Anmeldelse af: King Diamond. KB Hallen, Kbh. 10. august 2019.
Så kom tiden endelig til at turen skulle gå fra Bornholm til Frederiksberg og KB Hallen, hvor kongernes konge skulle stå på scenen.
Foto: Mark Stoumann
Men det blev sgu ikke en tur uden op og nedture, og her snakker jeg ikke kun Molslinjens færger, der virkelig tilbyder en op-ned-side-side-op-ned tur i selv forholdsvis lav bølgehøjde. Dette skal ikke handle om færger, så bare for at slå fast, så er jeg kommet retur til øen.
Min faste koncertmakker, Paw, havde valgt at blive hjemme, da han bestemt ikke er fan af King Diamond, som jeg selv har været, siden Mercyful Fate-tiden. Paw fik derimod lov til at passe knægten, som jeg havde haft medover til en tur i Telia Parken dagen forinden, mens jeg tog afsted med min anden kammerat gennem snart 35 år, som endnu havde til gode at opleve King Diamond indendørs.
Jeg har ikke været i KB Hallen, siden Manowar spillede der i 2002, så der er jo sindssygt lang tid siden, men det var sgu dejligt at se den gamle hal igen, genopbygget selvfølgelig, for den vakte minder til både Manowar, Satyricon, Pantera, Dismember, Bad Religion blandt andre, jeg har set spille derinde, og nu var det Kongens tur, men først skulle vi lige spises af med support i form af Batushka.
Jeg havde det lidt som et barn i børnehave, der ivrigt pakker sin madpakke ud med den viden, at der sgu ligger et stykke med pålægschokolade i, men så får at vide af den voksne: ”Hov hov, du! Du skal lige spise de andre madder først!” Jeg havde den følelse, at jeg sgu gerne ville i gang med chokolademaden først, men den voksne sagde: ”Hov hov du!”
Batushka var jeg spændt på, havde kun hørt lidt på forhånd, ikke meget, men nok til at synes ”Okay, det kan nok blive meget godt”, men dårlig lyd i starten på stort set alt ødelagde en del allerede der. Der blev heldigvis rettet op på lyden undervejs lige med undtagelse af den snerrende blackvokal, som var alt for lav, men til gengæld indhyllet i så meget rumklang, at havde det været madfilm om en chokolademad, så var chokoladen sgu nået at smelte ved selv fem grader, inden man fik pakket den ud.
Når man dertil, så tilsæt den kedeligste fremtoning, jeg nogensinde har set fra et band udover Ghost. Så er der meget langt hjem. Et par fine ”præstedragter”, som hos Ghost, redder sgu ikke et show.
Det gør det bare mere komisk og ligegyldigt, så med andre ord så var Batushka for mig… Røvsygt!
De får dog 1 stjerne for at spille super tight med deres meget simple musik.
Kongetid. Så kom tiden sgu endelig til den gode del af madpakken, selvom det havde været svært at tygge sig igennem første omgang, så var jeg sgu stadig sulten, da Kongen gik på. Rigtig sulten endda. Jeg havde ”snydt” lidt og tjekket sætllisten ud på nettet fra de foregående shows og håbede sin vis på, at de ikke var forkerte, da der figurerede to numre på, som jeg endnu ikke havde hørt live. På den anden side, så håbede jeg også, at de var mangelfulde, for med kun 13 deciderede sange så virkede den utrolig kort. Der var ikke andet at gøre end at vente at se, hvad der blev hevet op af kassen.
Skal vi ikke bare sætte en fed streg under KONGEN til at starte med, for der blev godt nok sat godt gang i en fest med “The Candle”, som afløste introen “St. Lucifer’s Hospita”. Fra starten kunne man mærke spilleglæden fra dem alle, og hvor må det være specielt for King Diamond selv at spille i nærmest sin baghave efter så mange år.
“Voodoo” blev efterfølgende hevet frem og er måske en af mine eneste anker ved denne sætliste, da jeg personligt ikke bryder mig særligt meget om netop dette nummer. Heldigvis kom den tidligt i sættet for mit vedkommende, for så skulle jeg jo få masser af det, jeg gerne ville høre.
Mere bånd og så videre til Abigail-albummet, hvor både “Arrival” og “A Mansion in Darkness” fik stemningsniveauet til at stige yderligere, før der igen skulle gang i båndmaskinen. Derefter kom aftenens højdepunkt for mig selv, da Kongen proklamerede, at det var første gang, de spillede dette nummer på en tour. Dog ikke underforstået med, at de andre stop på touren var blevet snydt. Men tiden var kommet til “Behind These Walls”, og hold nu kæft, hvor var det fedt at høre live, og jeg er ret sikker på, at jeg ikke var den eneste, der havde lige netop den følelse på dette tidspunkt af aftenen.
Hvis ikke der allerede var gang i festen, så kom der for alvor gang i den, da “Halloween” bragede ud af lydanlægget. Her opstod aftenens første og vel eneste moshpit, hvilket kørte en del numre efterfølgende. Det var ikke et kæmpe moshpit, men bestod vel af en 10-15 stykker, som gjorde det et helvede at stå lige op ad.
Vi fik jo også et spritnyt nummer at høre, som virkelig tegner godt for det kommende album, hvis stilen holdes. Hold nu kæft, det var dejligt tungt, det var Konge-vokal, det var fedt, det var Madness, eller rettere “Masquerade of Madness”. Jeg glæder mig virkelig meget til det nye album er færdigt.
Båndmaskinen kan nok kræve overtidsbetaling, for endnu engang blev den sat i gang, da vi nu skulle stifte et glædeligt genhør med skæringer fra “Them” og Conspiracy. “Welcome Home”, “The Invisible Guests” og “Sleepless Nights” vakte stor begejstring hos en godt proppet KB hal. Specielt er jeg meget pjattet med trommerne i “Welcome Home”, og heldigvis var Matt Thompson en maskine bag de trommer.
Et nummer, jeg havde glæde mig ligeså meget til, som “Behind These Walls”, var “The Lake”m og vi er nu ved koncertens 11. reelle nummer. Det var okay, men så heller ikke mere. Vokalen begyndte at svigte lidt, måske derfor alle de båndede ting. Bevares, Kongen er jo en ældre mand efterhånden, og jeg kan selv blive forpustet af bare et stå og se på, og jeg synger hverken falset, eller dybt imens.
Så takkede bandet af første gang, der gik et par minutter, tror jeg, uden at jeg talte, så stod de atter på scenen, og vi fik lige lov til at brænde den stakkels heks med “Burn” fra The Eye. Trætheden i Kongens stemme synes jeg, stadig var til stede, og måske derfor var jeg indstillet på, at de sætlister, jeg havde set på forhånd, nok holdt stik.
Afslutningsvis blev vi sendt hjem med “Black Horsemen”, som blev leveret supersprødt, men jeg må alligevel gå derfra med en ambivalent følelse af at få opfyldt nogle drømme om at høre numre live, som jeg ikke før havde hørt live, men samtidigt gevaldigt skuffet over så kort en sætliste.
Jeg beder ikke om at, der skal spilles flere albums live i streg, men med alt det båndsalat, så ville det klæde Kongen på hjemmebane og nærmest i hans gamle baghave med i hvert fald én håndfuld flere sange. Ja, ja, ja, jeg ved jo godt, at har skrevet, at han er ved at være en ældre herre, men har været så heldig at opleve ham til dobbeltkoncerten for mange år siden, hvor Mercyful Fate spillede support for King Diamond.
Så mon ikke han kunne have forkælet os lidt yderligere.
Nå, men madpakken er blevet fortæret, fordøjet, noget af det kommet ud igen, mens en del forhåbentligt bliver siddende i kroppen et godt stykke tid. 4 stjerner herfra.
Bornholm Over and Out!
Sætliste:
St. Lucifer’s Hospital (intro)
The Candle
Voodoo
Funeral (intro)
Arrival
A Mansion in Darkness
Let It Be Done (intro)
Behind These Walls
Halloween
Masquerade of Madness
Out From The Asylum (Intro)
Welcome Home
The Invisible Guests
Sleepless Nights
The Lake
Ekstra:
Burn
Black Horsemen
Something Weird (outro)
Fotograf Mark Stoumann har stået for billeder fra dagen:
