Reportage fra: Nordic Noise 2018. H9, København. Dag 2.
Andendagen af Nordic Noise var en sjat bedre end dag et, men der var plads til forbedringer…
… eller måske var der ikke? Man kan diskutere kundesegment, tidspunktet af året, variation af musikken og solens position på himlen fra nu til metallens dommedag, men som jeg har været inde på i reportagen fra dag et af Nordic Noise 2018, som det kan anbefales at læse, før man læsere videre her, så bygger min reportage på musikkens indtryk på mig, og hvad udvalgte fremmødte mente om arrangementet.
Derfor påfalder der ikke en punktlig karakter af hvert band i denne reportage, da alle bands som udgangspunkt spillede godt. Der var enkelte problemer i mixet hist og pist, uheldige udfald og småfejl, men ikke noget, der lander på en dumpekarakter.
Men lad os da som ved fredagens arrangement gennemgå de enkelte artister fra dagen, deres gøren og laden og musiske indtryk, de efterlod.
Da man havde fået smidt den værste søvn ud af øjnene og var genoplivet fra dagen i forvejen, bød “morgenmaden” på daggammel thrash metal i dansk version fra PECTORA.
Men daggammel skal slet ikke forstås negativt, da vi tidligere har rost bandet for – når de ikke har problemer med vokalen – at indtænke thrash metallens gamle tendenser i en nyere fortolkning, der knivskarpt balancerer mellem at hylde gamle guder og skue fremad.
Det var også præcist dette, man fik serveret på andendagen af Nordic Noise 2018: God start på dagen og ferm indlevelse fra relativt unge drenge, der stadig virker legesyge og virile modsat andre heste, eller burde man sige øg, i manegen over disse to dage.
Dog var det ikke et hengemt ådsel af en halvdød hest, vi fik præsenteret som det næste band på scenen. Det var faktisk en kærkommen overraskelse, for trods (endnu) et aldrende CV, så var svenske TRANSPORT LEAGUE ikke skåret efter den sædvanlige hard rock-skabelon med samlebånds formel.
Bandet formåede at blande groovy elementer med boogie-tendenser (nej, du skal ikke tænke Volbeat-agtigt), som var nok til, at man var tryllebundet af bandets performance fra start til slut, for deres sange var til at skelne fra hinanden, og selvom de manglede pondus blev det andendagens positive overraskelse for mit vedkommende.
Og så skulle vi – allerede – til dagens højdepunkt klokken kvart i otte, da herlige JUNKYARD DRIVE indtog scenen, og “indtog” er netop kodeordet, for de erobrede scenen, som de gjorde mere sikkert, end hvis man forventer et “amen” i en vestjysk indremissions kirke.
Ja, jeg kender dem personligt, ja, der findes bedre bands derude, men som jeg ærligt sagde til dem efterfølgende: “Det er pisse-irriterende at anmelde jer, for man kan ikke sammenligne jer med en dårlig performance. I har ALDRIG en dårlig dag på kontoret!”.
Drengene har kun videreudviklet deres power performances, og man HAR set duel-guitarsoli og -jams blandt publikum og forsanger Kristians drengede smil fra kanten mange gange før, men de gør det SÅ gennemført og indlevende, at jeg ikke fatter, de endnu ikke har indtaget større spillesteder.
Jeg har på én vis ikke lyst til at stoppe min ros her, men aftenen havde allerede peaket for mit vedkommende, for efterfølgende svenske PORTRAIT var, som fotografen så fint pointerede det: “Gammel heavy, hvor noget næsten lød falsk. Det var ‘gammel power’, hvor man skulle kende numrene for at høre forskel”.
Det understreger mig pointe med, at over én kam spillede alle bands på dette års festival godt, men når man skuede udover publikums og bandenes gennemsnitsalder, så følte jeg mig virkelig ung, og det er en håndfuld år siden, jeg sidst gjorde det.
Nu kan man af gode grunde ikke gøre for sin alder, og publikum skal have en stor klapsalve for deres energi-niveau hele festivalen igennem, og det segment er uden tvivl mere købestærke end andre SU-ramte personer.
Min konklusion er blot en undren over, at man har midler, remedier, et fantastisk venue og seje frivillige kræfter til at stable en festival på benene med gedigen PR, og så – ja, nu siger jeg det direkte – spilder man det på afdankede bands, når man kunne bruge scenepladsen- og tiden på at fremhæve fremadstormende kræfter og diversiteten i dansk og udenlandsk rock- og metal.
Som bekendt er dette blot en anmelders mening, og jeg snakkede ikke med alle personer derude, og Nordic Noise skal – atter – have cadeau for at spørge DIG, hvad du vil se til NÆSTE ÅR.
Så hvis du deler min opfattelse, så lad os sammen gøre næste års Nordic Noise til en opvisning i forskellighed og mere levende kræfter på en scene!
Jeg håber så, jeg får lov til at komme med…
(NB: Årsagen til, at DREAM EVIL ikke nævnes sammen MAIDEN AALBORG, er den årsag, at jeg lovede myndighederne at passe på en person, til de rette instanser dukkede op, så jeg kunne ikke opleve disse bands.
Førstnævnte skulle fra forskellige kilder have været alt lige fra kedelige til at præstere en stjerneopvisning – sidstnævnte har uden tvivl skabt den bedste afterparty.)
Nyd et galleri fra dag to af Nordic Noise 2018 fra Guillaume Blanjean HER:
