Alice Cooper

Ikke så levende palette

-

Anmeldelse af: Living Colour. Helvití, Copenhell. 22. juni 2019.

Det er en ære at få lov at spille på den største scene på Copenhell – men skal den bruges på en live-jam?

 

Foto: Guillaume Blanjean

De blev beskrevet som nogle af pionererne, der blandede funk med rock og metal på samme måde, som man kender det fra Rage Against the Machine, (HED) p.e. eller Stuck Mojo, men udtrykket var en noget skizofrent jam-session.

Det var ikke rigtig rock, det var ikke særligt funket, det faldt bare lidt til jorden som at sætte sig genremæssigt mellem to stole uden aldrig rigtig at finde et solidt fodfæste.

Det gik aldrig op i en højere enhed, og bandet faldt endda ved siden af hinanden og måtte starte forfra for at ramme hinanden, så det virkede til, at alderen var ved at tynge sig hos dem, og at de ikke havde haft tanke på at forny sig – eller for den sags skyld holde evnerne ved lige end bare at glimre lidt på instrumenterne.

Den koncert bliver hurtigt glemt i Copenhell-regi, så lad os slutte med at citere Dirch Passer: “Nåh… HURtigt videre!”

 

Guillaume tog billeder og faldt ikke i søvn: 

Fotograf: Guillaume Blj.

Fotograf: Guillaume Blj.

Fotograf: Guillaume Blj.

Fotograf: Guillaume Blj.

Fotograf: Guillaume Blj.

Fotograf: Guillaume Blj.

Fotograf: Guillaume Blj.

Fotograf: Guillaume Blj.

Fotograf: Guillaume Blj.

Fotograf: Guillaume Blj.

Fotograf: Guillaume Blj.

 

 

REVIEW OVERVIEW

Living Colour

Share this article

Recent posts

Popular categories