Anmeldelse af Arch Enemy + support, d. 13.11.25 i Poolen

En af de større internationale tourpakker rammer Refshaleøen.

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Fra Amager Bio dagen før med Nothing More tager jeg videre. Jeg har ikke besøgt dette spillested tidligere, så det bliver interessant at strege det af listen. Diverse udfordringer på vejen gør, at jeg desværre misser Gatecreeper ud over halvanden sang. Hvad jeg hører lyder dog som en solid gang larm jeg sikkert gerne vil tjekke ud igen. Poolen har fine forhold til garderobe- og barmuligheder. At en af dørene ud til rygeområdet + ekstra toiletter skal være åben i midten af november har dog den effekt at det bliver direkte koldt at stå for tæt på selv om man er inde i salen. Dette må jeg leve lidt med til næste band.

Amorphis

Finnerne er den slags band jeg altid har kendt til, men aldrig dyrket på nogen måde. De har eksisteret siden 1990 og deres helt særlige brand af progressive metal/melodic death metal/folk metal har gjort dem verdensberømte. Da de spillede i Amager Bio i 2022 med Nailed To Obscurity, Dark Tranquillity og Eluveitie, var det som sådan ikke dårligt. Jeg var bare ikke solgt. Nu får Esa Holopainen (leadguitar), Tomi Koivusaari (rytmeguitar, backing vokal), Jan Rechberger (trommer), Olli-Pekka Laine (bas, backing vokal), Santeri Kallio (keyboard) og Tomi Jountsen (vokal) en chance til.

“Bones” fra den nye Borderland (2025) åbner ballet og den symfoniske tilgang til musikken fanger mig med det samme langt mere end i 2022. Tomi synger flot og med en skær af mystik i sin stemme. Han growler også ganske fint uden at det bliver for ekstremt til numrene. Laine lægger et fast rytmisk fundament, imens han også giver en hånd med sin brølende stemme. Det skal også bemærkes at lyden er rigtig god i aften.

Der er ikke meget plads på scenen til Amorphis, men de får det bedste ud af det og bevæger sig omkring som det nu er muligt. Guitararbejdet er glidende og smukt og man mærker både melankoliens magi samt en episk aggression. Deres eksperimenterende vibe sættes i fokus af Kallio på keyboard, der sørger for at supplere med drømmende scenarier på “Silver Bride” fra Skyforger (2009) og “Wrong Direction” fra Queen of Time (2018). Jeg har ikke nogen erfaring med gruppens bagkatalog og hvad der er bedre eller bedst. Hvad jeg oplever som tilfældig lytter er, at alle numrene har en særdeles høj kvalitet og er catchy på hver sin måde.

Sangene emmer af pomp og pragt med “The Moon” fra Halo (2022), “Death of A King” fra Under the Red Cloud (2015) og “Black Winter Day” fra Tales From A Thousand Lakes (1994). Alle medlemmer mestrer hvert sit instrument og det er imponerende hvor mange betagende melodier der inkorporeres så storslået hos finnerne. Alle disse ting gør dog ikke det helt store indtryk på salen. Jo, der er helt bestemt fans til stede, der synger med og som holder af materialet. Men i det store hele er det et publikum der modtager setlisten med stillestående miner og pligtskyldigt klappen.

Jeg selv bliver mere og mere overbevist undervejs og fatter endelig de af mine venner og veninder, der er helt opslugte af Amorphis. “House of Sleep” fra Eclipse (2006) der modtages aller bedst og den afsluttende “The Bee” efterlader mig en stor respekt for de 6 musikere der formede et smukt lydbillede bestående af mange sanseindtryk der fortjente langt mere applaus end lidt spredt klappen i takt af gæsterne. Men de er også en særlig størrelse, der sikkert ikke er for alle. Jeg selv var jo en sådan for et par år siden. Med tiden kan man åbne sig for nye rejser og jeg er glad for at jeg nu i en alder af 34 er erklæret Amorphis-fan!

Eluveitie

Min femte koncert med det schweiziske folk metal ensemble og mit andet show med dem i år. I januar stod det 8 personers store band nemlig i Amager Bio sammen med Ad Infinitum og dengang var det noget nær perfekt. Nu var det i andre rammer, at de skulle tage os ud på jagt. De er helt klart mit personlige hovednavn og jeg har fundet mig et godt sted i midten hvor kulden ikke er så slem.

Et kæmpe banner der viser en sløret grøn skov der sætter stemningen inden at Chris Glanzmann (vokal), Key Brem (bas), Rafael Salzman (leadguitar), Jonas Wolf (rytmeguitar), Alain Ackerman (trommer), Fabienne Erni (vokal, keltisk harpe), Lea-Sophie Fischer (violin, hurdy-gurdy) og Nils Fischer (sækkepibe, fløjter) åbner med “Ategnatos” og “Deathwalker” fra en af deres bedste plader Ategnatos (2019) samt “The Prodigal Ones” fra Ànv (2025).

En hårdtslående trio der rummer alle de elementer som Eluveitie er kendt for. Deres melo-death rammer som en knytnæve direkte fra oldtiden med soloer, trommer og riffs der ligefrem kommanderer til moshpit og headbanging, imens folk-delen sørger for at alle ånderne fra glemte slag kommer til live i “Exile of the Gods” + en af mine store favoritter. Den sørgelige “A Rose For Epona” fra Helvetios (2012) om gallernes dødsdømte kamp imod romerne. Her brillerer særligt Erni.

Til en koncert er publikum ofte en lige så stor del som de musikere, der optræder. Som gæst kan man på mange måder være med til at løfte oplevelsen for sig selv og andre. Man kan også vælge den anden vej. En sådan person afbryder desværre min koncentration ved at antaste mig og særligt min kæreste. Dette resulterer i at jeg må bruge unødvendig meget tid på at holde øje med dette individ, indtil jeg ser mig nødsaget til at konfrontere ham. Han forsvinder senere for at genere alle andre, og resten af aftenen er vi flere der skal undgå dette stive og ubehagelige menneske. Jeg inkluderer udelukkende dette, da det var til så for frustration, at det flere gange ødelagde Eluveitie for mig.

Udover dette er stemningen mere løssluppen og der moshes flere gange, samt hoppes. Hvis der er noget folk-metallerne kan, så er det at skabe en fest. Til “Premonition” og “Ambiramus” mærker man ilden fra de sagn der danser foran os. Det er legenderne om fejringer, liv, ofringer, blod, tårer og hyldester der findes i de erindringer der sammensættes til en større helhed i Poolen. “The Call of the Mountains” fra Origins (2014) sætter fut i gulvet og jeg må passe på ikke at anstrenge min stemme for meget, da jeg skal bruge den i morgen på DTU. Jeg overgiver mig alligevel lidt og smider min Dødsgangen 2025 t-shirt. “King” kræver mere sved af publikum og naturligvis er “Inis Mona” fra gennembrudsalbummet Slania (2008) et kæmpe hit og publikum bevæger sig endnu mere. Når det så er sagt så har jeg alligevel set vildere reaktioner til andre shows med de keltiske folk-metal-entusiaster.

Et band som Eluveitie behøver uden tvivl mere plads og deres materiale fortjener ligeledes en større produktion end det var muligt her. Heldigvis har de et bagkatalog, der siger spar to og en evne til at komme ud over scenekanten som få. Når alle instrumenter fra fortiden og nutiden mødes i en sans for sangskrivning, der er af så høj kvalitet, så kan det aldrig falde helt igennem. De varmede fansene godt op og fik gjort klar til headlineren.

Arch Enemy

Jeg har nok set svenskerne 7-8 gange som årene er gået. Sidst jeg havde fornøjelsen var på Jailbreak i 2023 hvor Arch Enemy var i solid form. Ville de holde den gode stil? Anno 2025 har Jeff Loomis (guitar) forladt gruppen. Han fik heller aldrig lov til at bidrage med sangskrivningen på nogen udgivelser, så det giver mening at en så dygtig mand eventuelt ville gå andre veje. Så kan man mene om gendannelsen af Nevermore uden Warrel Dane (1961-2017) hvad man vil.

Ergo er det bandboss Michael Amott (leadguitar), Daniel Erlandsson (trommer), Sharlee D’Angelo (bas), Alissa White-Gluz (vokal) og Joey Conception (guitar, backing vokal) der udgør det band vi skal se. “Bark at the Moon” med Ozzy er en hyggelig hyldest, inden at det hele går ned til European Blood Dynasty 2025 Tour. Der hænger et kæmpe banner og dækker for scenen med ordene “PURE FUCKING METAL”. Der er lagt op til noget større. Trommerne begynder faretruende og i hvidt blinkende lys, fremstår medlemmerne som silhuetter inden tæppet faldet og en kæmpe produktion viser sig for os.

