Reportage/anmeldelser fra Jailbreak dag 1, d. 16.08.24, i Fængslet, Horsens.

Sidste år, i 2023, tog mine festivalsabstinenser mig til Horsens til Copenhells søsterfestival…

Foto: Lykke Nielsen.

Det skulle vise sig at være en enorm succes med den hyggelige opbygning af Jailbreak, den godmodige stemning og ikke mindst koncerter med Within Temptation, Saxon, Glenn Hughes, Alestorm og Skullclub. 

Dette relativt nye skud i det danske sommer musiklandskab (arrangementet startede i 2022) har fokus på det mere melodiske aspekt at heavy metal-genren med klassisk, power, thrash og lignende. I år er dog et helt særligt år, for at citere en kollega fra dette magasin “tror aldrig jeg har set et så inkarneret program af Gabriel-metal i år”. 

Dette er mildt sagt rigtigt, med mit absolutte favoritband i hele verden Katatonia, mit favorit-power-metal-opera Avantasia (deres danske debutshow), Pretty Maids, DragonForce, Mr. Big, Eternal Champion og Royal Hunt er jeg i den grad i musik himlen. Let the games begin!

Jeg tager tidligt afsted fra Amager og turen er hyggelig, udover at jeg glemmer at skifte tog og må tage lidt frem og tilbage mellem Vejle og omegn. Oven i dette, inden jeg kan hoppe rundt til alt musikken, rammer jeg ind i et kraftigt regnskyl på min gåtur imod fængslet fra Horsens station. Lettere gennemblødt får jeg slået mit gode gamle pop-up telt op og kravler derind for at lande lidt på campingområdet. Da noget der ligner tørvejr under grå skyer har indfundet sig, går jeg i min Diphenylchloroarsine-regnjakke imod dagens første omgang larm. 

Eternal Champion: Vestsalen kl. 13:00

Vi begynder ved indendørs scenen med lidt af et scoop. Jeg har ikke tal på hvor mange helte metal entusiaster der har ønsket en dansk Eternal Champion koncert, man skulle have troet at Metal Magic ville have nuppet dem, men det blev Horsens. 

Dannet i 2008 spiller de episk heavy med masser af sværd, drager og trolddom. Deres to albums The Armor of Ire (2016) og Ravening Iron (2020) har skaffet dem god international opmærksomhed. Jeg har selv skamlyttet deres andet album og købt en longsleeve med det flotte, men yderst teenage agtige artwork, der ville putte selv Manowar til skamme. At begynde fredagen med Arthur Rizik (guitar), Jason Tarpey (vokal) og John Powers (guitar) + deres live-musikere er i sandhed definitionen på at starte på toppen i min bog. 

Med tre bannere på scenen med artwork fra deres to skiver og til tonerne af “Fighting the World” bliver stemningen sat til noget grandiost. Efter dette er der nu fanfare musik ud af højtalerne. Jeg kan sagtens forstå at man vil sætte en stemning, men nu føler jeg alligevel at der har været rigeligt med opbygning.

Endelig går Eternal Champion på og der er tydeligvis flere der har glædet sig ud over mig. Tarpey starter koncerten med sit ansigt skjult under en ringbrynjehætte. Ja, nu skal vi i kamp. Med “Skull Seeker”, “Ravening Iron” og “The Armor of Ire” er luften fuld af store fantasy slag og fortællinger fra hinsides fabelagtige tider.  

Tarpey har en god gestikulering ved siden af sin karakteristiske vokal, han gør et godt stykke arbejde for at vække os alle til dåd. Eternal Champion gør sig i flot guitar arbejde og vi bliver forkælet med den ene lækre solo efter den anden. 

Forsangeren er helt ude ved hegnet og opfordrer til “whoooa-sang”. Et klassisk trick, men ville et show med et band som dette være komplet uden? Men ikke alle i salen er lige så overbevist som de dedikerede fans foran i den venstre side. Dem der vil have en fest får det dog. Flere og flere trækker dog i den metaforiske rustning, som showet fortsætter. 

For ingen kan benægte at Eternal Champion har talent for at skrive forbandet catchy metal, der kræver fællessang. Flere gange skal vi ud i “HUH” råb. Dette er det officielle sprog til gruppen, bliver der smilende joket fra scenen. Humøret og spilleglæden fra musikerne fejler intet.

