Anmeldelse af: Depeche Mode. Parken, Kbh. 27. juni 2023.

De gamle poplegender i Depeche Mode viste Parkens 47.000 fremmødte, at de stadig kan give en koncert, der er værd at huske.

Arkivfoto: Mark Stoumann

Til baskende hårdt trampertekno har 47.000 mennesker samlet sig for at se de notoriske synth-pop legender Depeche Mode i Parken. Popguderne er ved at have nogle år på bagen, hvilket kan skabe uro om, hvorvidt de stadig kan spille en ordentlig koncert. Det så man i hvert fald mange gamle bands, der ikke kunne på dette års Copenhell. Det skulle dog vise sig, at Depeche mode er et af de bands, der stadig er leveringsdygtige.

Fanskaren er strømmet til Parken, størstedelen klædt som nogle, der ligner, at de skal til et vigtigt arbejdsmøde. Slips og jakkesæt er der i massevis blandt det aldrende publikum.

”My Cosmos Is Mine” fra deres seneste album, Memento Mori, åbner aftenens sætliste og bliver fulgt op af ”Wagging Tongue” fra samme album. Selvom Dave Gahan har været døden nær fire gange hidtil, så kan han stadigvæk synge. Katten har ikke mistet alle livene endnu.

Glimmerjakke og øjenskygge

Dave Gahan bevæger sig elegant rundt på scenen i sin kulsorte glimmerjakke under de første tre numre. Lyden starter en smule rungende ud med en dunkende bas, der til dels overdøver lydbilledet. Men Depeche Mode ved, hvordan god lyd skal lyde, så hurtigt bliver der rettet op på det, og lyden forholder sig derefter knivskarp resten af koncerten.

Jakken bliver smidt, og under fjerde nummer, ”It’s No Good”, rejser de første tribunegæster sig kortvarigt og danser med. Dave Gahan danser og gestikulerer ligeledes balletagtigt rundt på scenen, mens bassen pumper derud af som et dunkende hjerte.

Parkens 47.000 publikummer rejser sig, og højlydt fællessang udbryder under ”Everything Counts”. De forrige dage har været præget af gråt og trist uvejr, men Depeche Mode tordner effektivt ud over scenekanten til ”A Pain That I’m Used To”.

Strobelysene lyser kraftigt, men Depeche Mode skinner kraftigere.

”World In My Eyes” bliver dedikeret til stiftende og nu afdøde medlem Andrew Fletcher, der bliver vist på storskærmene under hele nummeret. Det er godt, men publikums entusiasme virker til at falme allerede nu i desperation efter at høre fanfavoritten ”Enjoy The Silence”. Efterspørgslen forstås, og ”Enjoy The Silence” bliver leveret med erotiske hoftesving fra Dave Gahan og strålende overskud fra resten af bandet.

Der storjubles til ekstranummeret ”Just Can’t Get Enough”, der forvandler Parken til ét stort religiøst dansegulv i guddommelig størrelse. Depeche Modes gudestatus er unægtelig tydelig på klangfulde ”Personal Jesus”. Dave Gahan formår i hvert fald at cementere sig selv som popkulturens personlige Jesus.

Det var pompøst ,og musikken var rungende, men Parken kunne ikke rumme popguderne i Depeche Mode. De var simpelthen for store.