No wonder at der ikke var plads til de andre bands for mængden af kraner med lys, højtalere og røgmaskiner fylder som bare pokker inklusiv det enorme backdrop. Nede bagfra til højre hvor jeg står er mikset rent ud sagt skide godt og jeg får hele showet med. Sjældent har Arch Enemy føltes så meget som et arenaband med en så massiv lyd og top udstyr. “Deceiver Deceiver” fra Deceivers (2022) har aldrig været en favorit hos mig, ej heller har jeg været til de 3 seneste skiver. Jeg må samtidig tilkendegive at de nyere sange lyder meget bedre live. “Ravenous” fra klassikeren Wages of Sin (2001) er et skønt callback, men der skal ikke komme mange af dem i aften.

Der er overhængende fokus på de udgivelser Alissa har været med på. Således kører vi videre med “Dream Stealer” og “Blood Dynasty” fra Blood Dynasty (2025). Heldigvis har de en frontkvinde der forstår at sælge varen. Sangerinden hopper rundt, headbanger og gør sit bedste for at levere en så energisk optræden som muligt for sine fans. Hendes vokal svigter ej heller på noget tidspunkt. Soloeren er i samme stil som de altid har været, hvilket vil sige som en rutsjebane på godt og ondt. Der eksperimenteres ikke meget fra Amotts side og det har været en af de store svagheder hos Arch Enemy. En del af disse forseelser reddes dog af den imponerende lyd og at vi har at gøre med så talentfulde musikere. Selv når numrene ikke altid lever op til samme standard.

“War Eternal” fra War Eternal (2014) er tung som bare satan og altid en fornøjelse. “My Apocalypse” fra Doomsday Machine (2005) er ildevarslende og grum i sin mørke profeti imens, grønne, blå og røde lyskegler oplyser salen og scenen. Der klappes helt nede bagved og hornene er i vejret. Et pentagram i midten lyser i skiftende farver og er endnu en detalje i det giga-show vi forkæles med.

“Illuminate the Path” er en af de numre, hvor brugen af ren vokal fungerer bedst og kunne godt gå hen og blive en lille favorit hos undertegnede. “Liars & Thieves” har ikke samme effekt, men så er det heldigt at “The Eagle Flies Alone” fra Will To Power (2017) løfter stemningen over i ren fodboldkor Det er da også det eneste gode nummer fra den plade. Jeg befinder mig i skønt selskab med min gamle Wacken ven, min kæreste og nye kammerat. Så selv om “First Day In Hell” og “Sunset Over the Empire” ikke er mesterværker, så hygger jeg mig fortræffeligt. “No Gods No Masters” fra Khaos Legions (2011) opfordrer til anarki og modstandskampe, og det mærker man i salen, som der hoppes.

Noget af det mest imponerende ved netop dette Arch Enemy-show er at jeg ganske vist savner flere numre fra Anthems of Rebellion (2003) og Rise of the Tyrant (2007) + det løse, men selv med hvad der bliver spillet i stedet så er jeg som sådan ikke helt utilfreds. Det er pakket ind i et så kolossal velfungerende arrangement, at jeg ikke kan være særligt negativ.

Jeg er i en periode i mit liv, hvor usikkerhed og stress har sneget sig ind og derfor er det netop så meget vigtigere at kunne føle sig tryg og kunne slappe af. At mit safe space er i en melodic death metal-vortex er jo blot en af universets små løjerlige udfald.

“Nemesis” er den evige bastante lukker hvor teksten råbes tilbage til bandet imens store bolde kastes ud over os som et sidste stunt, og det hele virker. Som jeg bevæger mig udenfor med “Fields of Desolation” outroen i ørerne så må jeg konstatere at Arch Enemy efter så mange års bekendtskab stadig væltede mig lidt bagover. Det slet ikke sikkert at det lykkes igen på samme maner med samme valg af materiale, men i Poolen var der smæk og guitar galore for alle pengene. At det skulle blive af denne kaliber, så jeg så alligevel ikke komme.

Se galleriet af Joachim Vilholm Vilstrup herunder