Rocken vandt til GAFFA-Prisen 2016

Kellermensch til GAFFA prisen 2016 i Odeon i Odense

Reportage fra GAFFA-Prisen 2016, Odeon, Odense, 11. marts 2017.

Trods aldersfacisme og hovedvægt på pop-beats og mangel på decideret forvrænget guitar blandt de nominerede, kunne rockmusikken samlet tage pladsen som sejrherre til GAFFA-Prisen 2016

Det første møde med spille/event-huset Odeon i Odense var: Kaos… Ingen anede, hvad/hvordan/hvornår noget skulle foregå, og manden med hatten for det store ansvar måtte træde til med alt fra uddeling af armbånd til at annoncere, hvem vi kunne spotte på den røde løber. Apropos hovedbeklædning – af med hatten i den forbindelse.

Efter et par fikse snakke på den obligatoriske røde løber med Helhorse, Förtress og Dizzy Mizz Lizzy (som du i den kommende tid kan se en video af på Metal A Day) indfandt fotografen og undertegnede sig efter lettere forvirring i labyrinten kendt som Odeon på vores pladser og afventede showstart.

Det korte sammenkog er, hvis du allerede kender svaret på vinderne eller ikke gider læse mere, at Volbeat vandt tre priser (Årets danske band, Årets danske hit med “For Evigt” og Årets Hard Rock/Metal-udgivelse med deres seneste plade, “Seal the Deal & Let’s Boogie), dernæst nappede Dizzy Mizz Lizzy to priser for henholdsvis Årets danske udgivelse og Årets danske rockudgivelse for “Forward in Reverse” fra sidste år.

Journalisten Thomas Skov var konferencier for aftenen. Fotograf: Mark Stoumann

Mere relevant for os er der jo ikke at sige i den forbindelse, udover at “genopståede” Kellermensch lagde standarden for liveoptrædener denne aften, da de var første orkester på scenen og personligt blæste mig omkuld med afrunderen “Mediocre Man” fra deres nyeste skive, “Goliath”. Mange tak! Det vil jeg gerne opleve igen!

Og hvad betyder det så sammenlagt for rock- og metalmusikken? Ja, Dizzy var bestemt stolte over, at man i sin mitlivskrise aldersmæssigt og med 20 års mellemrum mellem pladeudgivelser stadig kan være relevante for musikbrugerne, da afgørelserne jo som bekendt i de sammenlagte 18 kategorier var op til folket forud med afstemninger.

Volbeat sendte en takke-video og en lettere snøvlrende superfan, kendt som Volpapa, til at takke på bandets vegne. Og de fleste havde vel fanget, at Volbeat ville “trumfe” de “mindre fisk” i den danske andedam, og så kan man gå slukøret derfra med den indstilling.

For os, der er vant til at bevæge os i hardrock-og metalmiljøet kan det da ses som en skuffelse, at fx bandet Halshug ikke lige kunne slå de større drenge, eller at undergrunden generelt havde fået mere taletid. Men lidt på samme måde, da der skulle stemmes om opvarmning for Metallica i sidste måned i Royal Arena, så handlede det også om, hvem der kendte flest, og specielt her ringer et navn som Dizzy Mizz Lizzy flere klokker end for eksempel Helhorse, er mit forsigtige bud.

Men i de følgende dage, da tømmermændene havde lagt sig efter de dejlige gratis øl i Odeon, så blev jeg hilst fra flere “udefrastående” personer, som nok sætter Volbeat i samme kategori som “dødsmetal”, at det var “fedt, at rockmusikken vandt så mange priser!”.

Og det blev for mig også hele humlen ved det hele ved nærmere eftertanke.

Der bliver i disse tider hylet op om, at rockmusikken er død, og den elektriske guitar ikke skal blive for tung i lydbilledet, men vi skal måske netop også være glade for, at der findes bands som Volbeat og Dizzy, der stadig lever og ånder og satser alt for rock-musikken, så undergrunden kan få lov at lege med i slipstrømmen.

Kellermensch leverede en liveoptræden, som ingen andre denne aften kunne leve op til. Fotograf: Mark Stoumann

Hvis vi bare affejer hele seancen som noget populistisk medie-pis, der kun skal lefle for nogle sponsorer, så tror jeg, vi har glemt pointen. Hvis vi hylder de her sejre (hvor jeg lige vil indskyde, at en hr Christensen betroede mig, at han selv håbede, undergrunden ville vinde foran Dizzy) og omfavner sejrene og ser på, hvordan de kan give mere omtale af – specielt dansk – rock- og metalmusikken andre steder end til et mindre awardshow i en baggård i hovedstaden eller i et magasin med udgivelsesfrekvens hver anden måned, så er det min påstand, at de etablerede medier vil begynde at finde andre vinkler om de tunge genrer end den sædvanlige “tøhø”-historie om, at folk til Copenhell ser farlige ud, men er mega søde.

Jeg er ikke så super-naiv, at jeg tror, at dit doom/grind/core-band vinder titlen som P3’s uundgåelige og kan få afspilning andre steder end muligvis på MyROCK klokken 03.30 en tirsdag, men cirka 90 procent af de danske rockbands, jeg har interviewet gennem tiden, vil virkelig også gerne leve af musikken; og dem, som mener det, forstår at benytte omtalen fra de store medier – eller ligefrem *GYS* selv opsøge den.

Så min ydmyge forespørgsel er, at vi skal se muligheder og ikke udstilling af musikken ved fx prisuddelinger GAFFA-Prisen, hvor det tydeligvis beviste, at folk egentlig gerne vil have rockmusik, og jeg tror helt sikkert, de gerne vil høre andet end Volbeat og Dizzy, men hvor skal de blive eksponeret for det, hvis alle bands gemmer sig i deres jordhule og føler sig for “true” til DR og TV2?

Og med det sagt, så ses vi til High Voltage Awards den 15. april 2017, og Metal A Day vil gerne sparke døren ind hos Danish Music Awards for belære dem om, at rock og metal skal tages mere seriøst.

Mærkater: , , , , , , ,