“Coward’s Keep” er et hit og vi bliver spurgt om der er nogen Conan fans til stede. Dem der er, får dedikeret “Worms of the Earth” til sig. Næverne er i vejret og “I Am the Hammer” fra The Armor of Ire cementerer, at briterne går herfra med en godkendt koncert. Der skal da også lige lyde et shout out til lydmanden, alle instrumenter står klart og er en fornøjelse at gå på opdagelse i med så godt et mix.

Tarpey har nogle små korte effektive high pitch-skrig, der kun tilføjer mere styrke til hans stemme. Atter er sangeren ude ved hegnet og vi lukker med “A Face In the Glare”, imens en skelet dukke i fangedragt bliver crowdsurfet rundt. 

Dejlige tosserier allerede på førstedagen. Der bliver råbt på ekstranummer og gruppen er lige ved at efterkomme vores ønske, men ude fra siden af scenen bliver der sagt nej. Der er jo også en slags tidsplan, der skal overholdes. 

Eternal Champion vandt måske ikke hele krigen denne eftermiddag, men de vandt helt sikkert nye fans og åbnede Jailbreak med selvtillid og god underholdning. Nu ser jeg blot frem til et headliner show på dansk jord.

U.D.O. Fængselsgården kl. 14:00

Vi skal gæstes af en sand legende. Den herre Udo Dirkschneider startede sin karriere i tyske Accept og sang på nogle af deres største albums som Balls To the Wall (1983) og Metal Heart (1985). I 1987 forlod han gruppen og har siden da dedikeret sig til en solokarriere, hvor han har udgivet intet mindre end 20 skiver. Den seneste i 2023, Touchdown. Dirkschneider har turneret over hele verden og været en fast gæst ned på gode gamle Wacken Open Air hvor jeg har været gæst siden 2009. Men jeg har faktisk aldrig oplevet ham og hans karakteristiske skærebrænderstemme. Så nu er det tid! 

“Thunderstruck” kører som intro, jamen det kan igen vist beklage sig over. Med sit band går manden også kendt som “the german tank” på scenen. Det er klassisk heavy uden så meget vrøvl tilsat sangerens unikke stemme.

Det er den slags pigtråds rock, der er perfekt til at drikke øl til + nu dukker solen ligefrem op. De musikere U.D.O. har med på scenen går det i øvrigt godt. Andrey Smirnov (guitar), Sven Dirkschneider (trommer), Dee Dammers (guitar) og Peter Baltes (bass) har alle en god udstråling og de tre guitar svingere leverer også en fin omgang backing vokal til frontfiguren. “Udo er jo bygget som en minecraft figur” bemærker en af mine venner, ja med sin kompakte struktur kan man ikke rigtig modargumentere dette. 

Manden har dog på trods af sine 72 år stadig bevaret lysten til heavy og sit publikum. “Ready to sing with us?” spørger Udo. Det kan godt være at det ikke er hele pladsen der vil lufte stemmerne, men sange som “Metal Machine”, “The Wrong Side of Midnight” og “Fight For the Right” kan man ikke andet end at blive i godt humør af.

Udo skal lige have en pause og vi skal derfor trækkes med en ikke så spændende guitar solo. Ah well, hvis Rob Halford må, så går det nok også for Udo. “Touchdown”, They Want War” og “Animal House” lukker koncerten og selv om det senere bliver debatteret om ikke U.D.O. og DragonForce skulle have byttet scene plads så fik Dirkschneider og co. flere folk til at nikke med hovedet og i den tiltagende varme føltes det i sandhed som et sandt sommer rock show. Jeg fik da i hvert fald skiftet til min silkeskjorte i løbet af setlisten. 

Firewind: Vestsalen kl. 15:00

Singlen “Breaking the Silence” fra Allegiance (2006) var en af mine tidlige power metal favoritter. Men udover denne sang fra græske Firewind så har jeg aldrig rigtig udforsket dem yderligere. Har faktisk lyttet mere til Gus G’s solo plader end hans hovedprojekt, særligt I Am the Fire (2014). 

Jeg så dog Firewind i Amager Bio i 2023 varme op for Beast In Black og deres nuværende forsanger Herbie Langhans har jeg oplevet flere gange synge med Avantasia. Jeg husker min sidste oplevelse med grækerne som udmærket uden at være prangende. Måske bliver det lidt mere pumpet op i dag, når Langhans Gus G. (lead guitar), Petros Christodoulides (bass, backing vokal) og Johan Nunez (trommer) indtager en lidt mindre scene end sidst.

