Alice Cooper

70’erne tur-retur med Timechild

-

Anmeldelse af: Timechild – And Yet It Moves. Udgivet 12. november via Mighty Music/Target Group.

Som børn(ebørn) af 70’er rock, Deep Purple, Black Sabbath og Led Zeppelin er Timechild den nye generation af hard rock inspireret af førnævnte bands. 

 

I 2014 og ‘17 udsendte det danske band SEA henholdsvis deres selvbetitlede debut og efterfølgeren, The Grip Of Time. Kort tid derefter gik bandet i opløsning, og de gik lidt i glemmebogen. Det ærgrede jeg mig over, da de havde lavet mange gode sange heriblandt “Ride On”, “Sorry To Be Sane”, “Once We Were Dead” og “Dust Will Fall”. 

Men så, i starten af 2021, begyndte et nyt band at røre på sig med singlerne “Bite Of Frost” og “And Yet It Moves”. De lød meget som SEA, men de hed Timechild. Godt nok var det med samme forsanger, Anders Folden Brink, men ellers var det tre andre musikere: Birk Hunter på guitar (eks-Junkyard Drive), Martin Haumann på trommer (Mother Of All) og Daniel Bach på bas. I forhold til både SEA og Junkyard Drive er Timechild mere hårdt/tungt, men tydeligt også ældre i lydbilledet. 

Albummet åbnes af titelnummeret, og derefter følger de tre andre numre, som også er blevet udgivet som singler. Så når man “langt om længe” når til “Children Of The Killing Sun”, keder man sig næsten allerede, hvis man har lyttet til singlerne et par gange før albumudgivelsen. Alternativt skulle de måske have fordelt singlerne ud på albummet, ligesom “Bite of Frost”, der afslutter pladen, så de ikke kun er i starten.
Jamen, kan du så ikke bare trykke på “shuffle”? Jo, men det ødelægger også helhedsoplevelsen. 

Anders Folden Birk er en poetisk sangskriver, der har meget på hjerte, hvor der heldigvis sjældent rimes på smerte. Det kan man høre på balladen “Where I Now Belong”, der kan lyde som Eurovision-metal, hvis man udelukkende fokuserer på det melodiske, og på “Shrapnel”, hvor et flerstemmigt kor af mandestemmer synger gennem næsten hele sangen på samme niveau som det instrumentale. Det fortsættes lidt på “Choir of Men”, hvor der bare er skruet mere op for guitaren, og på “Bite Of Frost”, der på flot vis lukker pladen. 

Nogle af numrene, herunder specielt “Soon This Too Will Pass”, “Children Of The Killing Sun” og “Last Frontier”, lyder som noget, jeg har hørt før. På sidstnævnte lyder Birk Foldens powervokal som Bruce Dickinsons (Iron Maiden).
Er det så godt eller skidt? Tjoh, det er godt, fordi så virker det mere bekendt og er mere relaterbart, samtidig er det også lidt uoriginalt, at de ikke 100 % har deres egen lyd. Men det er de færreste bands, som har helt styr på deres egen stil på deres debut herunder Justify Rebellion, Grumpynators, Ivy Crown, Franklin Zoo og Junkyard Drive.
Så det bliver de tilgivet for. Også fordi bundniveauet er så højt på pladen. 

Albumtitlen, And Yet It Moves, refererer til Galileo Galilei, som sagde de ord om Jorden, da Vatikanet kritiserede ham for sin teori/videnskabelige overbevisning om, at Jorden roterer om Solen og ikke omvendt. Med det in mente giver albumcoveret af en solformørkelse også god mening: Videnskab og kunst i smuk forening.

And Yet It Moves er en habil debut, hvor der både er plads til store armbevægelser og mindre forbedringer.


Derfor får Timechild 4 stjerner for deres debutalbum. 

 

And Yet It Moves trackliste:

  1. And Yet It Moves
  2. This Too Will Pass
  3. Haze Of The Dawn
  4. Where I Now Belong
  5. Children Of A Killing Sun
  6. Shrapnel
  7. Choir Of Man
  8. Last Frontier
  9. The Bite Of Frost
Mads Pristed
Grafiker, lærerstuderende og finnofil 🇫🇮

REVIEW OVERVIEW

Timechild - And Yet It Moves

Share this article

Recent posts

Popular categories