarbejde kan hurtigt falde til jorden, men gør man det klogt, kan det virkelig gå op i en højere enhed.
Udvikling er der masser at spore af på Clavis Aurea. Der er stor flot, messende sang som underlægning på nummeret Sede Vacante, soloerne er blevet stadig mere flamboyante, og forsanger, Daniel Lønberg, viser langt mere variation og kontrol i sin sang. Måden, hvorpå de fire numre er bundet sammen, understøtter også følelsen af, hvordan udgivelsen er en kort forestilling med en defineret struktur og masser af både dyk og stigninger i spændingskurven.
Produktionen er knivskarp, hvor den skal være det, og mere afmålt og pakket ind i rumklang og andet sovs, når det lige skal tages ned, eller bigbandet skal tage en større rolle i lydbilledet. Når der virkelig er fart over feltet, klæder det virkelig produktionen som helhed, at der nærmest konstant er nogle elementer til at give pladen dybde, uden at det er på bekostning af slagkraften af alt det, der skal slå igennem.
Clavis Aurea er en plade, som der har mange afspilninger tilbage i sig endnu. Hvis man er lidt fræk, så kan man kæde den sammen med den foregående udgivelse, Missa Pro Defunctis, for at få en hel forestilling med både en akt 1 og 2. EP-formatet synes jeg bestemt på mange måder kan være et lige så godt format som en fuldlængde, men lige i dette tilfælde bryder jeg mig ikke om begrænsningen, det medbringer.
I sidste ende er mit eneste ønske til Lamentari: Jeg kunne godt tænke mig større portioner!
