Anmeldelse af: Epic Fest 2024. Roskilde. 12. – 13. januar 2024. Del 1/2.
I 2023 blev der startet et nyt koncept. Jovist har vi danskere set rigeligt med festivaler især indenfor nyere tid. Men hvor de fleste andre læner sig op ad, at de ligger i en bestemt by, valgte folkene bag Epic Fest simpelthen at satse på en subgenre festival.
Foto: Tommy Skøtt
Epic Fest skulle være en powermetal-festival, der hylder alt, hvad der er nørdet og episk. Dette lykkedes de ret godt med med en udsolgt og ganske gennemført festival. Men selvfølgelig var der lidt børnesygdomme.
Alt dette kan du læse om i vores anmeldelse af netop dette. Nu er spørgsmålet så: kan 2024-udgaven af Epic Fest lægge nogle af disse problemer bag sig, og kan det blive federe?
Til dette kan man svare både: ‘ja’ og ‘nej’. Dette år har Epic Fest spredt sine vinger og har valgt at benytte både lokalerne i Gimle og nogle af hallerne i Roskilde Kongres- og Idrætscenter. Dette gav mulighed for, at Epic Fest kunne blive endnu flottere udsmykket, hvor Gimle fik nogle fede bannere og udsmykning, og Roskilde Kongres- og Idrætscenter blev transformeret til en gildehal.
Der var ingen tvivl om at disse for Epic Fest nye lokaler, var blevet hovedfokus for festivalen med god grund. Det var imponerende, hvor gennemført det hele føltes. Borde med lysende potions, flotte bannere, gode langborde, masser af drikke i forskellig slags; ja, man manglede faktisk bare noget mad. For, Søren, hvor var det også fantastisk at være et sted med 1300 andre gæster uden nogensinde at føle sig klemt, men stadig med en kæmpe “skulder om skulder”-følelse, når man stod sammen til en koncert.
Generelt var det her umiddelbart et genialt tiltag. Men… den store mængde mennesker og fokus på de nye lokaler bragte også et par problemer med sig. Gimle blev nemlig lidt en mærkelig størrelse, især når man var nødt til at gå 15 min. fra Kongrescenteret igennem sne en kold januar for at komme derhen. Det var lidt en skam.
Samtidig så var det jo på ingen måde muligt at få alle gæsterne derind, hvilket gjorde, at folk nogle gange stod i en alenlang kø for at se de bands, de har betalt for at se. Jovist, man kan ikke nødvendigvis forvente at se alt, men når der er plads til ca. 300 mennesker på Gimle, så er der ret langt til 1300. Heldigvis var der ikke for mange, der måtte se sig skuffede, når de ikke kunne komme ind, men det var stadig virkelig ærgerligt for dem, der havde trodset kulden.
Derudover vil jeg gerne lige kritisere lidt, hvordan garderoben fungerede på Gimle. For at komme ind skulle man ned i kælderen, hvilket i bund og grund var en kæmpe opgradering i forhold til sidste år. Til gengæld så var det lidt svært at komme ind, hvis man ikke skulle enten aflægge eller hente sin jakke, når man skulle igennem garderoben. Her kunne det være rart at finde på en måde, hvor folk, der ikke nødvendigvis skulle vente i kø til garderoben, bare kunne komme ind. Men det er vist en mindre detalje.
Nok om omgivelserne, nu til musikken.
Brothers of Metal
Jeg kom, indrømmet, lidt sent hen til koncerten med Brothers of Metal, men jeg fik da oplevet en god del af den stadigvæk. Det, at jeg liiige kom lidt inde i koncerten, gjorde til gengæld også, at jeg kunne få lov til at blive blæst helt bagover af præcist, hvor mange mennesker der var kommet denne fredag aften.
Idet jeg træder ind i salen, er Brothers of Metal netop lige begyndt på et chant med publikum, så da jeg kommer ind, bliver jeg bare mødt af synet og lyden af 1300 mennesker, der råber “Hey” i et taktfast kor. Det var så sindssygt fedt og indikerede også klart, at jeg allerede havde gået glip af noget.
Resten af koncerten fungerer ganske snorlige. Der er en smule knas med lyden, men bandet giver den virkelig alt, hvad de har. Jeg må sige, at musikken måske ikke siger mig så meget, men, er du sindssyg, en fest, Brothers of Metal fik skabt. Med stor overbevisning leverer de virkelig et fedt show.
Showet kan dog godt føles en smule indstuderet til tider, men samtidig kan man bare ikke lade være med at give sig hen til, hvor gennemført det er. Selvom jeg ikke kendte et eneste nummer, følte jeg mig virkelig godt underholdt og var glad for, at aftenens fest allerede var kommet virkelig godt i gang.
Gloryhammer
Efter en mindre pause, hvor jeg har fået hilst på nogle gode venner og drukket en øl eller to, var det blevet tid til det, der for mig var denne aftens hovednavn.
