Anmeldelse af Nickelback, Jyske Bank Boxen, 08. september 2016

Hadet eller elsket, canadierne i Nickelback forstår at holde en rockfest for alle – der gider lægge deres fordomme til side

Jeg mener personligt, at et af dette års bedste albums er Nails’ “You Will Never Be One of Us”. En af mine bedste koncertoplevelser var med Protest the Hero i VoxHall for et par år siden, og i min daglige spilleliste er der altid et stykke med Kataklysm.

For de uindviede kan jeg blot sige, at ovennævnte bands nok meeeeget sjældent bliver spillet på P3, men jeg ville personligt glæde mig lige så meget til en koncert med disse bands, som jeg havde set frem til aftenens koncert med nogle af mine barndomshelte:

Nickelback!

Jeg skrålede med på første nummer “Edge of Revolution” og hoppede i takt til forsanger Chad Kroegers kommandoer. Jeg kan ikke undsige mig at have knebet en lille tåre til klassikeren “Too Bad”, der har en personlig historie for mig i mit personlige bagkatalog.

Jeg var lige så ivrig en fan, da bandet spurgte os publikum, om vi helst ville have “If Today Was Your Last Day” (ikke spillet live i tre år) eller “Hero”. HELDIGVIS valgte Nickelback at traktere os med begge to.

Og mine lunger forsøger stadig at finde luft efter den uundgåelige “How You Remind Me”, jeg sang med på, som gjaldt det livet.

Og bandets adressering til de fremmødte – der blandt andet inkluderede en fyr, der friede til sin kæreste – gennem koncerten virkede lige så knivskarpe som lyden, der var markant bedre end til koncerten med Iron Maiden tilbage i juni.

“Nå, det var vel et godt nostalgitrip og en herlige engangsforestilling for dig, ik?”, tænker du måske.

Nej? Jeg havde LÆNGE glædet mig til at se bandet live, og jeg tjekker dem ALTID ud, når der er nyt fra dem. De leverer et godt rockshow, sangene er ikke episke kompositioner eller tekniske udfordringer for fx jazz-entusiaster – men gør det dem til dårlige(re) musikere?

Ikke i min bog.

Deres sange er skåret efter en popskabelon, de er et verdensomspændende pop/rock-fænomen, der med en veltilrettelagt PR-maskine i ryggen lever lukrativt på den gennemsnitlige mainstream-lytter – Og hvad så?

Jeg tror, at mange bands ville ofre meget for at nå den status med deres egen personlige lyd. Og jeg har en forestilling om, at der findes andre derude som mig, der blandt andet kan bruge Nickelback som et gateway-drug ind i metallens verden.

Det er altså ikke så farligt at nå ud til den brede masse med sange, der er på nippet til at være mere pop end rock. Nogle tunge danske bands har forsøgt sig via de store mediers vej, men bliver mødt med hug for det hos dem, der burde være deres “bagland”, og bliver derfor nødt til at trække på støtten fra udlandet, når vi er så snæversynet herhjemme.

Hov, det var vist lidt personlig sur galde. Pointen er: Nickelback var geniale, og jeg glæder mig allerede til næste gang, de lægger karavanen forbi vores afdeling af verden.

Ja, bandet holdt hårdt, for de fyrede den for hårdt af \,,/