Arch Enemy er deres egen værste fjende

Arch Enemy har eksisteret siden 1996, har udgivet 10 studiealbums og har haft tre forskellige forsangere, men har altid været meget stilsikre. De fik deres kommercielle gennembrud med pladen Doomsday Machine (2005) og singlerne “Nemesis” og “My Apocalypse” med daværende forsanger Angela Gossow. Deres seneste to albums, War Eternal (2014) og Will To Power (2017), var begge med deres “nye” forsanger, Alissa White-Gluz, fra Canada. De plader er i min optik nogle af deres bedste specielt med sangene “Time Is Black”, “You Will Know My Name” og “On And On”, samt “The World Is Yours”, “First Day In Hell” og “The Eagle Flies Alone”. Så det var med høje forventninger, jeg ventede Deceivers.

Albummet åbnes af “Handshake With Hell”, der minder om “Reason To Believe” fra det foregående album, med clean vokal. “One Last Time” har også en klar vokal, sammen med White-Gluzs almindelig growls. For nogle hardcore metalfans er det måske “kedeligt”, men jeg synes, at det giver en fin variation og dynamik, ligesom Amon Amarths nummer “Saxons and Vikings” fra den nye plade The Great Heathen Army. 

Ligesom på bl.a. War Eternal- og Will To Power-pladerne, er der også et instrumentalt nummer på Deceivers – det hedder “Mourning Star”. På det foregående nummer, “Spreading Black Wings”, bliver stjernen også nævnt dog som “morning star”. “Mourning Star” giver et pusterum, og man kan bare læne sig tilbage og nyde især guitarernes vellyd. Begge numre og det efterfølgende, “One Last Time”, er de bedste numre på pladen, hvor alle sange har et enormt højt bundniveau – både i sangteksterne og musikalsk. Der er flere gode punches og statements som: “My head still spinning from your Judas kiss” i “Deceiver, Deceiver”, “Darkness is all around me / Or is it all… within me?” i “Spreading Black Wings” og “Frustration / Stagnation / “Don’t dream too big, you might hurt yourself…just stay in line” / Determination / Confrontation / I’m on my way, heading into the unknown … The future is calling / It’s calling out my name / One last time” i “One Last Time”. Det kan lyde banalt, men leveret sammen med det musikalske akkompagnement er troværdigheden meget høj.

Michael Amotts leadguitar synger melodierne på næsten samtlige sange lige så yndefuldt som Alissas vokal bl.a. på “House Of Mirrors”. Det er en fryd for øret, og man nynner automatisk med. Der er findes ganske få guitarister, der har den “signaturlyd”, men Michael Amott fra Arch Enemy er én af dem. 

Nogle steder, bl.a. på “Handshake With Hell”, lyder trommerne (Daniel Erlandsson) lidt “hult”, men den dybe bas (Sharlee D’Angelo) og rytmeguitaren (Jeff Loomis) redder dagen. 

Jeg opdagede Arch Enemy ret sent, nemlig først i 2015, da de (og Amorphis) varmede op for Nightwish på deres Endless Forms Most Beautiful-turné. Efter lidt betænkningstid blev jeg glad for War Eternal og Will To Power blæste mig bagover af fascination (2 x 5 stjerner). Jeg er knapt så fascineret af Deceivers, måske fordi jeg har “vænnnet” mig til Arch Enemys univers, eller også er det måske, fordi niveauet af metalalbums generelt har været så højt de sidste år. Men Deceivers er afgjort bedre end både landsmændene i Amon Amarths The Great Heathen Army og Ghosts Impera fra i år, der skuffede lidt. Ghost var lidt for bløde og Amon Amarth blev lidt for forudsigelige og ensformige.

Deceivers har, som tidligere nævnt, et generelt meget højt niveau, så der er ingen dårlige numre. Jeg er ikke skuffet, men jeg ved ikke, hvad jeg savner, og hvad der mangler på albummet, før det er “perfekt” og giver mig “wauw”-følelsen. 

Deceivers trackliste:

1. Handshake With Hell 

2. Deceiver, Deceiver 

3. In The Eye Of The Storm 

4. The Watcher 

5. Poisoned Arrow 

6. Sunset Over The Empire 

7. House Of Mirrors 

8. Spreading Black Wings 

9. Mourning Star (instrumental)

10. One Last Time 

11. Exiled From Earth