Det var blevet tid til bevidst fjollet sci-fi-powermetal fra Storbritannien. Traditionen tro starter Gloryhammer deres koncert med en papfigur af Tom Jones, mens tonerne af “Delilah” spiller over højttalerne. Da nummeret er færdigt, jubler publikum, og bandet kommer én efter én ind på scenen. Alt er stort set som, da jeg så dem sidst i Falkoner Salen i, sjovt nok, januar 2023. Dog bliver monotoniet relativt hurtigt ændret, da sange, der endnu ikke var udkommet sidst, blev leveret fra scenen.
Når man lige kiggede sig lidt bagud, så kunne man se, at stort set samtlige 1300 mennesker var mødt op, og fra hvor jeg stod, så det ud til at alle, igen, havde en fest. Jeg ved i hvert fald, at jeg var absolut lykkelig.
Den her koncert gav mig absolut alt, hvad jeg ville have fra Gloryhammer. Platte jokes, plat men god musik og et show, der er så utroligt cheesy, men leveret med en ironisk distance. Lyden var nok noget af det bedste jeg havde hørt til en koncert med Gloryhammer.
Det hele gik bare op i en lidt større enhed. Under koncerten havde jeg virkelig fornemmelsen af, at dén her koncert nok er den koncert, man som (dansk) Gloryhammer-fan absolut ikke skulle være gået glip af. Det var uden tvivl her: min aften peakede.
Beast in Black
Nu havde der været to fede koncerter, så hvorfor ikke lige snuppe en tredje? Selvom Beast in Black ikke rigtig siger mig noget musikalsk, så var jeg alligevel meget spændt på, hvad de kunne live. Ville jeg måske kunne se idéen med deres meget poppede powermetal?
Kort sagt, nej. Men jeg var stadig på ingen måde negativt stemt over koncerten. Beast in Black leverede nemlig noget af et show. Et show, der måske ikke virkede lige specielt personligt eller indlevende, men bare var flot og ført helt til dørs. Fra start til slut havde Beast in Black publikum i deres hule hånd. Med relativt minimal publikumskontakt, men til gengæld med en kæmpe charme, fangede Beast in Black folks opmærksomhed og kunne stort set få dem til at gøre alt på kommando. Sindssygt imponerende.
Alt ved koncerten virkede stort set perfekt. Udsmykningen var flot, lyden fungerede, alle moves fra scenen var timet ned til mindste detalje. Men netop det sidste fik det hele til at virke lidt for sterilt og dermed lidt for upersonligt.
Selvom der blev givet kommandoer til publikum, følte jeg aldrig, at det var til publikummet, men noget, der bare er blevet gjort til alle de andre koncerter. Måske har jeg også lidt en bias i forhold til, at jeg ikke er den store fan af deres meget poppede og dermed ret sterile sound.
Trods mine lidt negative tanker kan jeg ikke nægte, at Beast in Black leverede en virkelig professionel og flot koncert. Jeg var glad for at se dem og se showet, men det er ikke et band, jeg har travlt med at se igen.
Iron Fire
Nu var det tid til at komme over til Gimle og se aftenens sidste band, Iron Fire. En genganger fra sidste år, men denne gang med et specialshow, hvor de ville spille hele deres debutplade. Der var sat kameraer op, gjort lidt ud af sceneudsmykningen og lagt op til noget stort og episk. Ærgerligt er det så bare, at koncerten aldrig rigtig kom op på kogepunktet, men nærmest mere bare småsimrede.
Èn lidt ærgerlig faktor for bandet var, at der ikke var særligt mange fremmødte. Men dette virkede heldigvis ikke rigtig til at påvirke bandet. Noget, der dog virkede til at påvirke bandets forsanger, var alkohol.
Jeg skal ikke kunne sige, om det var nerver over optagelsen eller blot, at han havde lidt en dårlig aften, men Martin Steene ramte desværre ikke sit midterregister særlig rent. Det var på ikke dårligt, men det var heller ikke så godt, som man kunne have håbet. Dog var de helt høje toner virkelig solide. Her var der ingen finger at sætte.
Denne aften spillede Iron Fire en masse af deres gamle materiale, og dét kunne man til tider godt mærke. Sangene føltes til tider som om, de ikke var helt gennemøvet. Der var steder, hvor bandet spillede lidt utight; der var lidt usikkerhed om, hvornår sangeren skulle komme ind osv.
Lyden var heller ikke rigtig noget at råbe hurra for. Generelt var rytmeguitaren lidt svær at høre, og bækkenerne var skruet for højt op og var nogle gange lidt skurrende i ørene.
Det her var en koncert, jeg desværre ikke kan give en særlig høj karakter. Det ærgrer mig, for det her kunne have været en super fed afslutning på aftenen. Det blev desværre bare lidt mere en fad omgang.
Nyd galleriet fra vores fotograf på stedet, Tommy Skøtt, her:
