Herlig ensformighed

Anmeldelse af: Carnifex, m.fl., Pumpehuset, København, 14. marts 2018

Der var ikke en store alsidighed at spore under denne aftens koncert – men i Satans uhellige navn, hvor fungerede det godt!

Det er næsten den største kliché at bruge fra udenforstående, der beskuer metal-musikken: Jeg aner ikke, hvad de synger om, og hold da kæft, hvor lyder alle “sangene” ens.
Det var præcis, hvad jeg oplevede til koncerten med Carnifex og kompagni på Pumpehusets lille scene onsdag aften, og ovenstående udmeldinger understreger måske netop, hvad der spiller popfårene fra djævlebukkene.

Jeg er ikke ude i at ville begrunde, at metalmusik per definition er “bedre” musik (hvad det end betyder) end andre musikgenrer. Det er skam en smagssag.
Min pointe er her, at hvis du var metalfan og var med igår til koncerten, så var det her et prima eksempel på manisk vildskab, der blev kanaliseret ud via frådende fraseringer og grassate guitarrifs, som en metalfan elsker det. Hvis du ikke kan lide metal, så fik du bare dine “fordomme” bekræftet.

Lad os lige tage et nærmere kig på aftenens optrædende orkestre i kronologisk rækkefølge, hvor første navn, Disentomb, ikke får ord med på vejen, da denne anmelder og medbragte fotograf ikke kendte deres besøgstid i københavnske spillested.

Aversions Crown
Australierne her var nok det mest ukendte navn for mig denne aften, og deres deathcore-tag på metalgenren lå da også et stykke fra deres landsmænd In Hearts Wake, der betrådte den store scene i Pumpehuset få dage tidligere.

Bandet rammer tidens tendens med deathcore-genren ved at inkorporere stemningsfyldte samples i deres tunge akkorder, hvor der fra tid til anden er en afstikker i nogle atmosfæriske riffs i de lysere lege.

Jeg vil næppe påstå, at Aversions Crown er melodiske, men specielt omkring de sidste numre underderes koncert fornemmede jeg nogle – i mangel af bedre ord – medrivende passager, hvor der var plads til både at headbange og lade sig rive med.

Og “rive med” er da her en underdrevet beskrivelse, for da jeg så moshpittens vildskab og den forreste rækkes evne til at headbange, får jeg da nervøs trang til at ringe til de nærmeste kommunehospitaler for at høre, hvor mange brækkede knogle og eroderede nakkehvirvler, der er ankommet de sidste 24 timer.

En stor hyldest skal også lyde til Pumpehusets lydmand denne aften, der formåede at skabe et knivskarpt lydbillede, så alt fra den diskante guitar til de brummende breakdowns ramte i kroppen, hvor de skulle, uden at smuldre til mudder.

Oceano
Selvom jeg var begejstret for de her Chicago-drenge, da jeg så dem sidst, så havde jeg stadig et par kritikpunkter og gættede da slet ikke, at bandet kunne udvikle deres sceneattitude og levering, som resultatet denne aften blev.

Det er – specielt – denne aften svært at tale om, hvilket band, der er tungest (det er cirka lige så led at svare på, hvor bred en snæver vending egentlig er), men når det medlem, der længst tid har været i bandet, forsangeren Adam Warren, først åbner gabet og brøler, så er der altså børn i Roskilde, der får mareridt af lyden.
En indpisker af Satans nåde, skal man langt nede i helvede for at finde et lignende tilfælde af.

Musikken er af den slags, hvor man tænker: Manglede der ikke lige et breakdown i det breakdown? Men folket elskede det! Når der skulle hoppes, tror jeg selv, min afdøde mor kunne mærke vibrationerne; når folk headbangede, kunne man mærke centrifugalkraften længe efter.

Det, jeg prøver at sige, er, at Oceano er tung deathcore, og bandet virkede oprigtigt glade for at spille i Danmark igen.

Carnifex
Kunne det blive tungere, lige en tand skarpere i lyden og mere intenst, spurgte du? Jo, så skulle man da bare se, da Carnifex gik på, hvor mit eneste kritikpunk af deres herlige larm er, at vibrationerne fra sangene næsten fik min øl til at skvulpe over.

Man skulle tro, publikum havde opbrugt alle deres reserver af energi, men de havde åbenbart en ekstra tank til at fræse igennem med.

Nå ja, Carnifex er også deathcore, og hvis du som ikke-metal-entusiast havde overlevet indtil nu, var du formentlig gået hovedrystende herfra, men mange af os andre kunne genkende nuancerne i sangene; de forreste rækker kunne råbe, skrige, brøle med, og musikerne havde et favntag i publikum som sataniske disciple.

Konklusionen er derfor: Det lyd ens, man kunne dårligt høre, hvad der blev sunget op, og det var den bedste metalfest, jeg længe har oplevet på en onsdag.

Hvis du betvivler vores reporters opfattelse af koncerten, så tjek koncertbilleder fra aftenen fra Mathilde Maria Rønshof ud her: