Anmeldelse af Lacuna Coil, d. 05.11.25 i Pumpehuset

Italiens største metalband er tilbage.

Foto: Anders Groos Mikkelsen

Jeg blev desværre forsinket denne tirsdag og missede derfor Nonpoint. Da jeg endelig får lagt mine ting i garderoben og fundet indenfor, er der godt med folk. Der er da også meldt få billetter tilbage til arrangementet. Jeg bevæger mig frem til en god plads på 5. række i midten og iført min Texas Murder Crew t-shirt venter jeg.

Lacuna Coil

Siden 1995 har bandet mestret blandingen af gothic metal og alternative metal ført an af vokalisterne Andrea Ferro og Cristina Scabbia, samt Marco Coti Zelati (bas). Ydermere er Richard Meiz (trommer) og Daniele Salomone (guitar) senere blevet en del af line-uppen. Jeg hoppede med på toget med Karmacode (2006) og var lidt on and off siden, imens at gruppen legede med de mere poppede sider af deres lyd med skiftende held i min mening. Men med Delirium (2016) skete der et markant skift.

Ferro begyndte at growle og materialet blev markant tungere. Dette blev videreført på Black Anima (2019) og jeg nød denne nyfundne tilgang til den dystre side. Sleepless Empire (2025) har ikke ramt lige så godt hos mig, men er stadig et stabilt album. Efter deres koncert på Wacken Open Air 2017 og i Amager Bio i 2019 + deres livestreamshow Black Anima Live From the Apocalypse i 2020 (ja, der var jo ikke andre muligheder under Covid), så var jeg spændt på hvor Lacuna Coil befinder sig på livefronten i 2025.

På den store scene er der to bannere i hver side der viser fuglekraniet fra deres nye skive og i dramatisk makeup a la corpsepaint kommer Meiz, Zelati og Salomone ind efterfulgt af de to sangere der ikke er sminket, men har valgt en dresscode i henholdsvis rød kjole og sort tætsiddende lædertøj. Garderoben er om ikke andet klar til Sleepless Empire EU/UK Tour 2025. Der jubles og jeg tror at det her kan gå hen og blive ret fedt.

Bevares, det starter også godt med de tunge og ildevarslende “Layers of Time” og “Reckless” fra Black Anima (2019) + “Hosting the Shadow” fra Sleepless Empire (2025). Sidstnævnte fungerer klart bedre live end på albummet. Både Scabbia og Ferro synger godt, så denne del fejler intet. Publikum forholder sig meget stillestående og kun få kaster med horn og hår omkring mig, men måske skal folk lige sparkes i gang?

“Die & Rise” fra Black Crown Halo (2014) får et par stykker til at hoppe og et enkelt “HEY”-råb blev det også til i starten, men Lacuna Coil giver ikke meget af sig. Når så mange af gæsterne er så sløve, så må man som band gøre lidt ekstra for at hive stemning op. Men ak nej, Zelati og Salomone slentrer ugidelige rundt og gør på ingen måde noget væsen af sig eller prøver at opildne gæsterne og stemningen forbliver et niveau under lunken. Således lander den catchy klassiker “Spellbound” fra Shallow Life (2009) uden nogen særlig effekt.

“Intoxicated” og “Downfall” er deciderede kedelige og entusiasmen fra fansene bliver kun ved høfligt, næsten pligtskyldigt klappen. Udover et par introer til numrene gør hverken Scabbia eller Ferro nogen kunst ud af publikumskontakt. Gad vide om de ved at det vil kræve mere energi end de har i aften og bare vælger at spille sangene sikkert og udelade alt andet? Uanset begrundelsen er resultatet at hverken hittet “Heaven’s A Lie”, den onde “In Nomine Patris” eller min personlige favorit den grumme og smukke “Blood, Tears, Dust” kan redde den kedelige stemning som showet drukner i.

Det er hamrende ærgerligt for Lacuna Coil har et rigtigt godt bagkatalog og jeg har set dem meget bedre før. Dette er blot endnu en dag på kontoret, for alle involverede også dem på gulvet. Jeg går i baren under “Gravity” og observerer derfra hvordan “Oxygen” og “Nothing Stands In Our Way” runger ud i salen til minimal respons. Da der skal spilles ekstranumre er det som om at bandet liver lidt op og publikum pludselig husker, at de har betalt penge for det her og må skynde sig at råbe lidt for at få noget ud af det. Det er desværre for lidt for sent for alle parter, og selv om jeg er vild med den dynamiske “Wish You Were Dead” er showet slut i ånden på dette tidspunkt. Jeg smider ikke trøjen til det her, ej heller foregik der nogen form for aktivitet, hvor det ville have givet mening.

Under den allersidste sang prioriterer jeg at nå hjem til Hedehusene og undgå de værste forsinkelser fra regionaltogene. I garderobekøen kan jeg høre at jeg ikke var den eneste, der var skuffet over den optræden vi var vidner til. Som Lacuna Coil takkede og sagde hvor meget de glædede sig til at komme tilbage, tænkte jeg at jeg glæder mig til de besøger os igen med noget der minder mig om hvorfor jeg har stået i mudder i Tyskland, på Amager samt hjemme i stuen og headbanget til dem.

Se galleriet af Anders Groos Mikkelsen herunder