Potpourri af det bedste fra Mono Goes Metal Festival, 2017-2022. Monorama, Åbyhøj.
Som optakt til årets metalfest hos øvelokaleforeningen samt spillestedet, der er elsket af store dele af den danske metalundergrund, Monorama, giver Metal A Day dig et sammenkog af de bedste koncertoplevelser, vi har oplevet på den aarhusianske festival.
Foto: Eva Sidelmann Stisen
Monorama og især den tilhørende festival Mono Goes Metal står denne anmelders hjerte meget nær, hvilket da også kan ses på de efterhånden gode håndfuld gange, jeg har frekventeret festivalen. Derfor falder det da også ganske naturligt, at dette sammenkog bliver sammensat af netop mig som anmelder og efterhånden fast inventar til festivalens løjer.
De gamle anmeldelser er med mere eller mindre selvtilfredshed blevet kigget igennem, og vi bringer her et udpluk af anmeldelser af de bands, som har imponeret denne anmelder mest igennem årene ude i den aarhusianske forstad Åbyhøj.
2017
Desværre havde vi ikke fotograf med i 2017, og der er derfor ingen billeder fra vores første år på festivalen.
Dag 1:
Hvis man følte sig lidt stivnakket under Five Dollar Justice, var der god mulighed for at få rystet stivheden væk under københavnske Sunless Dawns koncert. Bandet blev, lige inden de gik på, beskrevet for mig som værende ’’Danmarks svar på Opeth’’. Det giver altså nogle høje forventninger, når man bliver sat i bås med et så legendarisk band. Det skulle dog vise sig, at det ikke var helt forkert! Bandet lød ganske vist ikke som en kopi af Opeth, men der var bestemt elementer at spore i deres progressive dødsmetal, som kunne have været med i Opeth. Det var tilpas anderledes til, at man ikke fik følelsen af, at bandet bare var endnu et ’’kopi-band’’ (Læs: kopi, ikke cover).
Koncerten var mildest talt imponerende! Jeg forstår virkelig godt, hvorfor dette band endte i finalen til Wacken Open Air Metal Battle. Bandet spiller ekstremt tight, havde en virkelig fed lyd og en scenegejst, der matchede den ellers meget omfavnende musik. Man kunne virkelig mærke, at man havde at gøre med nogle ekstremt dygtige musikere, hvilket også betød, at der kom noget mere gang i det århusianske publikum.
Lydspektret i musikken var bredt og lækkert. Det var forfriskende med noget dødsmetal, hvor der ikke bare blev spillet en masse fordummende riffs, imens der bliver growlet og pigsquealet. Dette er helt klart et band, som jeg kommer til at skulle opleve igen, da de var en dejlig overraskelse live.
Dag 2:
Fra smadret grind tilbage til black metal. Skogen var det første af i alt to udenlandske bands, som Mono Goes Metal havde formået at få hyret til dette års festival. Jeg kendte personligt absolut intet til dette band i forvejen og vidste derfor overhovedet ikke, hvad der kunne forventes af deres koncert ude på Monorama. Det skulle dog vise sig, at Skogen var en positiv overraskelse! Der var godt med knald på og en virkelig punket attitude, især fra forsanger og bassist, Joakim Svensson. Der blev satme smækket løs på den bas, hvilket også betød, at præcision ikke var en del af Skogens lydudtryk.
Der blev buldret og braget løs, som var vi nået til dommedag. Dette ødelagde lidt helhedsbilledet af musikken, men samtidig virkede det bare som en så integreret del af deres liveperformance, at det i stedet for at være ødelæggende endte med at være lidt sejt. Det er ikke ofte, man får lov til at opleve et black metal-band der har en energi showmæssigt, som Skogen fremviste på Monorama.
Det kunne i øvrigt også mærkes, at en meget stor del af lørdagens publikum var kommet for at se netop Skogen. Der blev rystet rigeligt med garn og kaster masser af horn i bandets retning. Modsat Afsky, var Skogen meget udadvendte og henvendte sig ofte til deres publikum.
