Vi var en tur i Åll’ern – og det var fee’ \,,/
Når man besøger Nordjyllands metalfestival for første gang…
Det var med lige dele spænding og forventning, at jeg havde tilladt mig selv at begive mig mod den del af Jylland, som i min sjællandske opfattelse er befolket af indfødte, der sjældent bevæger sig indefor den moralsk forsvarlige del af skalaen – specielt ikke i det tunge favør med musikken.
Den forudanelse skulle vise sig at holde stik med lige del hjertevarme, anarki og øde gader…
DAG 1 (eller to, forklaring følger)
På bagsædet af en personbil med fotografen forankret på passagersædet bredte sig allerede det første skuldertræk ved den vanlige sangtekst: “Hvor skal vi sove i nat?” Nå, den tid, den bekymring, lad os bevæge os langt væk fra lands lov og ret mod postnummer 9000.
Den sidste tobak blev blæst iblandt gruppens medlemmer foran Studenterhuset i Aalborg, hvor Aalborg Metal Festival, eller blot “Amf” i folkemunde (ikke at forveksle med en håndfuld narkotika) har haft sin gang i en årrække. Dette skulle blive første visit for undertegnede. Alt for sent i en fremskreden alder – og så endda også for sent dagsmæssigt.
Se, fjollede ting som skole og arbejde gjorde, at vi først befandt os på Studenterhusets gulve om fredagen, hvor udfoldelserne allerede havde fundet sted om torsdagen med svenske PAIN som hovednavn og afrunder den dag. Forsangeren var vist blevet lidt gnaven over en bestemt grøntsag, men mere om det senere.
Det er således den indviklede forklaring på, hvorfor første servering for denne anmelder NOGENSINDE på Amf blev:
Iniquity
De danske legender er en institution i sig selv, hvis Illdisposed bliver betragtet som legender (også mere om dem senere, for resten).
De har haft deres gang på denne jord siden det år, jeg blev født, og nyder ære og respekt for deres virke gennem tiden, og det ganske forståeligt, når man ser deres tekniske snilde med deres death metal på scenen. De kunne deres kram uden besvær.
Men publikum virkede tømmermændsramte og skulle liiiiige vågne op til dåd, og der var en salve dødsmetal fra fronteliten åbenbart ikke stærk medicin nok. Men bandet gav den gas!
Efter et gladeligt visit i baren med lige dele begejstring over de særdeles fordelagtige priser (læser I med, VEGA?), så entrerede jeg atter det tilstødende lokale for at beundre – håbede jeg – nogle fremadstormende helte i:
Revocation
Lige siden jeg så en gedigen click bait-titel over disse amerikanere, som viste sig at holde stik med foreskrivelse om noget übert, så havde jeg set frem til at opleve disse tekniske dødsmetallere på en scene.
Og jeg blev ikke skuffet – Eller, jo, over en enkelt ting, og det var på ingen måde bandets skønne indlevelse i deres sange, der kunne minde om en kombination af The Black Dahlia Murder og Obituary, men ganske enkelt, at vi kun blev trakteret med sølle 30 minutter for et band, hvis sange ofte er jævnt over de fem minutter i længde.
Hvilken skam, men jeg var glad for den lille dosis, jeg dog nåede at opleve.
Hurtigt var jeg dog på pletten igen efter et lynvisit i baren, for hvis der var et band, jeg var blevet ok begejstret for ved gennemlytningen af programmet derhjemme, så var det:
Obscura
Atter i den tekniske dødsmetal-afdeling, men her skulle vi blot syd for grænsen og ikke over Atlanten.
I Tyskland laver de nemlig kvalitetsmetal (for det meste), og Obscura er ingen undtagelse. Her var både underliggende symfoniske elementer, subtile melodilinjer og en vokal, der formåede at bevæge sig på hele spektret. Det vidner mit – på allerede daværende tidspunkt efterhånden sparsomt påskrevet – notespapir om.
Og at folk var ved at vågne mere op foran scenen. Kvart over otte om aftenen efter to omgange dødsmetal er åbenbart mindst det, der skal til for at vække de lokale og tilrejsende.
Nu synes jeg dog langt fra, at jeg havde fået nok fee’ døe, så jeg satte mig da for for tredje i indeværende år at opleve:
Illdisposed
Som nævnt, har jeg set dem tidligere og før da i dette år, men på trods af, at jeg havde indfundet mig på forreste planket med en bajer i favnen, så kunne jeg relativt hurtigt konstatere, at det her nok – med et fint jysk udtryk – ville blive den mest trælse omgang med dødsknejtene fra Aarhus.
