Anmeldelse af: Epic Fest 2024. Roskilde. 12. – 13. januar 2024. Del 2/2.

Når der kan være brug for et brud med klichéerne.

Foto: Tommy Skøtt

(Læs del 1 af dækningen af Epic Fest 1 HER.)

Inden jeg kommer med anmeldelser af de bands, der blev oplevet på andendagen af dette års Epic Fest, bliver jeg først nødt til at komme med et dementi: I første del af dækningen af festivallen nævnte jeg, at der var pladsproblemer, og at der kunne være ca. 350 publikummer på Gimle, og folk havde problemer med at komme derind.

Her er jeg sidenhen blevet rettet, da der kan være ca. 600-650 mennesker og, ifølge arrangørerne selv, skulle alle, der havde lyst til at komme ind, være kommet ind efter noget ventetid. Dog ændrer det så heller ikke helt på, hvordan oplevelsen af situationen var, men godt at høre at folk kunne komme ind alligevel. Nu videre til musikken.

Alterium

Aftenens første band skulle man finde på Gimle. Italienske Alterium skulle sparke publikum i gang, og det må man sige, at de gjorde. Jeg havde absolut intet kendskab til dette band, og hvor blev det dog gjort til skamme. Fantastisk at se så professionelt et band, hvor samtlige bandmedlemmer vidste, hvordan de skulle agere på scenen. Masser af interaktion med publikum, stor selvsikkerhed og så uden at gå på kompromis med musikaliteten.

Man kunne virkelig mærke en kæmpe varme og spilleglæde fra Alterium, som så smittede sig til publikum. Der var simpelthen bare fest fra første sang, og det var en fryd.

Lyden var faktisk også ganske fornuftig, men måske en smule skarp. Eneste lille ting, jeg måske ville rette på, er Alteriums brug af samples. Nogle gange kunne det godt være så meget, at man kunne blive lidt i tvivl om, hvorvidt sangeren sang playback, især når hun sang nærmest hver en strofe til UG kryds og slange.

Men min oplevelse af koncerten er stadig, uden tvivl, at det kun var baggrundsvokaler og lidt ekko, der lå i backingtracket. Alterium var virkelig den perfekte start på aftenen for mig.

Twilight Force

Nu var det så blevet tid til nok min personlige headliner for festivalen, nemlig svenske Twilight Force. Efter jeg tilfældigvis så en koncert med dem på Wacken i 2017, har jeg siden da været forelsket i dette helt igennem cheesy og fjollede koncept, som bandet er, hvor selve musikaliteten stadig er meget høj.

Jeg har også anmeldt både deres plade At the Heart of Wintervale sidste år og deres releasekoncert. Og netop deres releasekoncert er nok noget, jeg bliver nødt til at tage fat i. Et stort issue, jeg havde med denne koncert, var, at lyden var forfærdelig.

Denne aften, skulle det desværre næsten gentage sig. Jeg må sige, lyden var lidt bedre, men, for fanden, hvor kunne det også stadig have været meget bedre. Guitarerne var nærmest ikke til at høre, medmindre der blevet spillet soli, hvor der nok har været gang i en boost-/gain-pedal. Trommerne var skruet for højt op i forhold til resten, så til tider var det et problem at høre andet.

Derudover så på trods af, hvor godt musikken er skrevet, så skal den også gerne kunne udføres. Dette var liiidt et problem for bandets forsanger denne aften. Til tider kunne man godt mærke, at en spilletid på 1 time og 15 min. måske var lidt for ambitiøst for ham. Twilight Forces vokaler er nemlig nærmest konstant i det helt høje register, hvilket uden tvivl er hårdt at følge med på.

På trods af alle disse problemer var selve sceneshowet dejligt fjollet. Ligesom på Wacken 2023 blev der kastet en oppustelig badedrage ud i publikum til nummeret ”Flight of the Sapphire Dragon”, og der blev lavet lidt fjollet publikumsinteraktion, hvor hele bandet undtaget forsangeren var ”frosset til is”, og publikum skulle synge dem varme, så de kunne afslutte det nummer, de havde gang i.

Jeg tror stadig, jeg har den helt geniale Twilight Force-koncert til gode. Jeg venter med glæde, men denne aften skuffede mig desværre en smule. Jeg var uden tvivl glad for at høre mange af deres numre live, men næste gang må det godt blive mere gennemført.

