Midwinter Meltdown 2017

Anmeldelse af: Midwinter Meltdown 2017, Turbinen, Randers

Når vinteren føles lang og kold, er det godt, at man kan komme til Randers og få varmet kroppen til noget tråd!

Royal Deceit
Royal Deceit kan mest af alt beskrives som en blanding imellem metalcore og Nu Metal. Der er tider, hvor det både minder om Killswitch Engange og Slipknot på en gang, og det er faktisk egentlig en interessant blanding på trods af, at det ikke umiddelbart ville være noget, jeg havde forestillet mig ville virke. Royal Deceit får det til at virke – sådan da.

Bandet havde desværre ikke super meget publikum, og det var velsagtens egentlig mest delt op sådan, at første række var fyldt, hvor der så var et kæmpe hul på adskillige rækker, før der var folk, som stod og kiggede anerkendende med. Sådan starter de fleste festivaler jo desværre, og når man går på scenen klokken 18, så er det sgu også en svær kamp.

Desværre virkede Royal Deceits optræden ret grøn, det kunne mærkes, at man ikke havde med et band at gøre, der havde spillet super mange shows før. Musikken var generelt ikke super tight, men hvad musikken ikke levede op til i stramhed, fulgte den godt op på med energi fra en frontmand, der vidste, hvad han ville: smadre Randers. Der var fuldt knald på forsanger, Mathias Rønde Uldall-jessen, hvilket dog resulterede i, at resten af bandet ikke rigtigt formåede at leve op til denne kamp-optræden.

Det kunne eventuelt være en ting, man kunne øve på: et lidt bedre helhedsindtryk ville kunne opnås ved at få bandets performance op i et højere gear. En helt anden ting er, at man nok må lære at læse sit publikum lidt bedre. At bede hele salen om at koge, når der kun er 3-4 personer på første række, der reelt set har headbanget under resten af koncerten, virker som at sigte lidt for højt.

Desværre var forsangeren eftersigende syg, hvilket resulterede i, at de cleanvokal-dele, som musikken interessant præsenterede, ikke rigtigt ramte plet. Synd, for jeg tror oprigtigt, at der er noget at hente i det her band. Desværre endte deres koncert med at være en lidt flad fornemmelse.

Rising
Så fik jeg sgu fanget jer! Sidst jeg ’’så’’ Rising, var på Mono Goes Metal, hvor jeg desværre ikke fik meget ud af deres koncert, da sulten havde trådt ind. Det skulle der i den grad gøres op for denne gang, så jeg havde placeret mig godt klar til, at de skulle spille i Randers.

Musikalsk er Rising lidt besynderligt. Det, jeg personligt fik ud fra deres musik til koncerten, var, at det lå et sted, hvor man vel kan kategorisere det som melodisk stoner-metal, med en rigtigt pæn og poleret vokal. Det er en verden, jeg personligt har svært ved at forestille mig ordentligt, da musikken virker som om, at den godt kunne have brug for, at der kom noget mere råhed igennem vokalen. Det blev en kende monotomt i længden med den ene type vokal. Det ville forbedre en del, hvis der blev lagt noget mere rå vokal ind, som supplering til den pæne vokal.

Lyden var under koncerten egentlig ganske udmærket, selvom jeg personligt godt kunne have haft brug for lidt mere bas og bund. Der var tidspunkter, hvor guitarerne var skærebrænderhøje, hvor noget mere bund virkelig ville have gavnet lydbilledet. Personligt var jeg faktisk i øvrigt vældig imponeret over trommeslagerens spil. Der blev varieret godt på trommerne, hvilket virkelig bidrog til at gøre musikken ekstra interessant.

Bandets performance virkede måske en anelse anonym, uden at det blev for meget. Der kunne, ligesom med musikken, godt være brug for lidt mere grit. Lidt mere fandenivoldskhed ville kunne generere mere energi til publikummet, så de måske lettere ville kunne leve sig ind i Risings verden.

Horned Almighty
Punket black metal? Jeg siger sgu i hvert fald: Ja tak! Horned Almighty er altid garant for et godt show, og  Midwinter Meltdown var ingen undtagelse. Bandets musik er sjovt, fordi det langt hen ad vejen egentlig er mere punk, end det er black metal, sådan føles det i hvert fald, når man oplever dem. Det er bøllet, og det er super fedt.

Bandet har altid et fedt scenesetup, og det havde de naturligvis med denne aften også. Den stod på hjemmelavede gravsten, knogler og kors. Der er nærmest alt, hvad hjertet kan begære indenfor genren, og det er dejligt at se et dansk band, der rent faktisk går op i et reelt sceneshow og sceneopsætning, som fungerer som en heldhed af deres koncert.

Dette var i øvrigt også aftenens første band, der formåede at have sig et reelt publikum oppe foran scenen. Nu skulle folk altså også til at være klar til, at aftenen skulle til at være mere smadret.

Bandet leverede en tight koncert, hvor der i øvrigt lige var tid til at kunne lufte et helt nyt nummer, som lod publikum høre, at det nye fra Horned Almighty bliver mere black og mindre punk, end hvad meget af det ældre materiale er. Det var i den grad godkendt! Godt med knald på og store episke fagter, Horned Almighty slog kegler i Randers med en fremragende opvisning indenfor bølle-black.

Prevail
Efter en god og dyster sort metal oplevelse var det så på tide, at vi kom i gang med aftenens store dødsmetal-pakke. Prevail er et band, jeg har stiftet bekendtskab med mange gange efterhånden, og bandet kan kun siges at være blevet bedre med tiden. De kan fandme finde ud af at spille. De kender deres publikum, og deres publikum elsker dem, især når de er på hjemmebane. Der var ikke mange hoveder oppe foran, der stod stille under Prevails koncert på Turbinen.

Bandet leverede en ferm omgang groovet dødsmetal. Det er set mange gange herhjemme før, så der er altså ikke nyt under solen, og alligevel har Prevail altså fat i noget. Det er virkelig en tung og ond omgang død, de har fået basket sig sammen, og der er sgu en grund til, at deres seneste plade, ’’War Will Reign’’, har høstet så pæne ord, som den har. Det her er altså bare dødsmetal, som det danske folk kan lide det, og det virker i den grad. Specielt numre som ’’Smiting our Enemy’’ og den gamle småklassiske ’’Voices’’ slog helt klart kegler i Randers.

Lyden under koncerten var også rigtigt god, og man kunne fange langt de fleste detaljer i musikken. Performancen var i den grad også godkendt, specielt var trommeslager Mikkel Christensen faktisk overraskende synlig igennem koncerten. Bandet formåede at komme godt rundt på scenen og fik derfor også hurtigt publikum engageret. Solid koncert fra de lokale drenge!

Hatesphere
Hatesphere kan vel i sagens kerne kaldes for et klassisk band indenfor dansk dødsmetal og thrash. Bandet har haft så meget indflydelse på hele den danske scene, at man næsten skulle tro, det var løgn. Mange bands er opstået ud fra den opskrift, som Hatesphere startede for langt tid siden. Det er endda også med god grund, for hvem, der har en kærlighed til dødsthrash, elsker ikke plader som ’’Sickness Within’’, ’’Ballet of the Brute’’ eller min personlige favorit ’’Blodred Hatred’’? Desværre betyder det, at der er kommet en del konkurrence for Hatesphere, og derfor kan man måske godt håbe på noget mere fornyelse. Det er der desværre ikke meget af at spore i Hatespheres musik. De kører rimelig pænt efter den formel, som har virket for dem i mange år, det er forståeligt nok. Det er ’’lad være med at fikse ting, der ikke er i stykker’’-mentalitet, men det bliver en anelse tamt for mit vedkommende.

Koncerten viste et band med en jævn optræden, der aldrig rigtigt kom op på det niveau, hvor man gerne vil se et band af en sådan statur, som Hatesphere. Bandet spillede godt, men det kom bare ikke rigtigt ud over scenekanten på den måde, som man gerne ville have det. Der skal noget mere knald på. Jeg kunne godt forestille mig, at Hatesphere nemt kunne opnå den samme status, som de tidligere har haft indenfor dansk metal, men der skal helt ærligt noget fornyelse til.

Lydmæssigt var vi dog helt klart i den bedre ende, alt stod klokkeklart, og man kunne høre, hvad alle i bandet lavede, som i øvrigt i den grad var ligeså tight, som man kan forvente af et band, der har spillet sammen i så mange år. Der blev rystet rigeligt med hår, og publikum var helt klart frisk på at opleve bandet denne kolde aften i Randers.

Illdisposed
Fra den ene dødsmetal darlings til den næste, det var blevet tid til, at der skulle sættes ild i posen! – Jeg kunne ikke lade være.

Illdisposed er i den grad et band, der har haft en enorm betydning indenfor den danske metalscene, og de har igennem hele deres karriere holdt sig aktuelle, og har hele vejen forsøgt at forny sig. Det er også lykkedes, uden at man nogensinde bliver i tvivl om, at man har at gøre med det samme band. Det gavner i den grad at, det stadig er Bo Sommer, som står for det vokale. Han er i den grad en person, der kan genkendes i et lydbillede.

Illdisposed er altid klar på at lave en god og faktisk også ganske sjov koncert, og koncerten på Turbinen var bestemt ikke nogen undtagelse. Det bliver jysk på den til tider bøvede måde, som man jo også efterhånden forventer det af Illdisposed. Nogle gange virker det lidt bøvet, men det er helt ærligt også en del af charmen ved Illdisposeds koncerter. Det er jysk og det er feeee’!

Man bemærkede i den grad hurtigt, at det er nogle ekstremt ferme musikanter, der spiller i Illdisposed, der bliver spillet med en nerve og puls, som helt klart virker efter hensigten. Koncerten er generelt bare tight. Publikum er i den grad vilde med Illdisposed.

Performancen fejlede i øvrigt intet, og Illdisposed viste i den grad, at de har en standard til deres koncerter, og den er høj. Der er altså en grund til at de stadig spiller og er elskede den dag i dag.

At Midwinter Meltdown i år var rykket til Turbinen, viste sig som en rigtigt god ide. Spillestedet var rigtigt godt opbygget med indgang i bunden, hvor der også var toiletter – der lugtede genkendeligt som et toilet i en biograf – bar med storskærm, der viste, hvad der skete på scenen på første sal, og så koncertsal på øverste sal. Det var i den grad godkendt! Der blev i øvrigt serveret Chili con carne for 25 kroner i koncertsalen til det jyske publikum. Så er man sgu i Randers! Festivalen forløb rigtigt godt med et solidt line-up og et godt publikum. Det bliver bestemt ikke sidste gang, at jeg tager til Midwinter Meltdown!

Oplev et skud eller tre fra Denice Bjørndal her og se de respektive karakterer til hvert band derefter: