Anmeldelse af Wardruna, d. 16/11-2025 i Det Kongelige Teater, København.

Wardruna leverede et formidabelt og storladent show, da de gæstede Det Kongelige Teater. En oplevelse ud over det sædvanlige.

Foto: Lykke Nielsen

Der er efterhånden gået en del år, siden en tidligere flamme viste mig henholdsvis Wardruna og i forlængelse deraf også Skuggsjá, der begge har Einar Selvik til fælles. Siden da har Selviks musik fascineret mig meget, ligesom hans udtryksform i forbindelse med et liveshow virker så naturlig og ærlig, at jeg tidligere ikke har kunne undgå at være imponeret, om det har været i DRs koncerthus, i Musikhuset i Aarhus, eller ved mit første møde med manden, solo på en gård et stykke udenfor Odense. Der er noget bund ærligt som man bemærker ikke bare ved manden, men i næsten højere grad hans kunstneriske udfoldelser. Der ligger noget naturligt primalt, urinstinktivt gemt i denne musik, og især i måden den bliver formidlet på. Her til aften føles måske lidt som en gentagelse af tidligere koncerter, især da sceneopsætningen minder meget om den vi oplevede i Aarhus for nogle år siden, men det er også en god reminder om, hvad fortolkninger af old-kultur egentlig kan, og at det kan ramme utroligt tæt på ens hjerte som henholdsvist beskuer og lytter.

Da gruppen går på scenen i et udsolgt Det Kongelige Teater, er det også til en enorm jubel. Wardruna er gået hen og er blevet ret populært her i lille Danmark, og ud fra tidligere oplevelser med gruppen er dette også fortjent. Måden gruppens musik fletter sig ind i beskuerens bevidsthed er fænomenal, og er i den grad tilstede her til aften. Publikum lytter og er, i hvert fald hvor denne anmelder er blevet placeret, meget opmærksomme på musikken, og det dertilhørende show. Sjældent har jeg oplevet et publikum der umiddelbart kunne være så tavse under en optræden, og det er mildest talt altid forfriskende når man oplever dette. Særligt godt er det, når det er til et så dynamisk musikalsk projekt som Wardruna, hvor variationer i lydstyrke, spiller en stor rolle i forhold til musikken.

Lyset har en enormt vigtig rolle i forhold til selve showet, hvor den kaster silhuetter fra de optrædende musikere op på bagvæggen. Lyset spiller utroligt godt og er enormt effektivt i forhold til at skabe en passende stemning. Der er ro på og dæmpet belysning når der er behov for det, ligesom der benyttes voldsommere lys i de mere intense passager. Dette harmonerer utroligt godt med musikken.

Lyden er dejlig inde i Det Kongelige Teater. Wardrunas instrumentation får lov til at stå skarpt, og vokalerne skinner dejligt igennem henover. Man kan ikke undgå at blive imponeret over dynamikken ikke bare blandt de udførende kunstnere, men også i musikken selv. Vokalerne er enormt velbalancerede, og sjældent har jeg oplevet noget lyde så højt, når sangerne står så langt fra mikrofonerne, som de ofte gør her til aften. Wardruna har tydeligt styr på deres vokalteknik og hvordan de skal bevæge sig i forhold til mikrofonerne. Det lyder mildest talt fremragende.

Mellem hvert nummer er bifaldet fra det fremmødte publikum enormt. Det er nærmest en kollektiv ekstase, hvor de fremmødte tryllebindes af musikken og fascineres af dens udtryk. Stående applaus gives intet mindre end tre gange, hver gang man forventer at koncerten måske er slut, men lidt som med den tredje Ringenes Herre film “Kongen Vender Tilbage” får vi flere slutninger. Heldigvis, for små 2 timer i selskab med Wardruna føles nærmere som 20 minutter. Man længes efter mere med nordmændene.

Naturen står ufatteligt skarpt i dagens kulturelle indslag fra et fuldstændigt fænomenalt spillende orkester, der med to udsolgte koncerter i Det Kongelige Teater i sandhed viser deres enorme format.