Anmeldelse af King Diamond, Helvíti, Copenhell
Knoglekim fra Hvidovre havde taget sit teatershow med til Amager. Og det er så en uværdig decimering af den her koncert.
Mercyful Fate, King Diamond, sjældent har et band, og for den sags skyld én kunstner, haft så stor betydning for metalmusikken, men stadig uden at være kendt i de brede kredse hos dem, hvor Metallica liiige er ved at blive for hårdt.
Denne aften fik Kongen den hyldest, han fortjente på Copenhell. King Diamond havde taget alt “det sædvanlige” lir med i form af sataniske tegn, blod og sort lakering alle vegne. “Welcome Home”, “Abigail” og minsandten om der ikke også blev tid til at lidt covernumre fra Mercyful Fate-dagene under hans optræden! “Come to the Sabbath” og “Melissa” fra det gamle Fate-bagkatalog.
Når en så stor kunstner gjalder sin umiskendelige danske røst ud over den mørke plæne, der snart sugede regn til sig, var det med en indre fornemmelse af, at vi altså godt kan være stolte af de musiske mirakler, vores lille nation har bidraget til det store metalliske tagselvbord.
Kongen kom, han så, han hvinede det inderste ud af lungerne og takkede de fremmødte der trodsede regnen til slut. Jeg lod mig også vide, at det var lige så fornem fremførende som i 2013 på Copenhell, hvor han også optrådte.
Sverige har måske deres melodød, Norge har Black Metal, men vi har King Diamond!
Du må godt kigge forbi en tredje gang, gamle dreng \,,/