Anmeldelse af: Belphegor – The Devils. Udgivet 29. juli 2022 via Napalm Records.
Er djævlene ved at give op? NEJ!
Den østrigske blackened death metal-duo Belphegor er efter et par genudgivelser klar med en ny plade. Denne gang med den måske lidt uopfindsomme titel, The Devils. Men er musikken så også uopfindsom eller er der noget at komme efter?
Lad mig sige til at starte med at undertegnede er rigtig glad for Belphegors tunge lyd (som også kan læses i undertegnedes anmeldelse, fra da de spillede i Roskilde tidligere på året).
Tungt og hårdt starter pladen ud med titel-nummeret og lader ikke til rigtig at give slip igen: Den helt genkendelige lyd, som fans af bandet er glade for. Dejlig ondt og satanisk. Med tryk på ‘SATAN!’ For Belphegor har stort set siden deres start været et band med et helt tydeligt tryk udtryk som satanister og tilbedelse af satan. Dette lægger den her plade bestemt heller ikke låg på. Et nummer som “Glorifizierung des Teufels” både på titel og tekst går dette helt tydeligt.
Man kunne tro, at efter 11 tidligere fuldlængde udgivelser med Belphegors genkendelige formular, så ville det blive lidt traurigt, men tværtimod. Formularen fungerer så sandelig. En af årsagerne til, at det fungerer, er uden tvivl, at riffmelodierne altid er til stede. Kompositionsmæssigt er en del af de riffs, der er i Belphegors musik, nemlig dejligt flotte og nynnebare, hvilket også er med til at gøre deres sange nemme at huske, samtidigt med at sangene så også er fandens hurtige, samtidigt tunge og især fandenivoldske.
Men de sange, som også viger væk fra formularen, viger så også for meget væk. Numre som “Virtus Asinaria – Prayer” og afslutteren, “Creature of Fire”, er simpelthen dræbende for albummets sammenhæng og tempo. Selvom sidstnævnte nummer mest hænger sammen med nummeret før, “Ritus Incendium Diaboli”, så giver det bare en fad fornemmelse at slutte af med så forholdsvis roligt et nummer. Jovist, der er bonusnummeret, “Blackest Sabbath 1997”, men det tæller sjovt nok ikke med i selve pladen.
På trods af to sådan bratte stopklodser på vejen ned mod helvede så er pladen som helhed stadig en rigtig god plade. Det er på ingen måde en genopdagelse eller genopfindelse af en dyb tallerken, men det er så dejlig grumt og tungt, at det ikke kan være andet end anbefalelsesværdigt.
