The Dillinger Escape Plan, Posten, Odense, 31. januar 2017.
Dillinger var på toppen denne aften. Odense – not so much.
Efter at have fundet igennem den labyrint af vejarbejde, der for tiden præger Odenses midtby, ankom jeg, drevet af kæmpe forventninger til aftenens koncert, til Posten. Programmet denne tirsdag bød både på legenderne The Dillinger Escape Plan, der har sat nye standarder for, hvor vanvittigt et sceneshow, man kan levere, og opvarmning med et af Danmarks mest lovende hardcore-bands for tiden, nemlig Tvivler. Alligevel blev mine forhåbninger afløst af bange anelser, da jeg slap igennem garderoben og kom ind i salen. Den var næsten tom.
Jeg har i flere af mine anmeldelser beskrevet, hvor svært det er, at få det odenseanske metalpublikum op af stolene og ud at støtte koncerterne i byen, men jeg havde egentlig regnet med, at de fleste med interesse for genren ville være mødt op for at se Dillinger en sidste gang. Nuvel, det var en tirsdag aften, og jeg var ankommet i god tid, så jeg slog koldt vand i blodet. Men der var konstant den der lille stemme i baghovedet, der sagde ”Nu går der fandme Odense i den igen…”
Tvivler
Da Tvivler gik på, var det da også til et næsten tomt scenegulv – men det lod bandet sig dog ikke mærke af. Med deres kompromisløse, dansksprogede posthardcore gav bandet den fuld skrue fra første nummer og fik gjort enhver tvivl til skamme hos dem, der havde tænkt, at de var for lille et band til at varme op for The Dillinger Escape Plan.
Efter Tvivlers andet nummer skete der noget næsten magisk: Bandets forsanger sagde de sagnomspundne ord ”Kom tættere på!” og pludselig, som ved et trylleslag, kom folk frem fra de mørke kroge på Posten. Nuvel, de fleste publikummer virkede stadig ikke som om de helt fangede Tvivlers genialitet, men i det mindste blev gulvet næsten fyldt. Tvivler leverede en fantastisk koncert fra start til slut, men led lidt under den manglende indlevelse fra publikum.
The Dillinger Escape Plan
Så blev det tid til aftenens trækplaster: Efter cirka 10 minutters dronende basloop fra højtalerne gik The Dillinger Escape Plan på scenen og startede settet med åbningsnummeret fra deres seneste album, ”Limerent Death”, – til stor jubel fra i hvert fald de første rækker af publikum. Bandet virkede som om, de lige skulle spille sig ind på publikum og vænne sig til tanken om, at det ikke var en komplet udsolgt sal, de spillede for. I hvert fald var Dillingers optræden de første par numre igennem lidt forsigtig i forhold til, hvad man normalt forventer af dem. Men forsigtig i Dillinger-sammenhæng er stadig ret vildt.
Forsigtigheden under de første numre blev dog afløst af den vante aggressivitet under numre som ”When I Lost My Bet” og ”Black Bubblegum”, og publikum fik serveret et fornemt traktement af numre fra hele bandets karriere. For mig kulminerede det hele under nummeret ”One of Us is the Killer”, hvor alt gik op i en højere enhed.
The Dillinger Escape Plan beviste, at de stadig er et af de fedeste livebands i verden, og at de absolut stopper, imens de er på toppen. Der er ingen tvivl om, at bandet vil efterlade et tomrum på metalscenen, og jeg glæder mig til at se, hvem der kan fylde det hul ud i fremtiden. Denne aften gav Dillinger den alt, hvad de kunne, men desværre var der kun cirka 50 mennesker oppe foran til at give bandet noget ekstra energi at spille op imod. Derfor var der heller ikke de sædvanlige vandreture ude på publikum, som Dillinger er berømte for, men publikumskontakten manglede bestemt af den grund. Dog gjorde den manglende opbakning fra publikum, at koncerten lige manglede det sidste for at udløse fuldt hus i stjerne-uddelingen.
Her er lidt billeder fra aftenens fotograf: Lasse Millek Jakobsen:
