En punkers værste mareridt

Under Metal A Days seneste fødselsdagsfest, blev jeg gjort opmærksom på, at filmen “Green Room”, som allerede havde truffet min radar, faktisk var et kig værd og “måske godt kunne blive anmeldt!” som det hed sig.

Normalt, når vi anmelder film, har de et dokumentaristisk snit over sig, men grænserne skal da gerne rykkes, og der skal prøves noget nyt, så derfor denne anmeldelse af en fiktionsfilm.

For godt nok kunne man under de første cirka 20 minutter af “Green Room” forledes til at tro, at man rent faktisk er vidne til en turné-film om et amerikansk punkband på deres igangværende DIY-tour.

Her er vi komplet med den kortvarige lykke over en – KOLD ligefrem – øl, smadder på LP-afspilleren, et lokalt interview og den hyggelige snak om, hvad der er ens favoritband. Videre til at spille på en mellemting mellem en beværtning og en café og blive underbetalt.

Og det er netop hér, at filmens præmis så langsomt tager fat. For en lokal booker forbarmer sig over bandet og sender dem ud på Lars T’s roemark, hvor der angiveligt skulle være lidt penge at hente for at optræde – for nogle højreekstremistiske eksistenser. Hvortil bandet vælger at indlede deres set med Dead Kennedys famøse “Nazi Punks Fuck Off”.

Og det er så også filmens uigenkaldeligt sidste decideret komiske indslag, for herfra tager gysergenren sit ubønhørlige voldsgreb om filmen på den gode måde.

Et af medlemmerne fra bandet kommer ved et uheld til at vidne et mord i backstagelokalet, hvorved hele bandet bliver stuvet ind i rummet, så de kan få “afklaret”, hvad der skal ske herfra, så ingen sladrer eller får nys om hændelsen udefra. Vil de slippe godt fra deres uheldige vidnesbyrd?

Herfra mener jeg, at det er relevant at dele bedømmelsen af filmen op i fordele og ulemper:

Plussiden: Jeg mener det bogstaveligt med “ubønhørlige voldsgreb” på den gode måde, hvis man selvfølgelig har hang til gysere. For her bliver ikke lagt fingre imellem, og når der gør, kan du være sikker på, at de bliver hakket af med en sløv machete, så du kan se de overhuggede knoglerester krampagtigt holde fast i deres nervetråde i den moste masse af kød og pumpende blod i en lind strøm.

Og filmen “serverer” den slags uden de store armbevægelser med overgearet lydside, der tvinger en forskrækkelse ud af dig. Når du væmmes; så væmmes du i dit inderste og mærker kvalmen.

Skuespilpræstationerne er også fænomenale med lige dele inderlig fortvivlelse og kynisk underspillethed. Især i sidste kategori skal Sir Patrick Stewart fremhæves. Hvis du ser ham som den hyggelige onkel morfar-type fra “Star Trek”- og “X-Men”-universerne, så har du herfra – uden at afsløre for meget – mest af alt lyst til at give ham et gedigent los mellem stængerne efter at have set ham i “Green Room”.

Minussiden: Måske havde jeg håber på at få udforsket desperationen lidt mere fra hovedkaraktererne, for de sidste cirka 25 minutter taber filmen mig lidt. Jeg skal forsøge ikke at afsløre for meget, men ofte vil man gerne se det gode vinde, og det tager i min optik lidt for meget overhånd til sidst.

Jeg er med på, at man kæmper for overlevelse til det sidste, men når vores hovedpersoner mod slutningen bliver til en krydsning mellem MacGyvers snarrådighed og Indiana Jones’ snilde, så taber “Green Room” mig lidt på den – i mangel af bedre – aura af autenticitet, der ellers var bygget op.

Som en af hovedpersonerne så fint påpeger på et tidspunkt: “Burde vi ikke være gået fuldstændig i panik nu?”

JO! Mange af os andre lå forlængst henne i hjørnet og skiftede med at sutte tommelfingeren væk og hyle efter nære familierelationer!

INGENLUNDE bliver konklusionen, at denne film er rædsom. Her er skruet godt op på splatter, uden der går blod-onani i den, og afhængig af præferencer, er du med stor sandsynlighed også underholdt fra start til slut.

Filmen kører ikke længere i biograferne, så du skal nok kigge udbuddet af din foretrukne streamingtjeneste igennem.