Den sidste dans med Dillinger

the dillinger escape plan i Pumpehuset København

Anmeldelse af: The Dillinger Escape Plan, 09. februar 2017, Pumpehuset

The Dillinger Escape Plans sidste koncert på dansk jord blev en sand triumf – og en ekstra sentimental oplevelse for vores udsendte anmelder.

Selvom vinteren for alvor havde lagt sin våde, kolde hånd over København, og hovedstaden var ramt af Metallica-feber, var det et udsolgt Pumpehuset, der ventede mig denne aften. Mindre burde da heller ikke kunne gøre det: Det her var trods alt The Dillinger Escape Plans sidste koncert på dansk jord – der skulle tages afsked med manér!

Forventningerne var med garanti høje hos alle, der havde indløst billet til koncerten – Dillinger er kendt som et af de mest energiske livebands i verden – men for mig, personligt, var der et ekstra, sentimentalt strejf ved denne aften: Det var nemlig her, på Pumpehuset, jeg så The Dillinger Escape Plan første gang i levende live, d. 5. marts 2008. Den optræden viste mig en ny øvre grænse for, hvad man kan forvente fra et band – både hvad angår ren og skær fysisk vildskab og musikalsk præcision – jeg blev simpelthen blæst væk.

Emil Svendsen fra Devilution nævnte dengang i sin anmeldelse at bandets ”status som fornyere er fortjent, for meget af det der lyder underligt i dag, er som bekendt fremtidens mainstream” – det må man sige, holder stik med hentydning til Dillinger: De har siden dengang udviklet sig til at være et af verdens mest berømte metalbands, og det er absolut ikke et band med faldende lyttertal, vi tager afsked med her.

 

Town Portal
Aftenens første band, den lokale trio Town Portal, spiller energisk, atmosfærisk postmetal lige efter bogen. Som bands indenfor denne genre ofte har for vane, leverer bandet en koncert uden den store publikumskontakt og lader deres instrumentale musik tale for sig selv. Det fungerer sådan set okay, og jeg var på intet tidspunkt i tvivl om, at bandet virkelig nyder at spille deres numre og mener det seriøst.

Energien på scenen kom dog aldrig helt ned til publikum, og på trods af, at jeg er ganske glad for post-whatever, og nyder at se instrumentale bands, må jeg indrømme, at Town Portal bare ikke gjorde noget for mig. Musikalsk synes jeg ikke, de giver noget nyt eller interessant til genren, og på scenen formår de ikke at videregive deres egen glæde ved musikken til publikum. Det er ærgerligt, fordi der var faktisk rigtigt mange folk i salen, og bandet spillede egentlig ret godt.

 

The Dillinger Escape Plan
Publikum har hørt på den monotone, dybe brummen, som bandet bruger som pausemusik på denne tour, i lidt over en halv time. Salen er fyldt, men de sidste ti minutter har man kunnet mærke en vis frustration brede sig over, at bandet ikke gik på præcist kl. 21 – og den infame brummen hjælper ikke på stressniveauet.

Så dæmpes lyset, stroboskoplyset går i gang, og Dillinger kommer ind på scenen. Publikum jubler af lettelse og forløsning. Forsanger Greg Puciato når lige at sige ”Hey! Look who decided to show up!”, før nummeret ”Limerent Death” begynder, og publikum eksploderer.

Publikum gik hurtigt i gang med at crowdsurfe, og vi kom heller ikke længere end til andet nummer, ”Panasonic Youth”, før først forsangeren og efterfølgende guitaristen Ben Weinman sprang ud i menneskemængden. Jesus fuck. Det er præcist sådan her, jeg forventer en koncert med The Dillinger Escape Plan skal være.

Showet bliver nærmest én stor ekstatisk symbiose imellem band og publikum – særligt dem, der står foran lydpulten, naturligvis – hvor Ben Weinman til tider bruger større dele af numrene ude på publikum, end han gør på scenen. Det her er, hvad der sker, når et publikum giver sig selv fuldt ud til koncerten i lige så høj grad som bandet.

I løbet af koncerten leverer Dillinger en god blanding af de største hits fra stort set hele deres bagkatalog – og publikum er med dem hele vejen. Der var dømt total moshfest til ”Sugar Coated Sour” og ”Black Bubblegum” og fællessang til ”Milk Lizard”, ”One of Is the Killer” og mange andre. Den eneste lille beklagelse, jeg har, er, at der var lidt problemer med vokalen et par gange – og nej, jeg mener ikke de gange, Greg Puciato stak mikrofonen ned til publikum.

Jeg bliver nødt til at tage hatten af for publikum på Pumpehuset denne aften: Den energi, I lagde for dagen og den indlevelse, der var hos hele publikum, var imponerende. Selv folk, der stod næsten helt nede bagved (ja, jeg var også nede at se lidt til jer), var tændte – om end ikke helt på moshpit-niveau. Jeg så seriøst mere end én crowdsurfer blive båret hele vejen fra moshpitten og ned forbi lydpulten. Respekt.

Efter hovedsettet var afsluttet med ”Farewell, Mona Lisa” og ”Prancer”, blev der også tid til ekstranumre. Her lagde bandet ud med den smukke ”Mouth of Ghosts” fra albummet ”Ire Works”, hvorefter forsangeren stolt takkede med bemærkningen: ”You could have all gone to see Metallica, but you came here. That’s amazing.”

Hele aftenen blev sluttet af med fuld kraft i numrene ”Sunshine the Warewolf” og ”43% Burnt” – sidstnævnte med guitarist Ben Weinman stående på bjælkerne langs Pumpehusets vægge under en stor del af nummeret. Så kunne den afskedsfest vist ikke afsluttes meget bedre.

Jeg er helt afsindigt ked af, at Dillinger går i opløsning efter denne tour. Samtidigt er jeg dog også afsindigt glad for, at jeg nåede at se dem netop denne aften, hvor alt gik op i en højere enhed, og småfejl blev så ubetydelige, at jeg stadig har lyst til at sprænge 5-stjerne-skalaen. Farewell, Dillinger, tak for en legendarisk fest.

Se et galleri fra fotograf Guillaume Blanjean fra aftenen her:

Foto: Guillaume Blanjean Matthiesen
Foto: Guillaume Blanjean Matthiesen
Foto: Guillaume Blanjean Matthiesen
Foto: Guillaume Blanjean Matthiesen
Foto: Guillaume Blanjean Matthiesen
Foto: Guillaume Blanjean Matthiesen
Foto: Guillaume Blanjean Matthiesen
Foto: Guillaume Blanjean Matthiesen
Foto: Guillaume Blanjean Matthiesen
Foto: Guillaume Blanjean Matthiesen
Foto: Guillaume Blanjean Matthiesen
Foto: Guillaume Blanjean Matthiesen
Foto: Guillaume Blanjean Matthiesen
Foto: Guillaume Blanjean Matthiesen

Mærkater: , ,