Der er en kort intro og bevares, stemningen på festivalen stiger da i takt med hver artist. På trommerne hænger et skjold med bandets logo og ind på scenen træder Firewind. Langhans har måske ikke den mest prangende stemme i power metal scenen, men det han til gengæld mestrer gør han i den grad godt. 

Jeg nyder mere og mere at være her for hvert minut der går, denne festival er virkelig ved at blive en af mine favoritter. Denne anerkendelse af oplevelsen som helhed kan desværre ikke fjerne fokus for den store svaghed ved Firewind. At på trods af at “Salvation Day”, “World On Fire” og “Destiny Is Calling” er fint skrevet og spillet, så mangler gruppen de store svulstige omkvæd der rigtig sætter sig fast hos en. Vi får sunget lidt i kor, da Langhans beder om det, men ellers er folk ret stillestående og virker ret uimponerede generelt. 

Gus G. kan spille guitar, det kan ingen benægte og lidt synkron headbanging ser da altid cool ud, men det bliver ikke til mere end lidt fælles klap og spredt jubel fra gæsterne. “Fallen Angel” og “Rising Fire” sætter lidt mere fut i fejemøget, men først da vi skal danse til deres cover af Michael Sembellos “Maniac” bliver det rigtig sjovt. Vi får også hoppet godt og jeg får selv vredet hofterne rundt. Det er et fjollet nummer og et dumt cover, men skægt det er det.

Sidste sang, “Fallen To Pieces” fra netop Allegiance, lukker ballet, og Gus er helt ude ved hegnet og shredde for os.

Firewind vil for mig altid være ovre i den lidt lunkne ende af power metal genren, men det er ej heller helt skidt, blot ret gennemsnitligt.  

Mr. Big: Fængselsgården kl. 16:30  

Partyrock + følsomme og cheesy tekster, jamen det er jo lige mig. Dannet tilbage i 1988 har de haft en historie der både involvere breakups af bandet, dødsfald af medlemmet (Pat Torpey 1953-2018, trommer), comebacks og at leve under one hit wonder-forbandelsen med sangene “To Be With You” og Just Take My Hand” 

Har mest selv lyttet til “Stay Together”, der var en ny sang på Big Bigger Biggest: Greatest Hits (1996). Men sanger Eric Martin har jeg haft fornøjelsen af flere gange med ingen ringere end Avantasia (ja der er en semi rød tråd igennem dagen). Så dette bliver mit debutshow med Mr. Big, der desværre kommer til at foregå på deres The Big Finish Farewell Tour. 

Til Ramones “Blitzkrieg Bop” dukker gruppen op og slår hurtigt over i deres bløde fræsende rock. Hele gruppen har en uforlignelig udstråling, der blandes med et stort talent for at skrive flabet og medrivende sange. Udover Martin, hvis stemme sidder lige i skabet denne fredag, så udmærker bassist Billy Sheehan sig ved både at have sin egen glædes fest og nyde samspillet med sine musikalsk kumpaner til UG. 

Paul Gilbert (guitar) og den nyeste dreng i klassen Nick D’Virgillo (trommer) viser med hver deres optræden og talent præcis hvor dygtigt et orkester Mr. Big er. Med så levende sange som “Take Cover”, “Daddy, Brother, Lover, Little Boy (The Electric Drill Song)” og “Alive and Kickin'” kan det undre en at gruppen aldrig blev større. Hvert nummer står ud på hver sin catchy måde og skaber en langt større respons hos gæsterne end de fleste sikkert havde troet. 

Blandt de stunts der bliver vist på scenen er Gilbert der spiller sin solo med en boremaskine og Sheehan der hiver en dobbet neck bass frem og blærer sig på. Publikum ler, smiler, peger og klapper i større og større grad. Dette er nu et show gruppen umuligt kan tabe. “Never Say Never” og særligt “My Kind of Woman” gør kun min ferie i det jyske bedre. Til “Wild World” (Cat Stevens cover) bliver der danset og sunget med nede på pladsen og Martin er ovre ved  D’Virgillo og lege med på trommerne. 

Ganske vist er Mr. Big lidt gået i glemmebogen sammenlignet med andre lignende bands fra den ære. Men de beviste på Jailbreak, at de fortjener deres plads i historiebøgerne om ikke andet så for at spille et publikum så meget op der til at starte med måske var en lille smule skeptiske.

Jeg er selv taknemmelig for at have overværet dem. Kunne det blive bedre på Jailbreak? Ja, men i en sådan grad at selv ikke jeg havde fantasi til at forestille mig det. 

Tak for jeres tid, Mr. Big!

DragonForce: Vestsalen kl. 17:45

GENNEM ILDEN OF FLAMMERNE, PIGER OG DRENGE! ER I KLAR TIL DRAGEKRAFT? 

Indsæt lignende fjollede fordanskninger af næste band, men fra denne anmelder er det ment kærligt. Ja, DragonForce er megatumpet, over the top og lever fint op til alle de fordomme der måtte eksistere om powermetallerne.

Men de er så meget mere end Guitar Hero hittet fra Inhuman Rampage (2005). På trods af skiftende line-ups har de fortsat skrevet flere habile party anthems. Både Extreme Power Metal (2019) og Warp Speed Warriors (2024) er skabt til konfetti og overdrevet brug og din luftguitar.

Den nuværende besætning er Herman Li (lead guitar), Sam Totman (guitar), Marc Hudson (vokal), Gee Anzalone (trommer) og Alicia Virgil (bass) som jeg så optræde sammen med Infected Rain og Amaranthe. Det var en skæg aften i Nintendo- metallernes selskab, og briterne er et absolut must-see for mig idag. At de også gav en god optræden på Wacken Open Air for et par uger siden, dæmper ikke mine forventninger. 

Arcademaskinerne som de havde med i Amager Bio er på scenen og oplyser det hele som i et rent 80’er-scenarie. To store oppustelige kinesiske drager som der knapt er plads til knejser i hver sin side. Der er næsten ikke plads til alt dette udstyr og bandet selv, men dette skal ikke blive noget der stopper DragonForce. 

Med gnister op af scenen og en setlist, der åbner med “Fury of the Storm”og “Cry Thunder”, ryster tremmerne af fællessang og en stemning der nærmest starter på kogepunktet. Det er tydeligt at høre og se at Jailbreak med denne booking har lavet et scoop til festivalens publikum der råber bandets navn af deres lungers fulde kraft. “Power of the Triforce” der er inspireret af Zelda-videospillet fortsætter hopperiet og bandets kyllingebamse-maskot bliver kaster rundt i salen til stor morskab for alle. 

Det er værd at bemærke at en af de ry DragonForce havde i gamle dage var at de ikke kunne finde ud af at spille live. Det skal jeg ikke udtale mig om, men anno 2024 får de leveret deres overgearede power metal uden én eneste fejl.  Lyden er tilmed skruet perfekt op således at alle i den proppede sal får hørt de poppede godter. For poppet er det i sandhed. Men Briterne bærer det med bravour. De er udmærkede klar over at de er lidt af et joke band og de omfavner deres eget ry med en skøn selvbevidsthed man kun kan lade sig rive med af.

Således er der stor conga-line til “Soldiers of the Wasteland” og masser af crowdsurfere til “The Last Dragonborn”. Spil referencerne fortsætter, da sidstnævnte nummer er inspireret af Skyrim. 

Vores hænder er i vejret og pitten er rødglødende, vi skal til discoland med “Doomsday Party”, nok en af de sjoveste og mest effektive numre fra det seneste album Warp Speed Warriors. Lige når man ikke troede at vi kunne bevæge os mere, leverer de deres Celine Dione cover af “My Heart Will Go On” til alle kvinderne på gulvet. Hvis nogen kan slippe afsted med en så tosset speed version af én af de allerstørste romantiske ballader nogensinde, så er det DragonForce.

Jeg har for længst åbnet alle knapperne i min skjorte. Det skal også siges, at den med sine pang-farver passer mere end perfekt ind i denne genre og jeg er langt fra den eneste der føler den på det øl og sved glatte gulv. 

“Wildest Dreams” af Taylor Swift får ikke samme store respons som det forrige cover, men da “Through the Fire and Flames” lukker koncerten, er det svært at spotte en eneste sur mine, og ja, kyllingen tager sig endnu en flyvetur. Det her er tåbeligt, kikset og leflende. Men også veludført som bare pokker. 

