Anmeldelse af Nothing More + support, d. 12.11.25 i Amager Bio

En pakke med moderne metal/rock ramte mit gamle nabolag.

Foto: Anders Groos Mikkelsen

I min Natjager t-shirt var jeg taget af sted i fin tid fra Hedehusene til en koncert aften, der skulle byde på både gamle kendinge og nye soniske bekendtskaber. På ryge-terrassen støder jeg ind i et par flinke unge mennesker, der fascineret af min trøje snakker om hvordan de mest lytter til “mainstream metal” som Slaughter To Prevail, Thy Art Is Murder og Lorna Shore. Det er altid fedt at møde de nye folk i miljøet, og dette hyggelige indtryk lover godt for et publikum der er meget blandet. Ligesom line-uppet.

Ankor

Jeg har før haft fornøjelsen af Eleni Nota (trommer), Jessie Williams (vokal), Fito Martinez (guitar), Julio Lopez (bas) og David Romeu (guitar) da de besøgte Danmark for første gang i Pumpehusets lille sal tilbage i marts på deres Shoganai EU-tour. Det var ingenlunde en skidt oplevelse og derfor fandt jeg mig en fin plads foran i midten.

Der er allerede en god bunke gæster, og til lyden af elektronisk musik kommer Ankor ind og åbner med “Darkbeat” og “Stereo” fra Shoganai – Mini Album Vol. 1 (2024). De blander metalcoreskrig og breakdowns med EDM-tendenser + rap, samt de stærke sider af pop. Altså en meget let tilgængelig blanding, der nok skal fungere som en gateway for flere ind i den ekstreme musikverden.

Der opfordres til klap og “HEY”-råb med næverne og hele bandet har en skøn, legesyg tilgang hele vejen igennem. Martinez snurrer rundt om sig selv med guitaren løst flyvende og flere gange står musikerne tæt op af hinanden med store grin eller fjoller rundt om hinanden på andre måder. Soloerne passer fint til deres sange og de formår at balancere både de dance-fokuserede stykker og de tunge metal-momenter, imens en let røg glider over scenen.

Den nye single “MADARA – Endless Dream” lover mere af det samme fra Ankor, og hvis de fortsætter videre i deres fusionsspor, så spår jeg at de nok skal ride videre på deres succesbølge. Alle guitaristerne leverer backingvokal og spanierne virker som en særdeles sammentømret enhed. Som første band får de ganske vist ikke begyndt den vildeste fest, men min oplevelser er stadig at flere og flere nikker anerkendende til “Prisoner” og den afsluttende “Venom”. Telefonerne lyste Amager Bio op og bifaldet var bevis på, at Ankor med deres energiske optræden fik et par nye fans, og hvis der var backingtrack var det mikset så godt at man ikke umiddelbart lagde mærke til det.

Jeg er her helt sikkert også når de kommer forbi igen for tredje gang.

Solence

Vores naboer fra Sverige skal levere næste dans. Bandet blev dannet i 2012 og består af Markus Videsäter (vokal), David Strääf (guitar), David Vikingsson (trommer) og Johan Swärd (keyboard). Jeg har ikke hørt om firkløveret eller set dem live før, så jeg har ingen ide om hvad jeg kan forvente.

Ude i højre side med mine venner og veninder, bliver vi præsenteret for en form for electronic rock hvor også pop-punk, metalcore og kraftige 00’er-inspirationer sættes sammen til en farverig cocktail. Det er frem for alt virkelig sjov musik. Det er så overdrevet og næsten skamløst cringe, at det har sin helt egen charme.

Der er keytar med blå lys i, rigeligt med bib-bib-lyde, speed soloer og højt humør der får rykket i salen flere steder. Videsäter synger mest rent med enkelte skrig, og det går for så vidt fint nok. Af og til hjælper Strääf med at synge, og det samme gør Swärd. Der er til gengæld ingen livebas og en del af vokalerne leveres af backingtrack der er skruet lidt for højt op her og der. Dette kan man så mene om hvad man vil. Hvad man ikke kan tage fra Solence er at deres lidt forudsigelige materiale er så underholdende, at man ikke kan andet end at smile og hoppe, så over the top er det.

“Angels Calling” fra Angels Calling (2025) og “Good F**king Music” fra Deafening (2021) og “Blackout” fra Direction (2020) er forbandet catchy. Ja, “Animal In Me” og “Heaven” er enormt cliche i tekster såvel som kompositioner, men de er sprængfyldt med energi og jeg giver point når man så skamløst lader sig selv være alt alt for meget, særligt når det fungerer som i Solaces tilfælde.

Vi får et slags Ghostbusters call and response med den skøre “Who You Gonna Call (Solence)”, og jeg er ikke tvivl om at størstedelen herinde kunne have hørt 4-5 sange til. Denne anmelder morede sig gevaldigt og kunne absolut godt opsøge det her cirkus en anden gang.

Catch Your Breath

Jeg er på udebane igen med det næste band. Josh Mowery (vokal), Teddy Herrera (guitar), Cianan Madigan (bas) og Onell Hernandez (trommer) kommer hele vejen fra Texas. Efter de 2 forrige optrædener der på hver sin måde har haft fokus på gak og gøgl, er jeg spændt på om vi fortsætter af samme spor.