Skogen er helt klart et band som skal tjekkes mere ud på min front, det bevidste de på Monorama!
2018
Dette år havde vi stadig ikke en rigtig fotograf med i Monorama, hvilket betyder, at billederne fra dette år er af tvivlsom mobilkvalitet.
Dag 1:
Første lokale band på scenen skulle være punk/hardcore mændene fra Smertegrænsens Toldere. Jeg havde forud for koncerten hørt en del godt om bandets musik og i særdeleshed deres liveshows, der skulle være enormt imponerende og med store bevægelser og hård puls. Derfor var mine forventninger til koncerten på forhånd sat ganske højt. Punk fungerer altså bare bedst live, så spørgsmålet, jeg stod med, inden showet var, om der virkelig var grobund for hypen.
Det skulle det hurtigt vise sig, at der var. Smertegrænsens Toldere havde fra start til slut nærmest slet ikke tid til at flytte fingrene fra gribebrættet. Der var fuldt fart over feltet, og det energiske band havde en fremragende punket in-your-face attitude, der helt klart også smittede af på særligt det forreste publikum. Dette virkede blot til at give bandet ekstra blod på tanden til at forsøge at fange det resterende publikum. Desværre lykkedes dette ikke helt, og festen forblev derfor en fornøjelse for det publikum, som havde bevæget sig helt op foran scenen.
Bandets lyd var en umiddelbar forbedring af, hvad der var tidligere. Dette var umiddelbart den første koncert, hvor guitaren lod til at skære nogenlunde igennem, hvilket var kærkomment, særligt med musik, som er så afhængige af hurtige og skarpe guitarriffs.
Smertegrænsens Toldere nåede dog aldrig helt op og indfri de forventninger, som jeg havde fået sat inden koncerten. Det sagt, så leverede de stadig en glimrende punkkoncert, sådan som de bør leveres til en metalfestival. De skal uden den mindste tvivl fanges igen!
Dag 2:
Dagen startede ud med intet mindre end dagens største overraskelse. Knap var man ankommet til Monorama, førend at en kammerat forklarede, at det første band bestod af to purunge knejter fra Norge, som spiller stoner-metal. Den ældste har maks været femten år, og de havde allerede åbnet for Napalm Death. Efter en sådan fortælling bliver man af naturlige årsager nysgerrig.
Bandet slog det tunge sejl ud, og så var der ellers dømt langsom stoner af en yderst høj kaliber. Størstedelen af musikken var instrumental, hvilket kan være farligt, særligt, når man nu kun består af en guitarist og en trommeslager. Heldigvis havde guitaristen, Simen Jakobsen, tilsyneladende fuldstændig styr på sin guitarlyd. Af hvad, jeg kunne se og gætte mig til, benyttede han sig af intet mindre end tre forstærkere, hvor den ene af dem var en basforstærker. Sjældent har jeg hørt så solid og badass en guitarlyd fra en enkelt guitarist. Det var sgu gennemført! Når man så blander den fede guitarlyd med nogle bundsolide riffs, er det altså svært at gå galt i byen, og bundsolide, det var langt størstedelen af de riffs, Golden Core præsenterede!
Overraskende nok, efter de første par numre, viste det sig, at trommeslageren, Johannes Thor Sandal, havde et talent for at brøle, imedens han spillede trommer. Det er altid sjovt med de bands, der har en tøndetæsker, der også brøler, som f.eks. Absu og Code Orange. Sandal havde en yderst speciel stemme, en vokaltype, som jeg ikke umiddelbart kunne genkende at have hørt andre steder. Uanset hvad, så passede den super godt ind i forhold til bandet og deres musik, og hjalp på at gøre det unikt.
Performancemæssigt kan man godt mærke, at de herlige gutter fra Norge stadig er en kende grønne. Det er også svært at fylde en scene totalt ud som to medlemmer, særligt, når der kun er en, som reelt set kan bevæge sig rundt på scenen. Derfor var det ganske naturligt, at koncerten ikke var med verdens største armbevægelser og eksplosiv energi. Til gengæld kunne man se, at de begge levede sig totalt ind i musikken.
Golden Core drengene leverede en formidabel og ekstremt overraskende koncert. At starte så solidt ud var en sand fornøjelse til Mono Goes Metal dag to!
2019
Dette år fløj jeg atter engang solo, og billedudvalget er derfor både småt og desværre også i knap så høj kvalitet.
Dag: 1
Efter en kort pause, hvor der bliver hentet forfriskninger hos det evigt vidunderlige barpersonale hos Monorama, er det blevet tid til noget helt andet!
Pectora fra Roskilde går nemlig på scenen, og der er fra starten dømt et old school miks imellem Power Metal, Heavy Metal og generelt bare svedig rock. Du ved, den, der virkelig kan få sveden til at dryppe i lange baner.
Pectora har fuld fart på deres liveshow, hvor særligt guitaristen Morten Nielsen har krudt i røven – han står nærmest ikke stille et øjeblik og formår da også midt i sættet at stå oven på stortrommen og spille. Resten af bandet følger heldigvis godt trop, hvor både bassisten, Laurids Møller, kommer godt rundt på scenen, og guitaristen Søren Weiss får leveret nogle fede riffs og godt med sving af garnet. Der er virkelig god energi i sceneshowet.
Vokalen er ovre i noget power-metal-agtigt, uden at den nogensinde når op og bliver irriterende ren og højfrekvent. Jeg er personligt ikke synderligt til den klassiske power-metal-vokal, så Kenneth Jakobsens vokal passer godt til mit temperament.
Lyden er meget forbedret siden Chatorian koncerten tidligere, og man kan høre et detaljerigt spil, hvor der bliver liret nogle ganske svedige soli af. Under et nummer formår trommeslageren at tabe en trommestik, men slipper forbavsende godt fra det. Jeg tvivler på, at ret mange hos publikum egentlig lagde mærke til dette.
Pectora imponerer i høj grad med deres super energiske show, samt musik der er fed og dejlig stram i sammenspillet. En kærlig overraskelse fra Roskilde, som jeg i den grad skal opleve igen!
Dag 2:
Vi fortsætter med mere dødsmetal.
Da Deadnate indtager scenen, står jeg udenfor og får en lækker døds-hotdog (i dag er alt lidt ‘døds’!), da jeg får at vide, at det næste band SKAL jeg altså bare se. Jeg kommer hurtigt ind til scenen, hvor jeg mildest talt bliver blæst bagover af bandet Deadnate. Hold da kæft, de drenge kan noget, der rammer helt rigtigt!
Deadnate formår at lave en solid omgang teknisk dødsmetal. Der er Gojira-lydende tappingstykker, men alligevel med et ofte højere teknisk niveau, end det der ofte findes ved Gojira. Sammenligningen med franskmændene er der, på trods af at Deadnate ikke går dem direkte i bedene. Dette er ganske forfriskende, da det altid er lidt kedeligt, når bands blatant forsøger at lyde som nogle andre. Denne fælde formår Deadnate på fornem vis at gå udenom.
Bandet har desuden en rigtigt fed fremtoning live, hvor de virkelig formår at nå ud til publikummet. Særligt sejt er det altså, når alle tre strenginstrumentalister står side om side og tapper løs, imens trommerne buldrer derudaf.
Ligeledes er lyden fremragende under Deadnate. Vi kunne måske godt have brugt lidt mere bas, særligt fordi bassen rent faktisk er ganske legende i dette band.
Deadnate leverer en helt igennem fed koncert, der virkelig viser, at den danske ungdom helt klart har et stærkt potentiale til at kunne komme frem med ny og spændende dødsmetal.
2020
Her var jeg af uransagelige årsager ikke med til festivalen. Hvad der kom i vejen aner jeg ikke, men det må have været vigtigt. Til gengæld var vores fotograf Amanda Gaarsdal på pletten med sit kamera på anden dagen, hvorfor i da også kan nyde hendes galleri herfra. Billedet ovenover er fra Rot Aways koncert på årets festival.