Der manglede ganske enkelt nerve, intensitet eller simpelthen procenter i blodårene, som Bo Summer vrælede om fra scenekanten, så “klassikere” som “Weak is Your God”, “Submit” og “Dark” manglede ligesom det sidste.
Og angående setlisten? For – uden tvivl – at citere en del anmelderkollegaer gennem tiden: Er det ikke snart på tide at ryste posen lidt?
Så var det ligesom blevet tid til hovednavnet, canadiske Annihilator, men eftersom vi allerede havde en anmelder på pletten dagen i forvejen i Pumpehuset, valgte fotografen, undertegnede og følge at undersøge det ålborgensiske natteliv nærmere i stedet efter billederne var kommet i kassen.
Du kan derfor fornøje dig med den anmeldelse HER.
Dag 2 (3)
Efter en … interessant køretur mod Hjørring, der nærmest gav mig højdeskræk af at være så langt oppe i Jylland, og en velfortjent nats søvn hos nye bekendtskabter, gik turen sydover(!) mod Aalborg for atter at få lidt metal i blodet.
Men noget andet skulle også i blodet først.
Bartenderen i Studenterhuset forsøgte med noget chili-likør vædet op med cola. Den trak børster ud. Selvom en vis lokal personlighed mente, at snaps ville være bedre stillet for mig, så blev den dog fravalgt/glemt i skyndingen.
Men min underlig oprørte tingest i hånden banede jeg mig vej mod scenekanten igen, da der var dansk “morgenmad” på menuen (Ja, der blev igen misset lidt live-musik på dagen, men turen var lang, vi sov længe og *INDSÆT SELV DÅRLIG UNDSKYLDING HER*) i form af:
ORM
Af asken fra bandet By the Patient opstod simpelthen “A long, boneless, flesh eating beast”, som de selv beskriver på deres facebook-side.
Jeg fangede først rigtigt beskrivelsen, da jeg med selvskabt surt opstød overværede bandet uden ét eneste ytret ord bevæge sig ud på scenen. For den beskrivelse er – positivt set – en rammende beskrivelse af det soniske angreb, med lige dele black metal-insisteren og doom metal-attituden, som ORM for mig var lige dér.
Jeg var tryllebundet, måske en anelse hypnotiseret endda, over at opleve ORMens altomsluttende ædegilde af sanseindtryk. Jeg er fan, og glæder mig til næste gang.
Týr
Åh, skal vi ikke bare parkere den tilsyneladende uendelige diskussion om, hvad en færing laver i sin fritid?
Dog skal det selvfølgelig nævnes, at aftenens meget omtalte indslag blev mødt med et så bragende bifald, da de selv kommenterede sagen, at forsangeren måtte henstille til, at vi holdt vores kæft, så bandet kunne komme videre med deres folkemetal-fest.
Ja, bandet siger skutte mig så meget, men publikum var glade, jeg havde lidt procenter i kroppen og… så landede der nogle gulerødder på scenen(?)
Der var fra morgenstunden blev indført den hidtil eneste – så vidt jeg er orienteret – porre-politik til et koncertarrangement nogensinde, da man de andre dage havde oplevet, at nævnte grøntsag havde indfundet sig blandt publikum og fundet vej op på scenen derfra.
Den politik havde så lidt den modsatte effekt hos de uvorne nordjyder, da gulerødder nu blev det foretrukne kasteskyts, som åbenbart var nemmere at skjule for vagterne end den lange grønne porre.
ABBATH
Den norske udløb fra Immortal skulle lukke og sætte ild til scenen som det sidste band på Aalborg Metal Festival 2016.
Og for satan, hvor er det befriende med en indsjæl, der samtidig kan sit musiske kram og mener det seriøst, men ikke tager sig selv så højtideligt. De sjove anekdoter og udtale(lser) fra scenekanten var fremragende.
Som Devin Townsend fra Strapping Young Lad også en gang påpegede, så skal man sgu besidde lidt selvironi, når man spiller “dyster” metal.
Men misforstå mig ej, Abbath som band og scene-persona var fremragende fra start til slut, specielt med levn fra Immortal-tiden live.
Vandren videre i den relativ tomme by for et par semi-kjøwenhavner øjne at beskue en lørdag nat, videre mod junkfood og så sætte kursen over både det lille og store bælte.
Vi takker og glæder os til næste gang!
Sæt lidt Abbath/Immortal på anlægget og nyd vores smukke rulletekster i form af disse skud fra vores fotograf Marika Hyldmar:
