Anmeldelse af: Hearteater – A House in Rapture. 17. maj 2019. Prime Collective.
I mange år, har Danmark været lidt oversæt når det gjaldt metal- og rock-musikken.
Men Ikke længere!
De sidste par år har set en stor genoplivning og international interesse omkring den danske metalscene. Årsagen til dette er efter min mening kommet af de nyskabte genre af metal, som flere bands udnytter til fulde.
Disse genre er selvfølgelig miks af forskellige genrer, der ellers ikke burde fungere sammen, men som skaber imponerende god musik. Med stilarter som Blackgaze, melodisk dødsmetal og post-hardcore. Sidstnævnte er stilen, som København-baseret HEARTEATER har taget til sig og perfektioneret.
Albumet lægger hårdt fra start og gør det svært at sidde stille. Frontmand, Emil formår med growl, høje råb og stille skønsang sammen med smukke guitar rifs at fange ens musikalske sanser fra starten.
Man når i løbet af de forskellige numre både at havde lyst til moshpits, men også bare sidde stille med lukkede øjne og nyde de næsten tranceagtige lyde.
Kan man slappe af til metal? Jo tak, det kan man, prøv det! Et nummer som “We Burn the Same” giver et tydeligt tegn på, at bandet har fundet deres LYD. Lidt inspireret af In Flames måske? Men bestemt ikke dårligt. Nummeret, der er meget melodisk, men smukt stille mellemstykke, slutter af med sang fra en kvinde i 1920’erne på klassisk vinyl.
Det er tydeligt, at flere af numrene er skrevet med følelse og mening. Stemme og tonelejer, der vidner om oplevelse og erfaring. Disse af sangene viser tydeligt, at det er kærlighed, albumet primært handler om.
På flere af sangene, har de lånt vokaler fra flere danske bands. Såsom Dan Christensen fra Sons Of Death Valley og Jesper Gün fra Ghost Iris.
Dette er uden tvivl et stort debutalbum, der er tænkt grundigt over. Jeg tror på og spår dem en mulig og stor karriere, hvis de leverer deres numre lige så godt live, som de gør på albummet.
