Alice Cooper

Vesterbro Rock Fest 2021 – del 2

-

Anmeldelse af: Vesterbro Rock Fest 2021. 17.-18. september 2021. Råhuset, Kbh.

Så var det blevet tid til anden halvleg mellem England og Danmark til Vesterbro Rock Fest 2021!

 

Foto: Anders Groos Mikkelsen

Jeg bruger selvfølgelig (fodbold)sammenligningen i indledningen mellem de to lande i kraft af, at førstedagen af Vesterbro Rock Fest – som du kan læse om HER – udgjorde bands fra henholdsvis vores egne landegrænser og så England.

Og det samme gjorde sig gældende denne andendag af den vesterbroske festival med rock som omdrejningspunkt, allerede da konferencieren Ole fra Vesterbro Rock Radio entrerede scenen for at præsentere første band på scenen:

 

Novastatus
Når man tænker på den mere afdæmpede start, man havde på førstedagen, så var det noget helt andet, som der ramte os her på andendagens start: Engelske Novastatus.

Her kan man allerede mærke fra start, at d’herrer har alle de rette elementer til at blive store, for deres rockmusik af den rykkende slags, man vil danse og have en fest til, lyder på en og samme tid originalt og genkendeligt, hvilket måske er opskriften til at lave noget dejligt larm, som der bliver memorabelt?

Der var i hvert fald allerede en fest fra start, hvor scenen dårligt kunne bære det fem mand store rockorkester, der var på pladsen.

Her havde man en karismatisk forsanger, der oser af rockstjerneattitude på den fede måde, som var han født til det, og musikken kan sagtens bære prædikatet til at være det nye store, om man oplever det live eller på plade – som jeg gjorde efterfølgende!

 

Roxy Jules
Til bemeldte forsanger fra førnævnte band nævnte jeg, at hvem end der der skulle optræde efter dem, så havde jeg ondt af dem med den energi og livenerve, som Novastatus præsenterede på scenen.

Men jeg tror ikke, det havde gjort noget til eller fra af den grund, for placeringen af danske Roxy Jules efter den just afsluttede eksplosionsudladning gav os desværre et lidt for indadvendt lydbillede og eksperimenterende lydunivers, hvor der ikke var megen interaktion med publikum, hvorfor lige hele festtempoet på sat på stand by.

Nuvel, havde det så bare været interessant med en (alt for) legende guitarist, der sprang en streng allerede inden, de skulle begynde, og en sangerinde med for lav en vokal, der udgør ensemblet i navnet, og et trommebackingtrack med semi-synth på, hvoraf det meste lød ens, så kunne det have været spændende at opleve.

Men nærværende, levende eller lokkende blev det aldrig for denne anmelder.

 

Kulk
Se, hvis det skal være støjende og eksperimenterende på den fede måde med to mennesker på scenen, så vandt englænderne tydeligvis den her runde, for engelske Kulk består af to medlemmer, hvor den ene er på trommer og synth, mens den anden vælter rundt med sin guitar.

Det her er støjrock med lange haler på sangene og en mur af støj mellem numrene, der helt upåklageligt flød over i hinanden. Man kan næsten kalde det laid back punk med aner af hardcore.

Dog var “problemet” så også her, at det nogle gange blev for indadvendt og manglede interaktion med folket, for jeg bemærkede flere publikummer, der – upåagtet af en given brandert – ikke kunne få sangene til at give mening rytmemæssigt til, hvornår de kunne skeje ud og svinge kroppen, thi da blev det lige for teknisk og langtrukkent.

Men det var markant bedre, end hvad vi lige havde været vidne til før da, så publikum var vundet over, og det samme var jeg.

 

Foon
Så var det blevet tid til en omgang dansk mere, og her havde vi at gøre med et gedigent rockband i nye klæder rent musisk, så der både er noget for dem, der kan lide deres klassiske tråd, men hvor der også bliver trukket veksler på mere nye performere.

Lyden blev hurtigt retvinklet, så man kunne nyde alle detaljerne, og her gjorde de intime rammer på det københavnske Råhuset, at skelnet mellem band og kunstnere blev udvisket, hvor alle – danske som engelske – folk havde en fest og sørgede for i fællesskab at tilskynde til den fest.

Specielt trommerne tog pusten fra folket, og de guitarer kunne da virkelig lire noget af sig, da de endelig var blevet sporet ind på sporet i mixet med de andre instrumenter.

Det her er et band, man skal holde øje med!

 

Odd Palace
Vi slutter i den danske afdeling og nok det, som der nærmer sig mest det, som vores kernelæsere kan lide: en god gang metal!

Og så skulle det blive med det københavnsbaseret Odd Palace, der både er velkendte metal, men også lidt prog, lidt djent, lidt metalcore og lidt… af det hele næsten.

Det kan for mange blive for meget af det gode, men det her band har formået at udvikle deres lyd, der sender tankerne i retning af de største mathcore-stjerner, hvor man stadig kan vise teknisk snilde og køre i (næsten) hvert sit spor for at mødes på midten til slut og ikke gå på kompromis med at lave “relativt” lyttevenlige sange.

Det lille ‘problem’ her er nok, at Odd Palace kan være for tunge til det mere rockorienterede publikum, mens mange puritanske metalhoveder ikke gider “alt det nymodens” med en trompet – for eksempel – i deres metal.

Og siden publikum her var kommet for en rockfest, blev det måske lige en kop te for meget, for jeg synes, som jeg vist også nævnte i går, at det tyndede ud i publikum undervejs i koncerten. Måske lokkede en bytur bare lidt mere i det genåbnede Danmark?

Man kan i hvert fald ikke tage noget fra bandet, der stadig kan spille sublimt sammen og give os både de mere afdæmpede sange, festsangene og de tekniske af slagsen, men det store brag af en fest udeblev, men det var mest grundet publikum.

 

Det ender dog med, at jeg tager hatten af for foretagende, Vesterbro Rock Fest, for der var udsolgt, og der var professionelt styr på det hele, og man blev altid behandlet godt – og ikke mindst trakteret med meget (ny og) spændende musik; så det er bestemt ikke sidste gang, jeg skal opleve Vesterbro Rock Fest.

 

Her får du nogle billeder af fotograf Anders Groos Mikkelsen fra andendagen af Vesterbro Rock Fest 2021:

 

 

REVIEW OVERVIEW

Novastatus
Roxy Jules
Kulk
Foon
Odd Palace

Share this article

Recent posts

Popular categories