Da rocken løftede sig

Ved mit sidste besøg i DR’s koncerthøjborg klandrede jeg lidt omstændighederne for ikke ligefrem at opildne til rockkoncertstemning, da man som publikumsgænger var flankeret ved en siddeplads. Ved denne her koncert, der var forvist til kælderen i Studie 3, var den barriere fjernet, og der var generelt ingen hæmsko mellem koncert og publikum – og publikums råderum på gulvet.

Dog ved jeg ikke, om publikumsfolk til DR’s arrangementer har årskort eller denne aften blot bestod af forældre, onkler, tanter og den slags vedhæng, for mange mennesker gik rundt med det samme skælmske smil, jeg også har, når jeg har købt ny teknologi og kigger i brugsanvisningen: Det skal nok bliver spændende det her, men hvordan gør man?

Jeg udnyttede den indledende forvirring til at hive min venneskare med helt tæt på scenenkanten for at mærke dynamikken fra en god rocklyd, som den skal opleves: tæt på.

Lucer
Allerede da opvarmningen, danske Lucer, indledte med sangen “Bring Me Good News”, var det ligesom at stå i en kvart brandert foran et værtshus og få øje på en god ven i horisonten, man ikke har set i fem år: Årh, hvor er det godt at se dig! Lad os feste sammen!

Lucers sammenspil, koordinerede rytmik og fængede rocksange, der blev eksekveret i den afsatte tid, fik heldigvis langsomt men sikkert overvundet publikum til at forstå, at vi trods alt ikke skulle til foredrag med Søren Ryge i DR, men at man godt måtte slappe af i skuldrene og give sig selv lov til at holde weekend.

Jeg vover den påstand, at hvis der stadig hersker uvidende røster i det danske land om, at rockmusikken herhjemme lever under trange kår, så skal man blot tage en dosis Lucer på mindst en halv time, og så er du af en anden opfattelse – eller mangler sans for rockmusik.

Under sangen “Party Like a Rockstar” fik mit tilbageværende garn lov da også tilladelse til lidt svung, og så spillede Lucer sangen igen.
Eller, det gjorde de så ikke, men havde jeg fået to fadøl mere, kunne jeg have svoret, at de spillede den samme sang to gange i streg, men der var vist blot tale om to sange, der mindede uhyre meget om hinanden med samme akkordprogression og sangstruktur.

Nuvel, jeg forventede heller ikke neo-prog-rock, da jeg dukkede op denne dag, så jeg er stadig svært tilfreds, for hvis skidtet fungerer, så giv los i mådehold.

The Glorious Sons
Da de første toner fra The Glorious Sons lød, indfandt vi os atter foran scenen, og det så da ikke lovende ud…
Bandmedlemmerne lignede mest nogle, der var så hårdt ramt af jetlag, at de ikke anede, om de var i Danmark eller sad i kø for at tjekke årsopgørelsen på Skats hjemmeside.

Særligt fremstod forsangeren, der lignede en lidt ældet skaterknægt med crossover-kasket og havde en mimik som en forfjamsket 14-årig, der lige havde forstået, at børn IKKE kommer med storken.

Den bedste forklaring, jeg kan komme på, hvordan Canadas herlige sønner fik skabt en rockfest, der blot steg i intensitet hele vejen gennem koncerten, er ved at understrege, at jeg overstreg min karakter for bandet mindst to gange blot for at hæve den hver gang.

Forud for koncerten havde jeg forsøgt at lytte til det, for mig, ukendte band, og underdrevet forklaret var jeg da ikke ligefrem eksalteret over det, der kom ud fra højtalerne derhjemme.

Men nogle bands kan bare deres besøgstid live, for festen udeblev ikke, og hvis man var imponeret over Lucers koordinationsevne, så var den imponerende under The Glorious Sons.

Bevismateriale “A” må være, at mine medbragte venner, der heller ikke kendte bandet, gav sig så meget hen, at de alle lignede et eksempel på postcoital-glæde efterfølgende.

Den her koncertaften blev et skoleeksempel på, hvordan et opvarmningen laver det, den skal: Varmer passer op, og hovednavnet imponerer over forventningerne, så man med god samvittighed kunne lede efter den fortsatte rockfest i det københavnske natteliv.

Betragt de udvalgte koncertskud fra aftenen fra Mathilde Maria Rønshof / www.mathildemariaroenshof.com :