Anmeldelse af: Kellermensch, DR Koncerthuset, 03. marts 2018

 

Fabelagtige Kellermensch optrådte i lørdags til en af deres mest imposante koncerter nogensinde i formentlig de bedste rammer, DK kan præsentere for koncerter – men netop rammerne blev også hæmskoen for bandet

 

Foto: Mathilde Maria Rønshof / www.mathildemariaroenshof.com

Det har været en ren succeshistorie for danske Kellermensch, siden de udgav pladen Goliath sidste år. De var væk i en mindre menneskealder og vendte så triumferende tilbage i eksponentiel fart. De har både optrådt til GAFFA-prisen, får fortjent ros for deres liveperformance hos os og er blevet udnævnt til at have leveret noget af det bedste musik i 2017.

Lige pludselig var bandet (igen) kulturelitens favoritter, da bandet i grove træk kan fusionere både medrivende melodier, afstumpet metal og, som vi specielt skulle opleve det denne aften, strygerensemble.
Tilsæt så lige bandets vildskab i en liveperformance og så har du næsten garanten for musik, der tiltaler mange segmenter af de musikinteresserede, og det var da også det første indtryk, man gjorde sig, ved ankomsten til DR’s koncertsal: Her var en broget forsamling samlet til kontrolleret vildskab, skulle det vise sig.

Fadøllene gyngede langsomt stigende i takt til både slipsedyrene og de tussedækkede, som promillen steg fremdeles, som de søde ansatte forsøgte at kontrollere alle de tilstedeværende.

“Kontrolleret” er generelt omdrejningspunktet for denne koncert, der udelukkende havde kældermenneskets dominans på scenen uden opvarmning. De entrerede scenegulvet med den rustikke lyssætning kort efter klokken 20.00, og udover et enkelt “goddaw” og “vi er Kellermensch” over 3/4 inde i koncerten, så var fokuspunktet den kontrollerede vildskab i både lyd og performance.

Jeg er kort fortalt vild med bandets musik, der fortjener alverdens hyldest for at sammensætte både ørehængere og samtidig skabe et skrabende lydunivers. Nu var jeg dog så “uheldig” atter at score mig en anmeldertjans, hvor Kellermensch skulle opleves fra en siddende plads. Hvor mageligt et dyr, jeg end er, virker det stadig forkert, når koncertbilletten ikke partout har påskriften: “unummeret siddeplads”.
Vi er jo for fa’en til en rockkoncert, hvor man ikke skal være låst fast ved den samme pude fra start til slut.

Tilsæt oveni at jeg var placeret på en balkon, så er det næsten selvsagt, at bandets energi aldrig transcenderede sig op til mig. Dog skal DR have ros for i min optik at have brugt licenspengene til noget fornuftigt og bygget en koncertsal med en akustik, der snildt er blandt top tre af de steder, jeg har oplevet koncerter til.

Og så havde vi alligevel et problem med omgivelserne.

For guitarlyden var mere diskant end en gammel kassettebåndsoptagelse fra 1970’erne, når lyden nu var skruet så højt op. Nu ville jeg sikkert få smæk i numsen af Lemmy over at brokke mig over for høj lyd til en rockkoncert, men lyden var markant bedre, når jeg trak huen ned over ørene, så bassen fik samme lydniveau som det diskante.

Alle delelementer stod alligevel fornemt frem, hvor alt fra violin til trommer kunne dechifreres, og vi takkede ved stående ovation efter cirka hvert tredje nummer – og pludselig var det slut, og så var der heldigvis en god røvfuld ekstranumre.

Problemet ved denne koncert var, at vi aldrig endte i en symbiotisk dans. Vi sad ned og holdt vores kæft uden at give slip på tøjlerne. Det ene øjeblik blev der råbt et obligatorisk “SPIL NOGET MED SLAYER!”, som kort efter blev kvitteret fra den anden af salen fra publikum med et: “BRUDEVALSEN ER DA MERE PASSENDE!”.

Det er nemlig meget sigende for koncerten som helhed: Musikken var perfekt, lyden var laaangt over middel, men publikum sad ned, Kellermensch var – med enkelte undtagelser – fastlåste i deres position på scenen, hvorved publikum og band aldrig fandt den samme taktart at danse til.

 

Tjek et galleri fra koncerten fra Mathilde Maria Rønshof ud her: