Anmeldelse af Igorr + Dvne, d. 22.02.26 i Amager Bio
Fablen om franskmændene, der headlinede, blev kun større i København.
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup
Jeg havde glædet mig i flere måneder til denne udsolgte koncert. Men starten skulle blive en lidt rodet affære, da dørene åbnede tidligere end planlagt. Da jeg befandt mig på Frederiksberg med min kæreste nåede vi således ikke første band Thoughtcrimes, der nu optrådte kl. 19:00. Hvad denne fremskyndelse bundede i fandt jeg aldrig ud af, men i godt selskab fandt jeg mig en plads foran i højre side til mainsupporten.
Dvne
Sidste år i maj besøgte jeg Stairway i Vanløse og stiftede her bekendtskab med Victor Vicart (vokal, guitar), Daniel Barter (vokal, guitar), Dudley Trait (trommer), Alexandros Keros (bas) og Maxime Keller (vokal, keyboard) til et særdeles intimt show, der gjorde mig til fan af bandet selv om lyden den aften var lige lovlig høj.
Nu skulle det vise sig om de kunne klare opgraderingen i forhold til venue og publikum. På scenen er to store kutteklædte skikkelser hængt op i hver sin side og man får hurtigt tankerne hen på Frank Herberts bøger som er inspiration for bandets univers. Og deres postmetal prog-sludge har da også nok styrke til at blæse en omkuld ligesom sandstormene på Arrakis. Det er tyngde og tørre toner der buldrer ud i salen. Når Vicart, Barter og Keller sammen brøler eller skriger er det en passioneret og uigennemtrængelig mur.
Der er også plads til ren vokal der giver et mere harmonisk aspekt til de mere dundrende og heftige passager hvor guitaren dominerer med sine bastante angreb. Bandet er ikke det mest udadvendte, dette er da også mere musik man koncentreret lytter til i stedet for at moshe. Men derfor fremstår Dvne denne søndag alligevel lidt for tilbagetrukken. Det er som om at de ikke helt formår at få gæsterne opslugt i deres ellers velskrevne komplekse materiale. “Sí-XIV” fra Etemen Ækna (2021) + “Eleonora” og “Abode of the Perfect Soul” fra Voidkind (2024) modtager et fint bifald imens røde, lilla, gule og blå farver oplyser scenen. Men selv om jeg nikker med hovedet til de til tider drømmende og snørklede melodier, så er jeg ej helt fortryllet som sidste gang.
Der er også problemer med lyden, da kablet til hihat mikrofonen er røget ud. Min ven påpeger dette og det bliver heldigvis fikset. Til tider nærmer vi os dele der tydeligvis er inspireret af Tool og jeg ville sådan ønske at jeg kunne lade mine tanker vandre bort til lyden af “Cobalt Sun Necropolis”. Desværre oplever jeg mikset mere og mere som værende en smule tyndt og den ubrydelige naturkraft fra ørkenens inderste kerne falder lidt for meget sammen. Dette er også musik, hvor det tager sin tid at få det ordentligt ind under huden. Det er ikke så let tilgængeligt og det er bestemt heller ikke pointen. Men knap havde man nået at se hele stjernetæppet, før koncerten var overstået. Hvad manglede skotterne i Amager Bio? Allermest en tilstedeværelse og ildhu der kan stå mål med deres voluminøse bagkatalog og en lydmand der kunne have givet dem mere storslåethed samt pondus.
Det er en skam for der er så mange elementer af Dvne, der har facetter til at skabe både kaos og meditation. Men på trods af de velovervejede opbygninger i sangene og den ellers gode smilende kemi medlemmerne delte på scenen så føles denne rejse ud i den bitre og nådesløse galakse alt for formålsløs. Der blev ikke etableret et nyt imperium i verdensrummets dyb.
Igorr
Franske Gautier Serre har udgivet fem albums med Igorr. Dette gale og geniale projekt blander intet mindre end black metal, barokmusik, breakcore og triphop til et multidimensionelt genreopkog, der har været banebrydende i sin avantgarde tilgang til at skrive musik. Anno 2025 består bandet yderligere af Erlend Caspersen (bas), Martyn Clément (guitar), JB Le Bail (vokal), Marthe Alexandre (sopran) og Rémi Serafino (trommer). Jeg har set gruppen en gang før på Wacken Open Air 2023 kl. 01:30 om natten i støvregn. Efter at have stået igennem blandede oplevelser med Infected Rain, Ill Niño og Sleep Token, var Igorr klart den store vinder som festivalens sidste dag gik på hæld.
Hvordan ville det være her et par år senere på deres Europe Tour 2026? Det er ikke nemt at beskrive, hvad det er for en oplevelse at se Igorr. Allerede fra “Daemoni” fra Amen (2025) og over til “Spaghetti Forever” fra Savage Sinusoid (2017) + “Nervous Waltz” fra Spirituality and Distortion (2020) er det et sanse overvældende crescendo man prøver at følge med i så godt man kan. De gakkede elektroniske lyde rammer med sviende præcision og guitar samt trommer skaber imponerende rytmer, mens de samtidig har travlt med at nedbryde konventionerne for selv samme. Det bastard opkog af umulige kompositioner, vi har den store fornøjelse af at overvære truer med at sprænge vores kollektive forståelse af metal.
“Blastbeat Falafel”, “Downgrade Desert”, “ADHD”, “ieuD” og “Hollow Tree” er uforudsigelige i deres konsekvente skabelse af vrangforestillinger og paradokser. Denne strøm af overstimulerende og kalkuleret galimatias understøttes perfekt af de to vokalister. Bail er iført en kåbe og masser af kulsort bodypaint. Hans skrig er hæse og med masser af volume og storhed. I sin makeup og tøj ligner han en præst fra en dommedagskult. Alexandre har en både smuk og skræmmende stemme som hun hidkalder prangende toner og djævelsk betagende serenader, der er sit eget hårrejsende stykke af det knuste puslespil, der forhekser os. En lille fløjte solo forkæles vi endda af, i levende live.
Hvordan er noget lige dele manisk og samtidig beroligende i sin søgen efter at bryde grænser? Serafino er som en ekvilibristisk edderkop bag trommerne og hans tekniske kunnen er imponerende. De mere gøglede indslag fra keyboardet langer ud efter os som en febrilsk jonglør fra et karneval fra det sorte helvede. Når den klassiske musik er dominerende, er vi i en storslået bizar kontekst af aggression og svulmende manifest. “Polyphonic Rust”, “HEADBUTT”, “Infestis” og “Pure Disproportionate Black and White Nihilism” er definitionen på både festlig og gysende, som en sonisk version af Dantes Inferno, blot om muligt endnu mere vanvittig.
Gæsterne er opslugt og jeg og mit crew har en fest nede bagved og ligeså de lidt for fulde midaldrende mænd der står ved siden af os. Da det er tid til ekstra numre, trampes der i gulvet som for at påkalde hengemte guder og Igorr manifesterer sig igen til en sidste runde. Der var ikke meget kontakt til danskerne udover en “HEY”-hujen i starten, men alle var så betagede af musikken, at det som sådan ikke var 100% nødvendigt. Balancen mellem psykedelisk forestilling og adrenalinfyldt heavy koncert var i top, men blev det en smule for klinisk sine steder? Ikke nok til ikke at udløse topkarakter, men om Igorr næste gang kan ramme samme høje niveau uden et mere menneskeligt nærvær må tiden vise. Men den søndag levede de op til deres ry og fortjener alt ros.
Fotos er taget af Joachim Vilholm Vilstrup
Dvne
Igorrr
