Anmeldelse af: Fuzztival, Lørdag. Huset. Esbjerg d. 27/05-23

Andendagen på årets Fuzztival byder på en bred vifte af højkvalitets-Stoner og -syre.

Foto: Peter Langwitzh Smith

(Læs den 1 HER.)

High Desert Queen

Da dagens egentlige første band, Kryptograf, grundet en flyaflysning må aflyse deres koncert, får High Desert Queen (med det navn ved man da vist, at det er Stoner, hva?) lov til at åbnet ballet her på andendagen af Fuzztival 2023.

Bandet er fra Austin, Texas, og det kan i den grad høres på den støvede musik, de tunge riffs og den enormt beskidte bas. Bandet spiller fremragende, og mixet med en indenfor genren meget pænere og mere kontrolleret vokal, end vi er vant til, fungerer bandets lydbillede meget godt.

Bandets energi og nærvær til det fremmødte publikum er i topklasse, hvor særligt bassistenfår headbanget godt igennem. Orkestret kommer aldeles godt ud over scenekanten, samtidig med at deres sammenspil er utroligt veludført og stramt. Musikalsk spiller det dejligt på tunge, men lettilgængelige riffs, dyb bas og lækre melodier, der flettes sammen på fortræffelig vis. Bevares, super originalt er det ikke, men, for satan, hvor spiller det godt for texanerne.

Desværre er koncerten dog ikke udelukkende en dans på roser for Texas-kvartetten. Midt i showet opstår der tekniske problemer for tidligere nævnte bassist. Et kabel dør formentlig, og bassen støjer desværre en del. Både sanger, bassist og crew arbejder på at fikse det, men må desværre prøve over flere omgange at fejlfinde. Det lykkes dog, og vi ender tilbage ved den fremragende og rå lyd, som Huset viser sig at være som skabt til.

High Desert Queen spiller fremragende, og har fat i noget, der virker enormt godt. Det melodiske, der flettes ind i det tunge, spiller rigtigt fedt og sætter en glimrende start for dagens tunge strabadser. Varmen er trængt ind både i form af vejret og musikken.

Clouds Taste Satanic

Dagens anden gruppe vender næsen imod det instrumentale og varierende. Clouds Taste Satanic viser sig som et måske lidt introvert doomband. Der er god progression igennem de ellers lange numre, og man føler faktisk ikke umiddelbart, at man kommer til at savne en vokalist synderligt.

Bandets sceneoptræden er måske en kende fokuseret på sammenspillet og mindre på at levere et egentligt show. Det sagt, så er gruppens musik umiddelbart også af den slags, hvor man skal holde tungen lige i munden. Gruppen sætter med deres musik en rigtig glimrende stemning inde i salen.

Musikalsk svinger bandet rigtigt godt, og det er meget tydeligt, at de kan deres kram. Desværre går der dog alligevel lidt løs tomgang i musikken fra tid til anden. Gruppen er dog heldigvis så adspredende i deres stil og sammenspil, at de får den samlet op igen hver gang, men denne tomgang opstår nu alligevel flere gange i sættet.

Særligt i fokus for Clouds Taste Satanic er guitaren, der rigtigt får plads til at udfolde sig igennem de lange numre. Der er rigeligt af soli, og oftest lyder disse enormt gode og bygger rigtigt fint ovenpå rytmerne fra de resterende medlemmer.

Clouds Taste Satanic bøvler lidt med tomgang, men leverer nu alligevel en koncert, der til trods for en lettere introvert optræden musikalsk set står utroligt skarpt. Instrumentalmusikken spiller stadig i Esbjerg, og den amerikanske gruppe viser, at de er glimrende udi dens udførelse.

Deathchant

Det er blevet tid til at sætte tempoet lidt op. Okay, en del op. Deathchant fra Los Angeles rammer det fremmødte publikum som en ren tour de force med en lækker velspillet og nærmest absurd energisk omgang doomet/sludget/proto-miskmask, og, nøj, hvor det her spiller godt.

At skulle sætte en fast genre på dette band er svært, for som var de atleter springer gruppen nemlig rundt imellem genrene og inkorporerer elementer fra flere fede bands. Det ene øjeblik aner man Maiden, det næste spiller bandet et nummer, der lige så godt kunne have været skrevet af Matt Pike i High On Fire, for så at lyde som en mere smadret Thin Lizzy, for blot at nævne nogle få eksempler.

Bandets sammenspil sidder lige i skabet, og hold da fast for en fest, amerikanerne får skabt på den nærmest alt for lille scene (set i forhold til gruppens energi) på Huset i den vestjyske hovedstad. Bandet kommer enormt godt ud over scenekanten med et nærvær, som få kan præstere det. Det er ikke til at tage fejl af, at Deathchant er glade for at være her, og den glæde smitter i høj grad af på publikummet, hvor flere publikummer enten smiler fjoget eller headbanger med til den fede musik.

Lyden er tæt på perfekt og understreger igen, hvor velfungerende et spillested, Huset på sin vis er. Jovist, der kunne måske skrues en knivspids op for de to vokaler, da de til tider bliver lidt for begravet i guitarvirvaret, men noget større problem er det egentlig som sådan ikke for koncerten.

Godt med variation og en fremragende genremiskmask sætter Deathchant hårdt ind på ens musikalske nethinde. Bandet spiller eminent og har en stærk attitude og et show med ungdommeligt og energisk pondus. Denne booking viser sig som en overraskelse af de større og bliver uden tvivl en gruppe, der skal følges fremover.

Ecstatic Vision

Næste levende billede på scenen er atter engang et amerikansk band, ja, faktisk er denne lørdag jo nærmest store USA-dag. Ecstatic Vision spiller psykedelisk rock af den ældre skole, og så implementeret de sågar en saxofon, hvilket der jo umiddelbart kan være ret stort potentiale i indenfor genren. Hvis man da så bare kan høre den, for dette viser sig at være lidt af et problem i dag.

Bevares, det er ikke nødvendigvis spillestedet skyld, da saxofonisten har en tendens til at bevæge sig lidt for meget i forhold til mikrofonen. Bandet har generelt en fin energi og et godt nærvær til publikum, hvor især forsangeren samt deltids-saxofonisten, der også til tider gør sig som guitarist, formår at nå publikummet.

Gruppens sammenspil og tekniske kunnen spiller enormt godt, og særligt overraskende er bassistens til tider akrobatisk udfoldelser henover gribebrættet. Der bliver groovet enormt godt igennem særligt hos bassisten, og dette sætter en enormt god grobund for at kunne lave spændende og flydende psykedelisk-inspirerede guitar- og saxofon-melodier over.

Ecstatic Vision er ikke bare ferme i at lave interessant musik, der langt henad vejen netop tåler de psykedeliske, musikalske udstrækninger af numre, hvor der netop som tidligere kan opstå følelser af tomgang. Bandet besidder evnerne til at skrive og fremføre denne type musik på glimrende og spændende vis.

Vokalen, der som det ofte hør og bør sig i psykedeliske musik, kun indtræder sporadisk i forhold til de store flydende melodistykker, er glimrende hæs og spiller godt med det resterende støvede udtryk hos gruppen.

Ecstatic Vision spiller fremragende i Esbjerg og har et godt gåpåmod, hvor der i sandhed bliver syret igennem. Sammenspillet i bandet er lækkert varierende, og deres tekniske kunnen både i forhold til det instrumentale, men i næsten ligeså høj grad gruppens kompositoriske evner, viser sig at være fremragende. Desværre er det bare ikke altid lige til at få alle elementerne med i gruppens sammenspil, hvor særligt saxofonen, der ellers netop er med til at skille bandet ud fra mængden, desværre formår at drukne alt for meget af koncerttiden.

Fatso Jetson

Efter en svingom med Ecstatic Vision skal vi have en tur i manegen med Fatso Jetson; et band, der bliver beskrevet som oversete stonerlegender. Fatso Jetson består bl.a. af medlemmer fra Yawning Man og er ofte krediteret for skabelsen af den klassiske amerikansk støvede desert stoner, som senere særligt blev populariseret af grupper som Kyuss og Queens of the Stone Age.

Fatso Jetson er derved også bestående af nogle ældre herrer, og det kan da også mærkes på bandets sceneoptræden. Til trods for at der er godt gang i det musikalske, er der ikke meget spræl på bandet, og i starten af koncerten virker det ikke som noget, der vil ramme helt så godt som håbet, men så sker der noget. Bandet formår at samle et show uden så meget pondus op og nikker publikum en figurativ skalle.

Der kommer lidt gear i musikken, og det spiller enormt godt med de ellers mange medlemmer på scenen. Fatso Jetson har til aften intet mindre end tre guitarister på scenen, og den ene af dem beslutter sig for at give den lidt ekstra gas til publikums store fornøjelse.

Gruppens implementeringer af det skæve spiller ligeledes enormt godt her til aften, hvor dissonansen skaber lækre spændinger i musikken. De tre guitarer formår ligeledes sporadisk at spille imod hinanden, som var det en mindre slåskamp på scenen.

Særligt skarpt kommer det skæve til at stå i slutningen af koncerten, hvor en gæst træder op på scenen. En ældre herre, jeg senere finder ud af går under navnet Sean Wheeler, og her begynder koncerten for alvor at tage fat. Wheeler hviler i sig selv med en enorm punket attitude og en stemme, der på en gang er rusten og alligevel vanvittigt velsmurt.

Der leveres en slags spoken word-jam, hvor Wheeler fører sig frem på scenen med stærke moves og en in-your-face-stil, der ikke er set matched resten af festivalen. Da gruppen afslutningsvist giver sig i kast med et cover af Tom Waits klassikeren “Goin’ Out West”, rammer bandet igen fuldstændigt plet. Aldrig havde jeg troet at skulle høre et Stonerband spille Tom Waits, og da især ikke at det skulle fungere så godt, som det gør for Fatso Jetson med den aldrende Sean Wheeler på vokal.

