Anmeldelse af: Rust In Peace: Nothing Noble + Henret m.fl., d. 11.04.25 på RUST.

Fredag aften stod i death- og metalcores tegn, da fire bands indtog den lille, mørke scene på RUST i København under konceptet RUST in Peace.

Foto: Sonia El Moumi Nielsen

Mortira

Aftenen startede ud med københavnske Mortira. Jeg stillede mig oppe ved trappen for et godt overblik, med en fadøl i hånden og ørepropper i, var jeg klar til første omgang. Crowdet var uheldigvis ret tyndt helt oppe foran, men der blev opfordret til at rykke frem, og det gjorde folk heldigvis.

Mortira leverede tunge, lækre breakdowns, men der var nogle enkelte øjeblikke, hvor clean vocals kom på banen, der i min optik virkede en smule malplacerede og fungerede desværre ikke helt optimalt. Forsangeren leverede dog imponerende dybe growls og beskidte “blegh”. 

De spillede deres nyeste single “Life Is Nothing”, som udkom på dagen og havde Thomas fra Henret med som gæst. Den var hurtigere, og lige præcis dét tempo savnede jeg i deres øvrige sæt. Folk bevægede sig også mere under de sidste to sange, men det var en skam, at det først skete helt til sidst. 

Publikum var gode til at stå stille og headbange, men mindre gode til at holde en pit i gang igennem hele koncerten, hvilket var en skam. Overall en fin start på aftenen og Mortira er uden tvivl dygtige, jeg blev bare desværre ikke helt fanget.

Sansera

Sansera havde tydeligvis set, at crowdet var lidt dovent under Mortira. Allerede før de gik i gang, blev der råbt “kom herop!” flere gange fra scenen. Jeg rykkede forrest i højre side for at mærke energien tættere på, og håbede på det bedste.

Fra første sekund var der et tydeligt skifte i både intensitet og karisma. Frontmanden lavede strækøvelser i starten (så er det tid til at slås!), og så sprang han ellers direkte ned i pitten og råbte: “Hvad fuck laver I?”. Han nægtede at acceptere et stillestående publikum – og det virkede nogenlunde. Publikum gik kun amok i en kort stund og stoppede meget hurtigt med at slås. Det blev også kommenteret på fra forsangeren Frederik, “Jeg har set de laver moshpits til Taylor Swift koncerter. I er til metal koncert, det kan I godt gøre bedre”. Der kom flere moshpits efter den udtalelse og deres nummer “My Damnation” med CABAL fik sat ild under folk.

Vokalmæssigt var det super varieret, med både dybe og lyse harsh vokaler. Riffs’ene var hurtige og “stankface”-worthy breakdowns. Mikkel fra Archon dukkede også lige op og optrådte kort med dem. De sluttede af med en ny sang, “Soleil Noir”, som bød på tung lyd med elektroniske undertoner. Efter de var stoppet, startede en super generisk popsang. Jeg var super forvirret, men det tog mig kort tid at opfange, det var et lille komisk indspark fra deres side af. Sangen omhandlede bl.a. at man lige havde set Sansera live. Lidt sjovt, som fik mig til at grine.

Jeg blev ærligt talt lidt forelsket i Sansera og deres nordjyske charme, og vil glæde mig til deres næste koncert og fremtidige udgivelser.

Nothing Noble

Så var det Nothing Nobles tur. Jeg havde rykket mig til venstre side, lidt midt i rummet, og lagde mærke til at forsangeren gentog den nye standard: “Kom tættere på!” – og publikum begyndte faktisk at lytte.

De lagde ud med “Count Your Blessings”, energien var der fra start, og folk gik amok. Endelig. Jeg blev revet med i stemningen og kunne ikke lade vær med at headbange og bevæge kroppen. Det hele spillede, og bandets energi og tilstedeværelse kunne mærkes og smittede uden tvivl af på publikum.

Frontmanden Cornelius var god til crowd interaktioner, og fik publikum til at synge med på tracket “Damnation” som også havde Nikki Simmons med på scenen. Gæsteoptrædener manglede heller ikke til Nothing Noble, der fik selskab af Benjamin fra SPLIT og Frederik fra Sansera. Alle gæsteoptrædener hoppede på scenen under sidste sang og der var næsten ikke plads på den lille scene. Men det stoppede ingen fra at give den alt de havde.
Publikum leverede en wall of death til sidste sang, strobelys blinkede som en epileptisk discokugle, og folk begyndte at moshe helt af sig selv. 

Deres sæt føltes som kulminationen på alt det, de forrige bands havde forsøgt at bygge op. Jeg headbangede amok til sidst og kunne mærke, at publikum nu havde det varmt.

Henret

Sidste band på aftenen var Henret. Pitten var i gang allerede fra start, og forsangeren vidste præcis, hvad han ville have: “Mere cirkelspark, på forhånd tak!” Og publikum leverede.

Fra min plads oppe på trappen kunne jeg se folk smadre løs foran scenen. Horn og hænder var oppe hele tiden, der blev kaldt på wall of death, og crowdet delte sig. Det var fedt at se, især fordi publikum tidligere havde virket så… ja, tøvende. Det her var alt det, jeg savnede i starten af aftenen.

Tunge breakdowns og hurtige trommer bragede ud i rummet, og for en gangs skyld kunne jeg fra trappen mærke, at der var gang i den med horn og knytnæve i vejret. Musikalsk var Henret super dygtige og jeg var vældigt imponeret. 

RUST er et svært spillested, hvis man ikke står helt oppe foran. Lyset og lyden kan føles distanceret bagerst, men Henret formåede at trække os alle ind, også oppe fra trappen. De leverede et sæt, som satte et tungt og tilfredsstillende punktum for aftenen. Jeg gav den gas og blev godt og grundig svedig helt til sidst efter en lang og lummer aften på Nørrebro.