En af festivalens bedste koncerter.

Testament: Fængselsgården kl. 19:00

Dannet i 1983 under navnet Legacy, har bandet i årtier budt på knytnæve thrash metal over intet mindre end tretten albums. Det seneste var Titans of Creation (2020). Nu er jeg ikke den store fan af den genre metal som Testament spiller, men dette er nu engang et band der har sådan en lang historie at de ikke kan ignoreres. 

Jeg så dem kort spille “More Than Meets the Eye” fra The Formation of Damnation (2008) på Wacken Open Air i 2012 og så noget af deres show fra bakken på Copenhell i 2023. Pointen er at det nu er tid til min første rigtige koncert med Chuck Billy (vokal), Eric Peterson (rytme guitar), Alex Skolnick (lead guitar), Steve De Giorgio (bass) og Chris Dovas (trommer). 

“Are you ready Jailbreak, let’s go!” råber Billy og støvet hvirvler på pladsen da fansene med det samme begynder at moshe. Jeg er lidt træt efter DragonForce, så jeg holder mig en smule i baggrunden. Musikken groover godt og er vred på den klassiske thrash-facon. En ordentlig omgang røg giver en god effekt, særligt når mængden af det ryger ud over scene taget som om det er i brand. 

Dette er uden tvivl dagens hårdeste indslag og der er rigeligt af guitar-lir og hæs cool stemme fra Billy til at mætte alle dem der hungrer efter mere end pop-covers. “Welcome to our apocalyptic sin” råber forsangeren og de første crowdsurfere er i luften. Dette er sidste stop på deres Europatourné og det virker til at vi får et Testament der er fast besluttet på at fejre dette. 

De hurtige fraseringer fra Billy rammer plet, og scenen er flot dekoreret med bannere, hvorpå dæmoner danser. Dog må jeg gå lidt tidligt fra koncerten, da jeg SKAL helt foran til næste band. 

Det skal dog siges at hvad jeg så fra Testament virkede til at være en triumf, men de har aldrig været en favorit hos mig og af og til skal man jo spare på sin energi.

Katatonia: Vestsalen kl. 20.30

Hvordan skal jeg opsummere hvad dette orkester betyder for mig?

De er melankoliens konger, de er mit absolutte favorit band i hele verden og et af de to bookinger jeg har glædet mig mest til på årets Jailbreak. I 2006 var ude og kigge på CD’er i TP Musik Marked i Helsingør. Der faldt jeg over albummet The Great Cold Distance, og min forståelse af musik og min oplevelse af kunst ændrede sig for altid. 

Katatonia rammer for mig den voldsomme og følsomme oplevelse af fascinationen over forfaldet. Det er ømt, vredt, frusteret og filosofisk musik, der passer perfekt til mit ofte sentimentale sind og traumatiske valg. I 2023 udkom sidste skive fra svenskerne, A Sky Void of Stars, endnu et hit i min bog. 

Igennem årene har jeg set Katatonia live i 2011 i Lille Vega, 2012 i Amager Bio, 2016 i Pumpehuset,. i 2017 på Wacken Open Air, i 2019 på Copenhell, i 2020 til deres Dead Air Livestream og to gange i 2023 i Amager Bio og på Viborg Metal Festival. 

Man siger at historien har det med at gentage sig. i 2017 stod jeg i den nedadgående sol på Party Stage på Wacken Open Air og så Katatonia, lige bagefter gik jeg over på True Metal Stage og så Avantasia. At denne skelsættende fortælling skulle gentage sig, det var jeg ikke forberedt på, men jeg tager sandelig imod gaven med åbne arme og et smil.

Dog også en vis form for vild forundring, da solen går smukt ned over fængslet og skinner ind på scenen, mig og mine 2 venner. Det her kan jo næsten ikke passe. Lad alle mine bekymringer og sorger tage form for en stund med Katatonia. 

Der åbnes med “Birds” og at se mine idoler er en ren forløsning. Jonas Renkse med sit lange hår foran ansigtet samt sin ikoniske spøgelsesvokal, tager mig med det samme ud på en spirituel rejse.

“Lethean” fra Dead End Kings (2012) er en moderne klassiker i deres bagkatalog og med sine længselsfulde tekster og hårrejsende medrivende solo i det orange skær fra himlen er det en forløsning for mine nyeste fortrydelser.

