Suveræne Metal-Guder

Anmeldelse af: Judas Priest. Harder, Wacken Open Air. 02. august 2018.

Metalguderne I Judas Priest formåede at levere intet mindre end en formidabel koncert til Wacken Open Air i år. Det var et galore af festlige gamle numre og bundsolide nye numre fra deres seneste album, Firepower, som fandt sammen i en smuk symbiose

Arkivfoto: Mathilde Maria Rønshof

Det tog egentlig ganske lang tid for mit vedkommende at komme ordentligt ind i Judas Priest, og jeg vil på sin vis mene, at jeg måske stadig ikke er fuldstændigt hengivet Priest fan. Bevares, jeg synes at de gamle swingere har lavet nogle super fede numre, og klassealbums, men af en eller anden grund har det aldrig bidt sig så fast i min bevidsthed, som bands som Iron Maiden eller Saxon har gjort det.
Alligevel har jeg et forhold til Judas Priests musik, hvilket jeg da vil mene, at langt størstedelen af alle folk, der hører metal, må have. De var jo det første band, der svælgede sig i at være fanebærere for metallen. De var stolte af at spille heavy metal, og det er da på sin vis prisværdigt!

Kan de gamle stolte metalhoveder dog stadig være fanebærere for den genre, som de selv har været med til at definere?
Ja, for satan da! På trods af udskiftninger i bandet så kører Judas Priest altså stadig på fuld skrue, hvilket da også cementeres på deres seneste udspil, Firepower, der bestemt er værd at lytte til. Det er godt nok to ’’nye’’ guitarister, der spiller. KK Downing forlod bandet forlod bandet i 2011, hvor han blev erstattet af Richie Faulkner. Desuden blev Glen Tipton for nyligt diagnoseret med Parkinsons syndrom. Sidstnævnte bliver på denne tour afløst af bandets producer, Andy Sneap, der gør et glimrende arbejde på guitarfronten, ja, man savner jo nærmest ikke Tipton, i hvert fald ikke så meget, som man ellers kunne have gjort, eller havde regnet med, at man ville.

Det kan her til aften ikke mærkes på Rob Halford, at han er ved at være oppe i årene. Vokalen sidder skarpt lige udover den sædvanlige “Painkiller”, hvor den kun sidder skarpere, end hvad man eller har været vant til. Det er desuden tydeligt at se, hvor meget fokus det tager for manden, når han skal helt op i de høje toner. Dette er ham dog vel ondt, for mandens vokal lyder fandeme stadig fedt, en ting som for eksempel Ozzy Osbourne godt kunne være misundelig over. Desværre er hans showmanship ikke det vanvittige. Kontakten med publikum er kun sporadisk og desværre en kende kortvarig.

Bandets sammenspil minder mest af alt om en velsmurt maskine, der opereres af menneskelige kræfter. Det sidder der, hvor det skal, men uden at det føles rent mekanisk. Man kan mærke menneskeligheden i solien, der ikke altid er totalt rent, men alligevel så tilpas, til at man blot finder de småfejl, der sniger sig ind for charmerende.

Sætlisten er glimrende. Judas Priest forstår, at de, på trods af, at de er på tour for et nyt album, stadig godt må holde sig til en satans masse af de gamle numre. Derved er Firepower ikke engang det bedst repræsenterede album her til aften, hvor der serveres klassikere på klassikere, og publikum æder det råt. Selv helt nede bagerst på pladsen står folk og skråler med på klassikere som “You’ve Got Another Thing Coming”, Det poppede “Turbo Lover”, den makabre “The Ripper” og naturligvis metalsangen, der nærmest definerer metal, nemlig “Painkiller”.

Der jubles naturligvis også til den helt store guldmedalje, da Halford på traditionel vis kommer ind på motorcykel til nummeret “Hell Bent For Leather”. Det kan godt være, at de har brugt det trick mange gange, men ville man ikke være ligeså skuffet, hvis dette ikke var med, som hvis de ikke spillede en sang som blandt andet “Metal Gods” eller “Breaking The Law”? Jo, det ville man, og derfor er det også en fryd, da disse to numre, får lov til at åbne ekstranumrenes bal.

Her får vi i øvrigt den Parkinsons-ramte Tipton ind på scenen for at spille lidt guitar. Dette bliver på ingen måde nævnt fra scenen, og man er derfor nødsaget til at kunne genkende ham for at vide, at han var på scenen. Tipton, ja, det er ham med hatten. Man har nok valgt nogle af de lidt lettere numre på grund af sin sygdom. Respekt for, at han stadig kan, og så særligt uden umiddelbare fejl.

Ballet lukker ned med det forfærdelige poppede nummer “Living After Midnight”, der, på trods af virkelig at være et kedeligt og totalt intetsigende popnummer, får publikum op i det røde felt.

Judas Priest har i høj grad leveret over forventning og formår i sandhed at vise, at de stadig er suveræne metal guder!