Fokuserede svenskere

Anmeldelse af: Katatonia, m.f., VoxHall, 10. november 2017

Svenske Katatonia lagde deres vej forbi Voxhall, hvor de serverede depressioner på den bedste og mest melankolske vis.

Foto: Jason Champney

Det var en kold og mørk november aften, nærmere betegnet den tiende november. Det var en spændende og indadvendt kombination af bands, som denne aften skulle spille op til nakkedans på det fine aarhusianske spillested kendt som Voxhall.
Tidligere på året havde det været et stort spørgsmål om, hvem der mon skulle lande den fornøjelse og ære, der ligger i at varme op for de triste svenskere. Jobbet landede ikke bare hos et men faktisk hos hele to bands: de københavnske dødsmetal-darlings fra Sunless Dawn og de aarhusianske Black Gaze-barylere, som Møl består af.
Et umiddelbart sjovt, og alligevel glimrende valg af opvarmning.

Sunless Dawn
Første band på scenen var det progressive dødsmetal-band Sunless Dawn, et band, som jeg personligt har fulgt med spænding, siden jeg oplevede deres imponerende koncert til Mono Goes Metal tidligere på året.
Dengang husker jeg dem som et band med ret stærke inspirationer fra det svenske dødsmetalband Opeth, uden at de reelt set virkede som en klassisk klon.
Disse inspirationer var bestemt stadig tilstede, men var nærmest udelukket til deres ældre materiale, hvor de nye sange, der blev spillet, virkede en kende mere moderne og endnu mere teknisk udfordrende, end det gamle materiale virkede til at være.

Der herskede ingen tvivl, om at Sunless Dawn er et band bestående af ufatteligt dygtige musikere, der virkelig havde noget på hjerte.
Der blev fyret vilde og varierende riffs af, imens der blev skreget og brølet løs fra frontmanden Henrik Munch. Der var ligeledes plads til noget lækker og alternativt bas med blandt andet glimrende tapping-stykker. Idet hele taget er Sunless Dawns musik mildest talt imponerende.

Desværre formåede lyden aldrig rigtigt at være i sit es under koncerten, hvor instrumenterne ind imellem godt kunne drukne hinanden en anelse. Guitarerne var ikke altid lige nok fremme til, at man kunne få en ordentligt fornemmelse af riffenes og melodierne fulde potentiale. Ligeledes burde stortrommen have fået et nøk opad, da dette ville have komplementeret musikken.
Det hele var velspillet, og man kunne godt have brugt, at de til tider maskinelle dobbeltpedal-stykker trådte mere i kraft.

Bandets performance var til den indadvendte og alligevel aggressive side. Der var kamp om at komme udover scenen, og denne kamp lykkedes også for Sunless Dawn, selvom der godt kunne have været lidt mere smæk og bevægelse rundt på selve scenen i min bog.
Sunless Dawn er dog bestemt et band, som vi bør holde øje med!

møl
Efter en kort, og jeg må understrege kort, pause, thi der nok ikke gik mere end et kvarter, trådte det episke black gaze-band møl på scenen. Møl er et band, som har udviklet sig meget, siden jeg første gang oplevede dem, hvor de åbnede til Velociters releaseparty på Gyngen tilbage i 2015.
Den største ændring, der er sket, må tilskrives deres skift af forsanger. Fra den tidligere meget indadvendte sanger og frontmand til den nye episke og energiske sanger og tour de force, som er Kim Song Sternkopf, der også gør sig som kraftbombe i det dejlige hardcore smadderband Roselyn.
Tilføjelsen af Kim har i højeste grad løftet min interesse for bandet og hjælper mig ligeledes bedre ind i deres musikalske univers. Det er blevet en kende mere brutalt, og bandet har fået sig en bedre og lidt mere udadvendt optræden.

Det blev i hvert fald en storslået oplevelse at se dem på Voxhall. Lyden under møl var blevet lidt bedre, eller var den nu også det?
For der er jo også netop forskel på, hvor meget detaljer der er acceptabelt at miste i den mere atmosfæriske og indadvendte black metal, end der er i progressiv dødsmetal.
Umiddelbart komplementerede lyden i hvert fald møl bedre, end den havde gjort Sunless Dawn. Der kunne godt have været lidt mere bas i møls lydbillede denne aften, men ellers gik langt det meste igennem så klart, som man kunne ønske. De shoegaze-melodier, som guitaristen Nicolai leverede, gik i hvert fald rent igennem.

Jeg må dog blankt indrømme at møls stil ikke rigtigt rammer plet hos mig. På trods af dette kan jeg dog godt se, hvor de vil hen, og det de gør, gør de i den grad også godt! Det emmer af kvalitet, og deres liveoptræden er blevet så god, at jeg altid glæder mig til at opleve dem, endda på trods af at musikken ikke tænder for vildt hos mig. Møl leverede med masser af stroboskop en glimrende koncert, der viste at bandet i sandhed tager sig selv og deres genre seriøst.

Katatonia
At få lov til at opleve Katatonia live har været lidt af en drøm for mig igennem længere tid.
De fangede mig lige fra første gang jeg hørte den formidable plade Viva Emptiness, og dette har også været mit favorit album med dem siden. Bandet har dog i min bog ikke udgivet et dårligt album, der er altid noget at hente hos Katatonia.
Da de så blev annonceret til at skulle spille på Aarhus’ nok lækreste spillested, blev jeg personligt super glad. Oven i hatten havde jeg den enorme fornøjelse af også at få lov til at opleve bandets fremragende optræden på dette års Wacken Open Air. Katatonia to gange på et år? Ja for satan!

Sætlisten var på Voxhall meget lig med den, som bandet havde spillet tidligere på Wacken, dog med nogle forfriskende ændringer tilsat i form af f.eks. ”Sirac” og ”Buildings”. Der blev til min store fornøjelse leveret en del sange fra favoritalbummet, desværre ikke nogle andre, end dem Wacken-publikummet fik leveret, men at klage over dette ville være kategoriseret som værende et luksusproblem.

Desværre led Katatonia i hvert fald på de forreste rækker af et problem, som åbenlyst skyldtes deres eller lækre in-ear monitor system. Et sådan system kan nemlig betyde, at bands ikke får deres lyd ud igennem monitors, og dette kan i høj grad være et problem, for de som står forrest. Ofte lever forreste række på de ”mindre” spillesteder netop på lyden fra monitors, da der ikke altid er højtalere, som står ordentligt i forhold til denne del af publikum.
Til Katatonias koncert på Voxhall betød dette, at guitarerne virkede en anelse for fjerne igennem store dele af sætlisten, for de af os der stod oppe foran. Derfor er her en opfordring til at få nogle flere højtalere således, at de på første række, som godt vil være tæt på bandet, også kan få lyd, eller simpelthen stadig bruge de monitors, der er på scenen.

Katatonias optræden var glimrende uden at være for energisk i forhold til den tematik, som bandet jo netop bevæger sig indenfor med de depressive udtryk. Særligt gjorde sanger Jonas Renkse det suverænt, hvor hans vokal nærmest igennem hele koncerten sad lige i skabet.
Han besidder en helt særlig og unik vokal, som virker som et yderst bærende element i Katatonias musik. Ligeledes blev der leveret lækre riffs især i numre som ”Ghost Of The Sun”, ”Forsaker” og det mildest talt ”Tool”-inspirerede nummer ”Dead Letters ”.

Katatonia spillede en super fed koncert på Voxhall, der kun blev dæmpet af den desværre lidt tynde lys på guitarfronten.
Publikum fik serveret en god bunke melodiske og melankolske toner fra det vidunderlige svenske doom metalband.