Bloodbound

Hvis Twilight Force er et eksempel på lidt selvironisk cheesy kliche powermetal, så må man sige, at deres svenske medborgere i Bloodbound er det samme bare uden selvironien. Bloodbound læner sig virkelig godt ind i betegnelsen ”heltemetal”. Man er ikke i tvivl om, at musikerne i dette band har lyttet til Manowar og gerne vil være ligesom dem. Absolut kiksede, kitch, klichefyldte tekster (der samtidig er virkelig cringe) og så med en lyd, som var vi stadig i 1980’erne, føltes Bloodbound som en slags pastiche af klichéer dog nok uden, det var intentionelt.

Rent performancemæssigt gjorde Blooudbound alt, hvad de kunne for at få gang i publikum, hvilket de lykkedes ret godt med, og lyden var virkelig god. Vokalerne var tydelige, trommerne og guitarerne havde et perfekt mix. Men, for helvede, hvor kunne man næsten ønske, at vokalerne druknede bare en smule, så man ikke kunne høre de kiksede tekster.

Musikalsk var Bloodbound virkelig ikke noget for mig. Kedelig powermetal, der er blevet set gjort bedre 1000 gange før. Selvom der var fest og stemning, måtte jeg desværre gå ca. halvvejs inde i koncerten, da jeg simpelthen kedede mig bravt og ikke kunne meget mere.

Jeg vil gerne lige tilføje, at Bloodbound bestemt ikke spillede dårligt. Alt blev sådan set leveret rigtig godt, og bandet kom udover scenekanten. Det var simpelthen bare ikke for mig. Umiddelbart tror jeg også, jeg havde fået en smule nok af vokaler, der ofte lå i det høje register, men mest af alt var der bare ikke så meget nyt at hente hos Bloodbound. Nu kunne det være rart med en ”palate cleanser”.

Orden Ogan

Netop en ”palate cleanser” skulle vi få med tyske Orden Ogan. Nu var det i den grad blevet tid til noget lidt mere dyster og tung powermetal med vokaler, der lå i et lidt dybere register. Fra første stroke på guitarerne kunne jeg mærke, at der var et eller andet magisk i luften. Hurtigt blev jeg overbevist om, at dette nemt kunne gå hen og blive mit højdepunkt for hele festivalen, og dét blev det lige præcist.

Orden Ogan leverede deres mørke powermetal med så stor præcision, både auditivt og visuelt, at man ikke kunne gøre andet end at give sig fuldstændigt hen. Selvom jeg var blevet en kende træt, så gav den her koncert mig simpelthen så meget energi og glæde, at det var som at få smidt en hel spand kaffe i kroppen på meget kort tid.

Orden Ogan spiller ganske vist en lidt tungere og mørkere version af powermeta,l end vi har hørt resten af festivalen, men en ting, de ikke går på kompromis med, er, catchy omkvæd. Ikke fordi deres sange nødvendigvis er decideret ørehængere, men når man hører dem, så kan man forholdsvist hurtigt synge med.

Dette gør, at en person, som undertegnede, der ikke nødvendigvis lytter så meget til dem til dagligt, hurtigt kan være med i festen.

Det her var simpelthen lige det, jeg trængte til. Powermetal, der turde holde sig mere i et middeltempo, hvor der var liiidt mere bund i. Denne form for variation gennem mere af Epic Fests lineup ville jeg møde med meget stor kyshånd.

Publikum tog også helt uden tvivl super godt imod Orden Ogan. Der blev skrålet, der blev festet, der blev givet sig hen til samtlige former for publikumsinteraktion. Alt gik bare op i en højere enhed. Det her føltes virkelig som en af de koncerter, man bare ikke skulle have gået glip af.

Skiltron

Nu var det så til at slutte der, hvor det hele startede, nemlig på Gimle. Her skulle Argentinske folk/powermetal-bandet Skiltron spille aftenen af. Her fik man alt, hvad der fulgte med ag både folk og power. Masser af, for metal, atypiske instrumenter som fløjter og sækkepibe, ganske fede guitarriffs og storladne vokaler… når man kunne høre dem.

Desværre skulle vi slutte aftenen af med flere lydproblemer. Her var det dog svært at sige, om det var noget med forsangerens mikrofon, eller om det var lydmanden, der var problemer med, men det virkede mest til at være det første.

Bandet spillede dog for det meste ufortrødent videre og leverede et ganske fornuftigt show. Jeg kunne dog desværre ikke nå at se det hele, da, hvis jeg gerne ville kunne komme hjem til Amager i en nogenlunde fornuftig tid, var jeg nødt til at gå ca. halvvejs inde i Skiltrons koncert.

Jeg håber, at jeg vil kunne få mulighed for at se dem igen, gerne uden de tekniske problemer og så gerne med lige så meget spilleglæde, som bandet udviste denne lørdag aften på Gimle.

Fotograf Tommy Skøtt har et galleri fra de nævnte bands denne aften her: