Anmeldelse af: Wonderfestiwall, Bornholm, torsdag den 17. august 2017.
På min dejlige solskins-ø har vi en lille tre dagesfestival, som har 10 års jubilæum i år, og det skulle fejres med blandt andet Magtens Korridorer på førstedagen.
De grumme vejrprofeter havde i løbet af ugen lovet styrtregn under festivallen, og undertegnede er kendt for at smutte, hvis det regner alt for meget, som da Scorpions indtog Copenhell. Onsdag kom de selvsamme vejrprofeter så med den gode nyhed, at vejret ville arte sig med ganske få småbyger… Det vender vi tilbage til senere.
Nu er Wonderfestiwall ikke en metal og hård rock-festival, men enkelte navne de forskellige dage kunne nu alligevel trække mig ud af min komfortzone og op til Opal-søen ved Hammershus. Så med høj sol på himlen og 25-26 grader var det bare afsted, så min veninde Benedikte og jeg kunne nå op for at se hendes største must – The Minds Of 99, der skulle spille på den store af de to scener kl. 19.
Desværre spiller The Minds Of 99 som tredje band på en torsdag, hvor de fleste har overstået deres ferie, så pladsen virker kun halvfyldt og fortrinsvis med unge mennesker i gymnasiealderen, men det skal da ikke ødelægge den fest, som Niels Brandt og Co. lægger op til. Lyden er god men ikke særligt højt og kunne godt kunne have været noget højere, uden det gjorde noget. Men de folk, der er til stede ved scenen, har en fest til hits som “Stjerner På Himlen”, “Det Er Som Om Knud Er Død” og “Hurtige Hænder”. Der bliver også præsenteret titelnummeret “Solkongen” fra den kommende plade, som for mig var det bedste i deres sæt, hvor Niels Brandt virkelig viser, at han har en solid rockstemme. Mod slutningen af sættet beder bandet selv om at få lidt mere power på lyden, så sangen “Fuglebur” bliver leveret med de decibel, der er et stort voliere fyldt med undulater værdigt, sådan skulle det have været fra start. Alt i alt en glimrende oplevelse i de smukke omgivelser omkring Hammershus.
WhoMadeWho sprang Benedikte og jeg over og søgte over mod Food Court for at se, hvad de forskellige boder kunne tilbyde af fast føde. Der var et godt udvalg med både indisk, burgere, pizza, durum, pandekager, pølser, sandwiches, pomfritter, toasts og sågar en Open Grill, som vi dog sprang over vejret taget ibetragtning, så det blev til pizza.
Når det regner så lang tid og så meget, som det gjorde, så var det et superfedt tiltag, at man ganske gratis kunne hente et regnslag i informationen, som Copenhell blandt andet godt kunne lære noget af. Men til trods for mad og regnslag så var ventetiden til kl 00.30, hvor dagens højdepunkt, Magtens Korridorer, skulle betræde scenen, lang
Jeg var utroligt spændt af flere grunde: Hvor mange af de få folk ville trodse vejret så sent, og hvor fedt ville Johan Olsen og Co. være live? Jeg har kendt til dem siden de gode gamle dage med Tæskeholdet og “Hestevisen”, men jeg ahr først rigtigt hørt dem de sidste ti år, og det her skulle være min første oplevelse med bandet som helhed live.
Der var ikke mange publikummer tilbage i den silende regn, da de gik på scenen, og Johan Olsen begyndte da også med at takke de fremmødte for at være dedikerede, da de ikke forventede, at så mange trods alt havde valgt at blive i det våde vejr.
Lyden under første nummer var ikke helt god, hvor guitarene feedede lidt for meget, men det var der rettet op til allerede under andet nummer. Et super oplagt band med god kontakt til publikum fyrede den af fra start til slut med numre fra hele bagkataloget eller noget ”gammelt lort”, som Johan Olsen formulerede det. Hvor numre som “Lorteparforhold”, “Kom Og Mærk”, “Militskvinder”, “Picnic (på Kastellet)”, “Til”t, de to nye “Alkohol” og “I Dybet” samt min favorit “Nordhavn Station” blev leveret med præcision og en råhed, der fik folk til at glemme regnen.
Oppe ved scenen stod en stor flok unge tøser, som ganske kort inde i sættet mellem to numre afbrød Johan Olsen i sin præsentation af den kommende sang ved at råbe efter “Hestevisen”, hvortil Johan Olsen svarede ” Hvor er det sødt…Men Forkert! ” De tog de dog ikke for gode varer og blev ved, og efter en kort konference på scenen bandmedlemmer imellem, spurgte han sin lysmand om lov til at ændre på sættet ved at smide en ekstra sang ind, og vi fik “Hestevisen” til stor glæde for publikum. Der blev skruet yderlige op for volumen, og decibeltælleren sprang fra de 104 til 110+ ved lydteltet. Vi blev også forkælet med et ekstranummer, som de lige fik lov til at smide ind til trods for, at tidsplanen var skredet lidt grundet de unge tøser som fik sneget “Hestevisen” ind, som igen skreg på selvsamme, men som Johan sagde: ” Det er sødt.. Men sorry bitches ” og vi fik “Giv Mig En Dag”.