Anmeldelse af: Joey DeMaio. Posten, Odense. 17. november 2019.
Idet man træder ind i Postens store sal er det med det samme klart at dette – trods alt – ikke er en Manowar-koncert.
På trods af lyden af Eric Adams velkendte vokal i højtalerne er der foran scenen placeret et dusin caféborde med tilhørende stole, hvor publikum kan samle sig i små grupper og hygge sig, inden aftens store taler går på. På scenen er der ikke skyggen af den borg, vi så, da Joey DeMaio sammen med resten af Manowar sidst besøgte Danmark, i stedet er der blot et stort, hvidt lærred og to bænke, hvorpå man kan se den bog om Manowar, man kan få lov til at købe, hvis man ikke syntes, 400 kroner for entre var helt nok.
På slaget otte bliver lærredet lyst op, og vi får det første glimt af det, vi er kommet for – Manowars tidlige år med læder, pels og sværd. 80erne springer til live foran os, og det er svært ikke at komme i godt humør. Man ved aldrig rigtigt, hvor seriøst Manowar tager sig selv, men med sådan en introvideo kan der ikke rigtigt være tvivl om, at i hvert fald Joey har en vis sans for selvironi.
Selvironien er dog ikke til at spore, da den 65-årige bassist selv træder ind på scenen og begynder at underholde om sin skoletid, hvor utilpasset et ungt menneske han var den gang i 60erne, og hvordan han fik tæsk af nonnerne i sin katolske skole. Det til trods lader han til at være fortaler for en rå barndom og tager lejligheden til at latterliggøre mobbeofre og folk, der ikke lever op til Manowars ideal for mandighed. Ideen om Joey DeMaio som en bad-ass, rebel og enspænder i disse tidlige år er en, han tydeligvis føler stærkt på trods af al den tid der er gået siden.
Der går dog ikke så lang tid, inden han kommer ind på musikken dog i første omgang ikke gennem sine egne talenter med en bas i hænderne, men derimod hans kammerat Doug, der er så fantastisk en lydtekniker, at han får Joey med som roadie på Black Sabbaths Heaven & Hell tour i 1980. Han er en dygtig fortæller og på trods af den lidt akavede start får han hurtigt publikum med sig med morsomme anekdoter fra touren såsom dengang, han forsøgte at fortælle Lemmy Kilmister, hvordan man skal opføre sig, eller hvor star-struck han var, da Led Zeppelin kom forbi for at se Sabbath.
Det billede, han tegner af sig selv på touren, er mest af alt bare som Dougs assistent, men som han selv udtrykker det: ”Better to carry the toolbox for a great man, than to be an asshole.” Det helt store vendepunkt for Joey kommer dog, da Sabbath spiller i Newcastle City Hall, for det er her, Ronnie James Dio introducerer ham for Ross ’the Boss’ Friedman, og de to efter en jamming-session beslutter sig for at danne Manowar.
Der går et par år, inden det unge band får sikret sig en pladekontrakt og tager til Florida for at indspille. Joeys fokus i sin fortælling er for mig lidt svært at forstå, idet han bruger ret meget tid på at snakke om, hvor irriterende hans daværende kæreste var – komplet med forvrænget, plagende stemmeføring, når han skulle gengive hendes udtalelser. Måske synes han, at det, at han fandt sin kæreste irriterende kan hjælpe ham med at bonde med de i publikummet, der ikke synes, det var charmerende, at han truede en lærer med tæsk for 50 år siden. Klimakset på historien om dette eventyr i Florida er dels, at de får lavet den skelsættende skive, Battle Hymns, og dels at han får sig en lille snak med forsangeren for bandet The Kids, som hans kæreste var vild med. Han fortæller den kønne, unge mand, at hans band stinker, og at han bør forfølge sine drømme om at blive skuespiller i stedet. Den unge mands navn var Johnny Depp.
Efter at pladen er blevet indspillet, begynder det unge band at skulle spille koncerter, men i disse tidlige dage er verden ikke klar til Manowars lyd endnu. Da det bliver klart for spillestederne, præcist hvor højt man kan smadre True Metal ud af en væg af højtalere, bliver de pænt bedt om at skrue ned, men som bekendt spiller alle mænd på 10, så det bliver der ikke noget af. Rygtet om, hvad det er for et band, der er kommet til byen, spreder sig til de andre spillesteder og før de har set sig om, er hele den lille tour aflyst.
Da den næste plade (Into Glory Ride) skal promoveres, bliver der tager endnu flere af de helt vidunderlige start-80’er-billeder af Manowar i pels, læder og bare overkroppe. Her benytter Joey lejligheden til at adressere, hvor deres helt særlige look dengang kom fra. Alle bands skulle have et unikt look, der var ikke som i dag, hvor 9/10 metalbands bare dukker op på scenen i sorte t-shirts og synes, det er godt med det. Hvis man ville været noget i de år, måtte man være noget andet, og Manowar valgte at være de nævnene krigere, der red op fra helvede for at hævne uret og beskytte de uskyldige.
Et af aftenens klare højdepunkter var en grynet videooptagelse fra bandets første optræden i København tilbage i 1985. Lyden er naturligvis frygtelig, men på trods af de 34 år, der er gået, siden videoen blev optaget, kommer meget af stemningen fra dengang alligevel igennem, og jeg kan ikke lade være med at synes, at det trods alt er lidt smukt. I det hele taget er videomaterialet rigtig sjovt at se også optagelserne fra andre koncerter og særligt fra indspilningen af Kings of Metal-pladen. Når man, som jeg, har hørt den plade til ukendelighed, er det rigtigt sjovt at høre, hvordan forsanger Eric Adams sang den, inden den sad helt i skabet, hvordan trykket ligger lidt anderledes og giver sangene et lidt andet udtryk.
Det første, man bemærker, når man ser Manowars pladecovers gennem tiden, er, hvordan de fire medlemmer så ud på Into Glory Ride. Det andet, man bemærker, er, hvor voldsomt stilen skifter med Fighting the World, der danner skole for alle de fremtidige. Inspirationen til denne nye stil, forklarer Joey, kommer, da han falder over John Normans roman Guardsman of Gor – 16. bind i en fantasy-serie, hvis kvindesyn formodentligt ligger til grund for Pleasure Slave. Joey DeMaio blev så inspireret af coveret (der viser en stærk mand i bar overkrop, stående i stævnen af et træskib, der har en halvnøgen bunden kvinde som galionsfigur), at han kontaktede kunstneren, Ken Kelly, der har lavet covers for Manowar lige siden.
Afslutningen af det to timer lange foredrag er en kort spørgsmålssession, hvor Joey besvarer et par udvalgte spørgsmål, publikum tidligere har haft lejlighed til at skrive til ham. Han benytter lejligheden til at snakke om, hvor meget Manowars fans betyder for dem og siger, at de ikke ville være blevet ved så længe uden dem. På spørgsmålet om, hvornår der kommer et nyt album, siger han, at det lige skal skrives først. Om det er en høflig måde at sige nej på eller vores første glimt af noget nyt på horisonten, må indtil videre stå hen i det uvisse.
Aftenen var et sjovt indblik i Manowar som helhed og naturligvis særligt Joey DeMaio selv, og jeg kom væk fra det med større respekt for ham som fortæller, omend måske ikke så meget som menneske.