Det korte svar er, at det gør vi ikke. Vi er ude i post-harcore, der er skåret lidt mere ind til benet i sin formel. Der er ikke så mange flashy gimmicks. Dog deler Catch Your Breath de andres glæde for masser af ren vokal. Mowery synger helt uden backingtrack og det er da lidt forfriskende, men jeg skal lige vænne mig til hans nasale stemme, der umiddelbart irriterer mig lidt. Det er core med følelserne helt uden på tøjet og jeg må indrømme, at i “Dial Tone” og “21 Gun Salute” har bandet skrevet nogle omkvæd der er blevet siddende hos undertegnede og derhjemme er jeg blevet ok glad for deres debutalbum Shame On Me (2023).

Når de er bedst, kan de minde mig om både Normandie og Too Close To Touch. Men deres meget emotionelle core har lidt svært ved at skabe en større stemning og konkurrere med den stil, der er blevet lagt før dem. Intensiteten tager derfor lige et par hak nedad. Deres insisteren på at der skal være spoken word interludes imellem hver sang, hænger nok sammen i en større historie de vil fortælle. I Amager Bio skaber det lidt for mange pauser og stemningen er flere steder en smule lunken.

Der er fans til stede der har sætter stor pris på sangene og min ven kender til sin egen overraskelse flere af numrene fra radioen. Bandet får da også gang i aftenens eneste wall of death, men det er en kort gang energi i en ellers meget introvert optræden, der aldrig rigtig kommer op i gear. På trods af deres talenter som sangskrivere føler jeg at Catch Your Breath var lidt fejlcastet på denne line-up. Men jeg kunne godt tænke mig at høre “Savages”, “Deadly”, “Dark” og “Good In Goodbye” live i en anden sammenhæng. Her levede det desværre ikke op til sit eget potentiale.

Nothing More

Der er officielt proppet. Johnny Hawkins (vokal), Mark Vollelunga (guitar, backingvokal), Daniel Oliver (bas, backing vokal) og Ben Anderson (trommer) har da også været flittige til at besøge Danmark. Har set dem 2 gange i Pumpehuset i 2017 og 2019 + Amager Bio i 2024. Der er mødt flere op end sidst og det er fedt at opleve at støtten til amerikanerne vokser herhjemme. Med deres Canal Nature World Tour er de i DK for syvende gang og Amager Bio er mere end klar.

Der er sat ekstra trommer i hver side og tæt på det store banner bagved. Vi får en længere spoken word-intro over højttalerne fra den britiske filosof Alan Watts. Kendere vil vide at han ofte er en del af bandets albums og hans tanker er at finde flere steder. Lige i aften bliver det langhåret nok og vi venter i flere minutter for meget. Det skyldes nok også at den sidste teknik driller, men man når alligevel at blive lidt utålmodig. Som der bemærkes bag mig “de kunne have nået at spille 2 numre”.

Bifaldet er højt da bandet endelig går på og leverer deres sprælske materiale med “House of Sand” og “Angel Song” fra Carnal (2024) og den heftige “Let ’em Burn” fra The Stories We Tell Ourselves (2017). Nothing More er svære ikke at holde af hvis man har den mindste hang til moderne velproduceret rock. Det kan være tænksomt og samtidig stort på “If It Doesn’t Hurt” og vredt som bare fanden på “Don’t Stop” uden af det nogensinde mister sin sans for ørehængende vers og omkvæd + teknisk snilde der sætter dem flere niveauer over andre i samme genre.

Hawkins er en frontmand, der formår at sætte en stemning i kog og han leverer aldrig en dårlig optræden. På bare fødder, i sort bodypaint i bar overkrop, hopper han rundt og synger med sin sædvanlige flotte røst. Der moshes ikke, men der råbes højt med når vi bliver bedt om det af Hawkins på blandt andet den frembrusende “Go To War” og den skrøbelige, men storladne “FREEFALL”. Der kommer et stunt hvor de ekstra trommer bagved kommer i brug og bassen skal spændes fast imens 3 af medlemmerne hamrer og slår på den. Det er en af de mere interessante semi-pauser jeg har set, men jeg savner lidt det metaltårn, som forsangeren plejede at klatre op i back in the days.

Deres cover af Nine Inch Nails “We’re In This Together” lyder godt, men skaber ikke den største respons. Nothing More spiller fejlfrit. Jeg kunne alligevel godt savne lidt opfordringer til mere bevægelse. Det er ofte en lidt stillestående sal. Bevares, derfor nyder gæsterne stadig musikken og med “Jenny” fra Nothing More (2014) får jeg en klump i halsen ved at tænke på min egen mor og søster. Et smertefuldt personligt stort øjeblik, tak!

“SPIRITS” og “Stuck” er ikke de største hits gruppen har skrevet i min mening. Her er “Fadein/Fadeout” der er dedikeret til Vollungas far til gengæld en af gruppens store bedrifter og formår at samle os med sin ærlige og sårbare fortælling. Et højdepunkt.

Jeg kunne godt savne mere fra deres self titled. Mine bønner bliver naturligvis hørt da “This Is the Time (Ballast)” skal lukke showet. Det var bandets gennembrudshit og her mere end 10 år senere er det dynamisk og hårdt som bare pokker. Umuligt at stå stille til for denne anmelder.

Det var en stærk koncert fra Nothing More og jeg var på ingen måde skuffet. Der manglede bare lidt mere for at sætte den på samme piedestal som tidligere bedrifter. Jeg fik stadig en mindre storm af følelser sat i gang med mellemrum. Så musikken kan stadig minde mig om de dybere værdier og perioder i tilværelsen. Og det tror jeg på mange måder er missionen hos Nothing More.

Se galleriet af Anders Groos Mikkelsen herunder