“Deliberation” er en af de bedste numre fra det allerede proppede mesterværk der er The Great Cold Distance og ren nostalgi fra dengang jeg sad i Humlebæk hos mine forældre i en anden tid og opdagede hvilken kunst der betyder mest for mig. Der ligger for mig så meget historie og følelser i et band som Katatonia, at som jeg står foran hegnet med to gode venner og en masse andre dedikerede fans, så kæmper jeg godt nok for også at være lidt objektiv.

Skulle der mangle noget i aften, så er det sangskriver, originalt medlem og backing vokalist Anders Nyström. Jeg skal ikke kunne sige hvor han befinder sig, men han er ikke i Horsens. Det skal dog siges at selv uden denne gigant af en kunstner så fremstår “Opaline” og “Leaders” stadig smukke emotionelle perler. Dog kan jeg mærke at da “Old Hearts Falls” fra The Fall of Hearts (2016) spilles bliver det for alvor følsomt for mig og jeg får en klump i halsen og under nummeret for jeg råbt ting for mig selv der både er helende, men også stadig gør ondt. 

Dette er hvad svenskerne kan, gennem årtier af mit liv har de værnet om mit selvdestruktive hjerte og via “Behind the Blood” og “Teargas” som de næste numre så overlader jeg med glæde mine knuste drømme til Katatonia. 

De sidste sange “My Twin” og “July” fremstår lige så livgivende som da jeg hørte dem i 2006. Spol frem til 2024 og drengen, der måske er blevet en mand kan stadig ryste indeni af lige dele glæde og melankoli, selv om de to deler mere med hinanden end man skulle tro.

Skulle der være en lille detalje jeg kan savne er det at under sidste nummer mangler jeg Nyströms skrig. 

Renkse takker for i aften og med lidt møje og besvær får mig og mine venner fat i et plekter foran hegnet, som jeg gladeligt overlader til min kammerat. Der er ikke nogen tvivl om at Katatonia har været the odd one out på programmet, men med et show spillet med imponerende introvert energi så ejede de Vestsalen.

Så meget som vi fik rost og jublet af dem, gik selv the dead end kings derfra med store smil. Kom snart igen og tak for terapien.

Avantasia: Fængselsgården kl. 22:00

Så vi skal fra én ende af spektret over kæmpe oplevelser til en anden. Lige siden geniet Tobias Sammeth udgav The Scarecrow (2008) har jeg været håbløst kæmpe fan af hans power metal-opera-projekt. I årerne er Avantasia vokset i popularitet i takt med en lang række af udgivelser, der alle har et tårnhøjt niveau samt nogle imponerende ensemble shows.

Når Sammeth henter et væld af gæstevokalister ind på sine plader + til sine gigantiske liveshows og kombinerer det med divers, bombastisk og følsom sangskrivning i verdensklasse, kan ingen på power metal/symphonic metal scenen måle sig med Avantasia.   

Den tyske sanger og arkitekt bag det melodiske hydra koncept foran os, Sammet har da også i takt med den enorme væksten af sit “sideprojekt” sat sit gamle hovedband, Edguy, på permanent pause og helliget sig 100% til supergruppen. Der er varslet nyt album, Here Be Dragons i 2025 og en ny tour samme år. Koncerten i Horsens markerer også Avantasias debutkoncert i Danmark. Det har jeg mildest talt ventet længe på. Indtil da har jeg dog haft fornøjelsen af Sammeth og co. på Wacken Open Air i 2012, 2014, 2017, 2022 og i år. To Avantasia-koncerter på 1 måned med Tobias Sammet (vokal), Miro (keyboards), Sascha Peth (guitar) og (Felix Bohnke) + gæster det kan jeg godt leve med! 

Fra de helt dybe tanker med Katatonia, skal jeg nu synge mine lunger i stykker og føle hvor meget glæde der findes i livet.

Et kæmpe banner hænger og dækker for scenen. Med lyden af torden og i masser af blinkende lys falder tæppet og der står Tobias Sammet i lang og laset jakke, top hat og solbriller. Flankeret af sit band og de tre korsangere Herbie Langhans, Adrienne Cowan og Chiara Tricarico. Jaja der kommer rigeligt af vokalister at holde styr på. “Spectres” fra The Mystery of Time (2013) åbner og jeg hopper allerede af glæde.

Hittet “Reach Out For the Light” fra debutalbummet The Metal Opera Pt. I er næste nummer og på denne er Cowan fremme på scenen og giver os en overdimensioneret præstation. Sikke en stemme, jeg har set dette nummer blive fremført med både Michael Kiske og Langhans, men Cowell sætter sit helt eget præg der efterlader en målløs.

Så kommer SANGEN “The Scarecrow”. Det 11:11 minutter lange mesterværk fra pladen af samme navn gæstes af vores egen Ronnie Atkins. Det er virkelig også fedt at stå i Horsens på sit første DK-besøg og have en lokal søn med sig. Dette er ikke W.O.A. hvor Avantasia altid er på hjemmebane. Så der er ikke samme kæmpe støtte med samme. Dog er det her så overdimensioneret i patos-omkvæd, kor, soloer og storladne melodier, at det stadig  rammer plet. Det her er jo for pokker Avantasia. 

Scenen er pyntet som en kirkegård og i røg og storhed kommer nu “Dying For An Angel” denne gang med Kenny Leckremo fra H.E.A.T. på scenen med Sammet. Det er et fremragende valg. Nummeret passer som hånd i handske til ham. De næste sange er måske ikke de bedste fra Moonglow (2019) men når både “Alchemy” og Invincible” har Geoff Tate fra Queensrÿche med, så er det alligevel svært at brokke sig over. 

Jeg har for længst sunget mere end jeg troede jeg kunne, og jeg ved at vi kun lige er begyndt. “Promised Land” er en knytnæve, som kun Sammet kan levere den. Det er uundgåeligt ikke at blive rørt af musikken så magisk og fortryllende præsenteret i det gamle fængsel. 

Ømt bliver det til “The Story Ain’t Over” med gode gamle Bob Catley fra nyligt opløste Magnum. Her er fløde-power metal til alle, men med sådant er flair for detaljer og sjæl at Jailbreak for længst er med på det her giga opera show. Bagved bandet er en skærm der skifter billede alt efter hvilket nummer der spilles. Sammet er i charmerende og drillen hopla som altid, en sand showman som vi tages videre over i den lange “Let the Storm Descend Upon You” fra, i min optik, det bedste album, Ghostlights (2016). 

Der er dog et stramt tidsprogram, så det bliver en kort version. Under “Farewell” skal alle vifte med armene og nu er det Tricarico tur til at synge duet med Sammet. Jeg oplever at de fleste har hænderne rejst imod himlen, det er godt nok også en fællessang så det batter. 

“It isn’t raining right now, but if it was we would give you shelter from the rain” råber Sammet. Fra “Shelter From the Rain” med Leckremo og Catley over til deres store hit som det gale geni Sammet kalder det så føler jeg mere end nogensinde “Lost In Space”. 

At jeg nu står med en gruppe ligesindede der har samme fest som mig gør det bestemt ikke værre. Mine to yngre kompagnoner, der ikke har stiftet bekendtskab med Avantasia før, er da også overbevist på nuværende tidspunkt.

Det helt store øjeblik til showet for mig er dog da Sammet alene på scenen synger “Lucifer”. Starten på pianoet i en stille trist stemning er hårrejsende og da pianoet bryder i ild og nummeret tages til en anden dimension når hele bandet spiller, så er dette et historisk øjeblik der kan virke uvirkeligt 

Den evige lukker er medleyet af “Sign of the Cross/The Seven Angels” hvor alle sangere kommer på scenen. Uanset hvor mange gange jeg ser dette, så er det lige imponerende hver gang. Det er en koncert som kun Avantasia kan levere det, episk i en helt anden forstand end alt andet der findes.

Dette var en debut, der var længe ventet og som på ingen måde skuffede. Tobias, kom snart igen til en lokal arena og tag hele holdet med! 

Ellers må jeg jo tage til Tyskland for at fange Here Be Dragons-touren. 

—

Jeg må indrømme at med Katatonia og Avantasia lige efter hinanden, så er jeg nu brugt. Både fysisk og mentalt. På den bedst mulige måde vel at mærke. Så jeg må have noget søvn og skippe Brian Downey’s Alive & Dangerous Plays Thin Lizzy i Vestsalen.

Dette var dog en af de bedste festivaldage i år, tak Jailbreak! Godnat og vi ses imorgen Horsens. 

Foto: Lykke Nielsen.