Næste stop: Syndens by

Anmeldelse af Grumpynators “City of Sin”, Mighty Music 2017

Grumpynators tager dig med til ”City of Sin”. Byen hvor sprut, damer og løgne flyder i gaderne – og det er der kommet et utroligt fængende album ud af.

Tillad mig at starte med at skrue tiden lidt tilbage. Det er nemlig så småt ved at være to år siden, at Grumpynators udgav deres debutalbum, “Wonderland”. Det var en plade, som bød på en masse energi og gejst til at bringe den gamle genre rockabilly tilbage anno 2015. I denne sammenhæng bliver genren dog kaldt motorbilly og er en stærk blanding af de musikalske dyder fra rockabilly og et ordentligt skud hård rock. Men debutpladen fangede mig aldrig rigtig. Manglen på musikalsk kreativitet gjorde, at albummet hurtigt røg i glemmebogen.

Men nu er bandet ude med en opfølger, som har fået titlen “City of Sin”, og den svære toer er i den grad lykkedes for bandet.

Man kan fristes til at tro, at “City of Sin” er en by, som bandet flittigt har besøgt for at finde inspiration til denne plade. Emner om sprut, damer, løgne og berømmelse bliver bragt på banen, og de passer fint ind til bandets motorbilly-univers. Bandet har været mere arbejdsomme på deres tekster, og musikalsk har de lagt mindre vægt på Jakob Øelunds kontrabas. Men han får dog stadig lov til at vise, hvad han kan på udvalgte numre, og andet ville også være forkert, da kontrabassen er et specielt instrument i sammenhæng med hård rock. “City of Sin” er derfor et mere spændende bekendtskab, og den musikalske nerve er i den grad på rette spor.

“Tears of Whiskey” er det første nummer på pladen. Det er et nummer, som bærer en tydelig inspiration af Motörhead. Samme fandenivoldske Rock N roll, der får ørerne til at bløde, og selv forsanger Emil Øelunds eksekvering af ordene har en snært af Lemmys karismatiske stemme. Albummet byder også på  catchy tekster og fængende melodier som, f.eks. på førstesinglen “Take the Last Dance with Me”. Grumpynators energiske Rock N Roll-udtryk forsætter på nummeret “Far Away”, hvor bandet har fået hjælp af Rob Caggiano (Volbeat), der kaster om sig med nogle af sine efterhånden velkendte guitar soli.

Producer Jacob Hansen (Volbeat, Dizzy Mizz Lizzy, m.f.) har siddet bag knapperne på dette album. Det har uden tvivl givet bandets lyd et stort skridt den rigtige vej. Det er stadig den samme rå lyd, som på debutpladen, “Wonderland”. Men på “City of Sin” er lyden blevet mere lækker og gennemført.

Dette er helt sikkert en plade, som kan bruges til næste Rock N Roll-fest eller i forbindelse med andre ungdommelige udskejelser.

 

 

 

Mærkater: , , ,