2021
Dette år blev første år hvor vores fotograf Amanda Gaarsdal og jeg fik muligheden for at arbejde sammen på festivalen, hvilket både affødte bedre billeder, og større overskud til at fokusere på hvad der er vigtigt for mit vedkommende: musikken! Dette år blæste særligt et band mig bagover. Derudover blev denne festival det første rigtige skud musik efter længere tids nedlukninger og restriktioner grundet Covid-19. Festivalen var derfor en længe ventet forløsning for mange af de deltagende.
Dag 1:
Dette viser sig hurtigt som værende aftenens helt store overraskelse! Jeg har aldrig før hørt om Heave Blood & Die, så jeg aner slet ikke, hvad jeg skal forvente. Faktum er, at jeg slet ikke får, hvad jeg på nogen som helst måde havde forventet.
Heave Blood & Die spiller super tung gang post metal/punk, og det rammer altså helt perfekt i aftenens program til Mono Goes Metal. Bandet ser meget overbevisende åbenlyst kiksede ud, og det virker på en eller anden bizar måde for dem med det mærkelige og i høj grad iøjefaldende look, som de har kørende på scenen. Lige så bevidst kiksede bandet ser ud, ligeså stærkt står deres musik her til aften, der i meget høj grad tvinger publikum til at forholde sig til den, med den symbiose af tung bas, støjende guitarer, og en vred og alligevel kontrolleret vokal. Er du tilstede i rummet, er der formentlig ikke meget overskud til lige at skulle have en sludder med sidemanden til lige denne koncert.
Musikken er til tider nærmest tranceskabende i sin enkelthed og repetitive form. Det er meget gentagelsespræget musik, og man skal lade sig falde hen til musikken. Det er heldigvis ikke ret svært med Heave Blood & Die, der virkelig får musikken til at svinge i et virvar af seje gentagende riffs, lækre basgange og interessant brug af synth. Lyden spiller ligeledes fint til denne koncert, hvor alt skal være lidt smadret. Synthen er ganske vist ikke så skarp i lydbilledet, som den kunne være, men det fungerer alligevel glimrende her til aften. Generelt klinger de forskellige instrumenter rigtigt flot sammen på den mere smadrede og kaotiske, men alligevel kontrollerede måde.
Bandet virker enormt velsammenspillet og formår at fange publikummet godt med deres mærkværdige stil, interessante og tunge musik og gode performance. Hvor publikum formår at falde ind i det musikalske univers, helt uden at der skal bruges så meget tid på normal henvendelse og tale til publikum. Heave Blood & Die formår altså at levere noget ud over det sædvanlige til dette års Mono Goes Metal. Det er i hvert fald et navn, jeg vil begynde at holde øje med.
Desværre formår jeg at gå glip af aftenens sidste levende billede på scenen i et virvar af mangel på føde, nogle gode samtaler over en genstand eller to. Det danske folkmetalband Vansind har jeg altså derfor desværre til gode at få fanget ordentligt en anden god gang.
Dag 2
Efter en kort pause, hvor der lige er tid til at genopfriske ens drink samt sludre med nogle af alle de velkendte ansigter, er det blevet tid til en svingom med noget episk doom metal.
Altar Of Oblivion går selvsikkert på scenen og leverer en velspillet og stramt sammensat koncert, hvor tyngden og melodierne virkelig får lov til at stå i fokus. Det er tydeligt, at bandet er vellidte i Aarhus-egnen, hvor publikumsfremmødet mildest talt er imponerende. Vi er tæt på at få fyldt salen helt op under netop Altar Of Oblivions koncert; en ting, som ingen andre end Avarice har kunne formå i løbet af aftenen.
Lyden er muligvis den bedste, vi har haft hele dagen, hvor alle instrumenter står skarpt, og vokalen får fin plads i lydbilledet til at bruse ud over det fremmødte publikum. Publikum kvitterer med en blanding af anerkendende nik og headbanging, der går efter den store guldmedalje.
Særligt stramt står guitarerne og trommerne under Altar Of Oblivions koncert. Guitaren leverer fede og tunge riffs samt smukke melodier på stribe, og trommerne er tight og ikke mindst legende. Der bliver tydeligvis gået til stålet, selv når der sidst i sættet bliver hevet en lapsteel guitar frem til noget slide; en ting, der faktisk fungerer noget bedre, end man lige skulle regne med til doom. Vokalen er fed, men er sgu desværre ikke altid helt skarp på tonerne og ligger altså ind imellem lidt skævt, hvor man havde kunne foretrække, at det var mere skønt lidt i stil med meget af det som svenske, Candlemass har leveret. Vokalen er på ingen måde skidt, faktisk, tværtimod, men den sidder sgu ikke altid helt lige i skabet her til aften.
Altar Of Oblivion viser, at de ikke på ingen måde er et nyt band. Deres sammenspil fungerer upåklageligt, og de formår at komme godt rundt og udover scenen. Store dele af aftenens publikum virker til tider som tryllebundet, og særligt forsanger, Mik Mentor, spiller godt op til publikum.
Altar Of Oblivion leverer altså en glimrende koncert med masser af energi, fede riffs og gode melodier. Der er blevet gået til stålet, og publikum har altså fået en velspillet og veludført oplevelse med hjem i kufferten, småfejl til trods.
2022
Dette år startede festivalen et nyt tiltag, som skulle vise sig at være ganske velfungerende. Man ændrede det vante to-dages format til en mere komprimeret og intenst en-dagsfestival. Dette år var der dog særligt et band (lokalt endda) som fejede benene væk under mig.
Efter en lille pause fra manden med leen, hvor vi i stedet tog en tur ud for at ryge joints og få stjålet lige det tæppe, der bandt stuen sammen, skal vi en tur tilbage over Styx i selskab med Charon. Andreas Truelsen er tilbage på scenen nu med sit eget orkester, og, for satan, hvor skal der bare gives gas igen.
Det her har aftenens publikum tydeligvis set frem til, for nu starter den helt store metalfest med for vilde energiudladninger og et humør, der sjældent er set magen til særligt til de her mindre koncerter. At være med til Plaguemace her til aften nærmer sig de videoer, man ind imellem støder på af metal- og punkkoncerter fra 90erne. Der er nærmest konsekvent crowdsurfing i gang, folk der hopper på scenen og ud igen foruden moshen og masser af headbanging.
Bandet spiller fyrsteligt, og der bliver virkelig gået til stålet. Plaguemace er helt tydeligt vanvittigt dygtige til lige præcis det, de gør, og det har publikum åbenlyst glædet sig afsindigt meget til. Festen tiltager igennem koncerten, og Truelsens selv kommer også ud at crowdsurfe. Stemningen er helt oppe på kogepunktet, og Plaguemace holder temperaturen deroppe nærmest konsekvent, hvilket mildest talt er imponerende. Slinger i valsen? Det lader ikke til at være noget, drengene her gør sig i.
I stedet leverer Plaguemace en koncert af enormt høj kaliber med et stærkt pondus, som virkelig får sat fut under kedlerne. Bandet spiller fremragende og med et overskud, der kun er få forundt. En lækker opvisning i rigtigt fed dødsmetal.
Mono Goes Metal er altid garant for en på opleveren. Man har hvert år hvor undertegnede har været afsted, fået noget som man ikke bare lige kunne opleve et andet sted. De år jeg har været afsted har der som regel været et for mit vedkommende ukendt band der har formået at sætte sig. Mono Goes Metal Festival har nogle fremragende bookere, og det har de alle dage haft. Der bliver booket lidt af hvert, og også gerne noget der er lidt mere niche. Foruden de gode bookinger så har omgivelserne en glimrende charme og festivalen så absolut et enormt venligt og dygtigt personale, som er med til at gøre Mono Goes Metal til en fremragende oplevelse. Hvert år! Jeg glæder mig også til at skulle afsted i år, når festivalen går af stepperne på bagerens fødselsdag d. 11/11.