Fatso Jetson starter måske ikke ud sådan, men de ender alligevel som en stærk oplevelse på Fuzztival, hvor de leverer en velspillet og nærværende koncert, der især løftes af de forskellige kooperationer.

The Machine

Aftenens næstsidste band er en tilbagevendende headliner fra 2019-udgaven af festivalen, der desværre er fra før, vores dækninger af festivalen begyndte. Derfor skal det da også være spændende at fange bandet denne sene lørdag aften.

Med The Machine vender vi blikket tilbage til den tilbagelænede og til tider lige lovligt repeterende stoner. Det er ikke altid lige let at sluge for aftenens publikum, hvor salen desværre lige så stille tømmes lidt ud. Der er ligeledes under koncerten noget post-agtigt over bandets udtryk og spil. Der vækkes associationer til bl.a. bands som Pelican eller måske endda i nærmere grad Long Distance Calling, netop fordi det syrede blandes med det skarpe, og musikken for langt det meste af tiden er enormt instrumental og uden for meget udvikling.

Det er netop denne mangel på musikalsk udvikling igennem sangene og det til tider meget laid back-udtryk, som for flere formentlig virker søvndyssende, og de derfor fortrækker til baren eller ud i aften livet for at ryge cigaretter eller det, som er sjovere.

Bliver man som denne anmelder og giver gruppen en chance, åbner musikken sig dog forhåbentlig også op for en. Hvad der indledningsvist måske virker kedeligt, formår i løbet af koncerten at få noget mere pondus, og der bliver tid til nogle stærke riffs og fede syrede stykker i løbet af koncerten, men det kræver, at man hengiver sig til musikken og giver den en lidt længere chance, end hvad man som gængs lytter måske er vant til.

The Machine leverer en koncert, der kræver noget fordybelse af lytter/beskuer i kraft af dens udsyrede, men alligevel gentagelsesprægede udtryk. Bandet spiller teknisk flot og har nogle stærke elementer, der virkelig kan åbenbare sig for lytteren.

Greenleaf

Aftenens absolutte hovednavn er svenske Greenleaf, og allerede på navnet emmer det jo af stoner og joint-musik generelt. En sidste dans i støvet for Esbjerg Fuzztival dette år, og så er det jo netop meget passende, at Greenleaf formår at levere en koncert med fede riffs, enormt stærk vokal og en sceneoptræden, der indenfor genren besidder glimrende nærvær og energi.

Der er godt med fut på de forskellige riffs i gruppens musik, og den leveres med en utroligt skarp præcision og kærlighed til genren. Det står klart fra start af, at Greenleaf nu engang har en lidt større skare af følgere, end de fleste andre af festivalens bands har. Der er ligeledes godt gang i den inde i selve salen, hvor der i den grad bliver danset igennem oppe på de forreste rækker.

Lyden er som ved langt de fleste andre koncerter, vi har oplevet til årets festival, fuldstændig eminent og besidder en lækker detaljerigdom, uden at man mister det dejligt støvede og grumsede, der netop er så integreret en del af genren.

Greenleaf kommer ligeledes godt rundt på scenen og fanger deres publikum enormt effektivt som følge af deres ageren. Det står klart, at gruppen har styr på deres og genrens konventioner, for slagets gang styres fremragende af bandet, og musikken spiller – også til trods for at den ikke altid er synderlig original; en af de største faldgruber indenfor netop stoneren. Greenleaf leverer dog deres musik med et stærkt overskud, en musikalsk indlevelse og autenticitet, der formår at højne oplevelsen eksponentielt igennem koncertens varighed.

Greenleaf sætter et værdigt punktum for årets Fuzztival med en koncert med stærk indlevelse og stenet rock af den bedste slags. Denne koncert er så absolut af høj støvet kaliber.

Årets Fuzztival har til trods for risikoen for en aflysning og sine problemer i forbindelse med flytning af spillested, vist sig som værende en standhaftig spiller indenfor det danske festivalliv. Til trods for alles frygt blev festivalen gennemført, som i mine øjne, på fuldstændig fantastisk vis.

Huset er fantastiske rammer til musikken. Nærmest alt har spillet enormt godt, og man står tilbage som gæst med en følelse af at have været med til noget helt særligt og intimt. Ligesom at spillestedet fungerer så godt, som det gør, har årets program (til trods for nærmest udelukkende at bestå af ukendte bands for mit vedkommende) været fuldstændigt fantastisk, og man kan stå tilbage med følelsen af, at festivalens bookede i sandhed ved, hvad der er fedt ingen for genrerne.

Når støvet lægger sig vil det formentlig ende ud i en endnu stærkere inkarnation af Fuzztival.