Anmeldelse af: Bleed From Within. Lille VEGA, Kbh. 05. december 2022.
Det lå ikke i kortene til at starte med, at det her ligefrem blev en fantastik koncert, men sådan endte det faktisk på sin egen uskønne facon
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Det startede ellers relativt forvirrende, hvor man først fik at vide, at man skulle dukke op lidt tidligere end forventet, hvis man ville have alle optrædende med (tre styks).
Senere forlød det så, at alt var rykket igen, da svenske Humanity’s Last Breath (anden planlagte opvarmning) måtte melde afbud grundet intern sygdom; men det var åbenbart ikke mere alvorligt, end at de var sikre på at kunne optræde dagen efter i Tyskland.
Det betød så, at koncerten var reduceret til svenske Allt og hovednavnet Bleed From Within fra Skotland.
Heldigvis var vi selvfølgelig på pletten i god tid, så vi fik:
Allt
Det her er et bandnavn, man hurtigt kan lave mange jokes på, og efterhånden er alle de seje navne også optaget, så man enten må opfinde nye ord eller bare tage, hvad der er lige for.
Opskriften var da også i den brede afdeling, da disse svenskere kunne servere progressiv metalcore med en god portion djent i sig. Heldigvis – for min smag – var der sparet på den rene vokal.
Heldigvis formåede bandet at blande ingredienserne godt, så en ledende melodi fra guitaren ikke druknede i den bastunge djent eller de buldrende trommer, som man ellers godt kunne have frygtet.
Publikum havde tydeligvis en fest, og der var faktisk imponerende fremmøde til det første band – trods den mindre kommunikationsforvirring for fremmødet – og der blev endda eksekveret en lille wall of death. Ret godt klaret af bandets første show i DK.
Desværre var den ene guitar fraværende det meste af tiden, hvor der formentlig både sprang en streng, og der var lydproblemer, men når undertegnede dårligt bemærkede det, siger det noget om deres høje niveau.
Bleed From Within
Skotske Bleed From Within har jeg lyttet en del til, hvor jeg har været vild med deres blanding af metalcore, melodød, grove og en del subgenrer mere.
“Problemet” i min optik er, at når man blander alt for meget, så kan man ende med at ramme ingen mennesker, fordi det kan virke som en stilforvirring, så man ikke rigtig får den bredere appel (i metal-regi), som der måske er fortjent. Jeg kalder det personligt Darkest Hour-syndromet, hvor de også har blandet meget sammen, men aldrig rigtig i min bog fået den anderkendelse, som de fortjener.
Og så metalcore nok ikke den største eksportvare fra Storbritannien, hvor man ditto kan se på Bury Tomorrow, der også har søsat en masse for at komme over stepperne, men hvor det aldrig helt har resulteret i den store eksponering.
Desuden fortalte Bleed From Within da også fra scenen, at sidst, de var i DK (2014), optrådte de mere eller mindre bare for barpersonalet (på samme tour var de ligeledes forbi Lille VEGA).
Derfor var det noget af en kontrast at se, at der var noget nær proppet, da Bleed From Within gik på scenen, og jeg kan bare sige ganske kort: Sikken intensitet, spilleglæde, engagement, indlevelse og knaldhamrende god lyd (på et tidspunkt var der et break i en sang, hvor alle instrumenter stoppede med at spille, og publikum åbenbart kollektivt åndede ud, for du kunne høre en knappenål falde til jorden i dét sekund.).
Jeg blev sendt durk retur til de teenage-dage, da metalcore var det FED-E-STE i verden, hvor jeg også var på VEGA og så mine helte i samme genre og ikke var gammel nok til at købe øl og kun lige havde råd til togbilletten frem og tilbage.
I dag var jeg i bil og var skam gammel nok til at købe øl, men, for satan, hvor savnede jeg dog, at min krop var 17 år gammel igen til at give sig hen i den moshpit og buldrende publikumvildskab, som man nogle gange kan savne til visse koncerter.
Det blev oplevet lidt på afstand for kroppens skyld, men så kunne jeg også observere, hvordan publikum og band gik i ét; vi var Bleed From Publikum denne aften.
Og flere medlemmer i bandet var åbenbart også syge(!) Jeg tør dårligt forestille mig, hvor meget mere energi, de så ville kunne give af sig, og om vokalstykkerne fra forsangerens brøl og guitaristens cleanstykker kunne have være endnu bedre, hvis de havde været helt raske – det er svært at forestille sig.
Normalt reserverer jeg topkarakteren til de perfekte koncerter eller dem, som der efterlader uudslettelige indtryk hos mig. Det her er måske ikke min bedste koncertoplevelse, og der var jo sine fejl hist og her, men når et band gør sådan en god figur af sig, så kan jeg sagtens se gennem fingre med det.
De var perfekte på deres egen uperfekte facon, og jeg kan ikke vente med at opleve dem live igen – og så måske endda helt raske.
Du får lige et par billeder mere fra Anders Groos Mikkelsen, der forevigede aftenen i billeder:
