Anmeldelse af DVNE d. 11.05.25 på Stairway, Vanløse 

En hektisk musikuge skulle til at slutte og min nysgerrighed tog mig til Vanløse.

Foto: Gabriel Rasmussen

I den nedadgående sol gik jeg fra metroen til Stairway. Det er efterhånden lang tid siden, jeg har besøgt dette spillested, der har haft sin egen lidt komplicerede historie de sidste par år. Om onsdagen kylede Thrown mig rundt i Pumpehuset og mindre end et døgn før denne søndag optrådte jeg selv på Klaverfabrikken, men intet af dette skulle stoppe mig at indfinde mig til ny musik, iført min Visions of Disfigurement longsleeve og min Black Veil Brides vest.

Koncerten stod til at skulle starte kl. 20:00, men da jeg møder de frivillige i baren bliver jeg oplyst om at aftenens musikere først går på kl. 21:15. Så er det jo godt at man kender så mange flinke folk imens man venter. 

DVNE

Det skotske band blev dannet i 2015 og har indtil videre udgivet 3 albums, Asheran (2017), Etemen Ænka (2021) og Voidkind (2024). Det er anden gang at Victor Vicart (vokal, guitar), Daniel Barter (vokal, guitar), Dudley Tait (trommer), Alexandros Keros (bas) og Maxime Keller (vokal, keyboard) besøger Danmark. Sidste sommer stod de på Gehenna på Copenhell, men dette show så jeg ikke så jeg ser frem til hvad jeg nu har kastet mig ud i.

Der er næsten udsolgt i aften og jeg finder en plads oppe foran den lange scene, ude i venstre side. Pianomusik spiller over højtalerne og et stort backdrop er hængt op med en ridder, der kunne ligne prinsesse Irulan som hun er portrætteret i Dune: Part 2 af Florence Pugh.

Bandet kommer ind og kaster os ud i et tungt mix af doom, sludge og til tider space rock. Badet i rødt, grønt og orange lys er det ofte trance bindende at være vidne til og denne aften snakkes der ikke af gæsterne under sangene, men alle står og lytter koncentreret til “Summa Blasphemia”, “Eleonora” og “Samartæ”. Det er svært at proppe DVNE ned i én genreboks. Jeg hører stykker der får mig til at tænke på både Mastodon, Tool og Opeth og alligevel er det tydeligt for enhver at de 5 herrer har deres eget særlige soniske hjørne i heavy metal. 

Vicart tager sig for det meste af den rene vokal, men leverer også skrig flere gange + kringlede soloer der passer godt til det øde ørkenlandskab vi bliver transporteret til i “Abode of the Perfect Soul”. Barter har en mere brølende stemme, men også han flirter med mere rolige toner og til sidst har Keller også sin egen rolle som backing sanger, men han får også tid til at lade sine hæse råb skinne. 

Der foregår mildt sagt meget i lydbilledet og her opstår koncertens egentlige eneste problem: Lyden går op og ned flere gange og Vicarts skønsang driller til tider og Keller forsvinder også af og til, imens hans keyboards ofte er ikke eksisterende. Og så er der en skurrende støj hele vejen igennem showet. Om det er meningen ved jeg ikke, men det blev lidt irriterende at høre på i længden.

Når det så er sagt, så har DVNE skrevet noget materiale hvor der eksistere smukke momenter hvor man lukker øjnene samt bombastiske vilde stykker hvor numre “Cobalt Sun Necropolis” og “Omega Severer” er lige så imponerende som de gigantiske sandorme på Arrakis. De groover vildt fedt og bibeholder samtidig sine progressive sider i et mix, der er svært ikke at blive betaget af. 

Musikken slæber sig af sted som et grufuld væsen blot for at stoppe op for at berolige os med mediterende melodier. Skiftene i materialet er med til at holde hvert eneste nummer interessant og alle i salen er 100% koncentrerede om hvad der udfolder sig foran os fra start til slut. 

Soloerne kører i speed metal tempo og man skal holde på sine sanser for at følge med. Kunne mikset bare integrere alt dette bedre, så havde det været tæt på perfekt. Efter “Of Blades and Carparace” går DVNE af scenen og inden ekstranummeret afspilles der en slags blæsen. Det er helt sikkert gjort for at skabe noget stemning, men det er så unødvendigt højt at jeg må holde for mit venstre øre og man venter utålmodigt på at dette indslag er overstået.

Vi får et ekstranummer til at lukke aftenen på, og med bravour! Og til fortjent løftede horn og jubel fra Stairway, forlader bandet os. Jeg tror at jeg godt kunne tænke mig at opleve det her på en lidt større scene, hvor lyden kan folde sig mere ud og jeg kan opleve alle facetterne i galaksens stjernehimmel hos DVNE (og høre dem).