Anmeldelse af: Grima m.fl. Spillestedet Stengade, Kbh. 17. februar 2023.
Overskriften kunne antyde en nyhedsartikel om verdens nuværende situation, men der er faktisk tale om en fremragende koncertoplevelse.
Foto: Frederik Stoumann
“Det var en mørk og stormful aften,” kunne dette musiske eventyr også have indledt, for stormen Otto havde invaderet landet og gjort cykelturen til Spillestedet Stengade ret nervepirrende for at underspille det – men heldigvis var Øresundsbroen lukket, så man kunne håbe på færre fulde svenskere, som da jeg så In Flames sidst.
Warfect
Disse svenskere var dog nået over broen, inden stormen tog til, og navnemæssigt kunne man godt tro, at vi her skulle have med æstetikken og atmosfæren fra det næste band, Kanonenfieber, at føle.
Men det var vist mere af navn end gavn. For Warfect spiller thrash af den slags, som der er udmærket uden at markere sig ekstremt.
Lyden spillede dog til bandets fordel, og det skulle vise sig, at Warfect da også var det mest energiske band denne aften, hvorfor de var egnede som en opvarmning til de (relativt) mere stillestående bands efterfølgende.
Svenskerne her ville passe perfekt ind på en festival eller som opvarmningsleddet i en thrashbandpakke, der kiggede forbi landet, for udover deres energi var der ikke så meget i dem, der bed på mig.
Kanonenfieber
Der er efterhånden gået inflation i det med at skabe et audiovisuelt show, der er centreret omkring 1. Verdenskrig. Vi har jo også ukrainske 1914 og danske Kampvogn.
Jeg er fortaler for den slags, for det er en undervurderet krig ift. de grusomheder og konsekvenser, krigen medførte på verdensbilledet efterfølgende.
Men som mange af jer nok kan huske fra skoletiden: Det kommer meget an på underviseren, om undervisningen er spændende. En god lærer kan gøre en oplæsning af en udskiftning af en køkkenvask på polsk indlevende og spændende.
Og dét skal jeg så sandelig sørge for, at tyske Kanonenfieber kan!
Det kan godt være, du (foruden de velegnede samples fra krigen selv og relevante krigsfilm) ikke fanger et pløk af, hvad der bliver sagt fra scenen af.
Men rammerne i Stengade var perfekte til at skabe en fornemmelse af at sidde i en skyttegrav og afvente, at man skulle sendes ud og blive slagtet… Jeg mener: Storme frem og vinde krigen!
Det her er (atmosfærisk) black metal, men stadig med tryk på kedlerne, så man føler, at man er i centrum af en krigsscene, og medlemmerne var tildækkede med sorte huer og krigsuniformer, som lagde sig godt i forlængelse af deres æstetik om, at soldaterne døde i hobetal som numre og prikker på et kort under denne krig, end at de blev husket som mennesker hver gang.
Bandet henvendte sig desuden heller ikke til publikum på noget tidspunkt – den slags elsker jeg ellers, men fraværet af interaktion var perfekt for mit vedkommende.
Lyden kunne godt have været lidt skarpere, men omgivelserne (Tak, Stengade, fordi I fik den her booket!) og den samlede helhedsoplevelse generelt, fik mig til at udbryde til en ven: “Den her koncert kommer til at blive et af årets højdepunkter for mit vedkommende!”
Grima
Disse sibiriske træhoveder(?) var egentlig årsagen til, at jeg var dukket op, for jeg har ikke tal på, hvor tit en kammerat og jeg har sat deres musik på på det hjemlige anlæg med eller uden musikvideoer og er blevet draget væk i deres vinterlandskab i lyden.
Det er virkelig ATMOSFÆRISK black metal af den nyere skole, men hvor der stadig er noget for nakkemusklerne at motionere til.
Bandet levede sådan set op til forventningerne, og jeg har svært ved at sætte en finger på, hvorfor det ikke var “genialt”, som jeg havde håbet, men det havde nok at gøre med nogle mindre faktorer:
– Vi befandt os tidligere i en tysk skyttegrav, og nu skulle det opleves som en iskold vinter. (jeg svedte på nuværende tidspunkt…)
– Publikum havde samlet sig i mindre grupper, så der blev mere snak om stormen og gårsdagens fodboldkamp/whatever, der ødelagde lidt den samlede oplevelse især mellem numrene.
– De publikummer, der ikke havde travlt med at vende verdenssituationen, havde vist allerede fået en lille fjer på for at underdrive, hvilket ødelagde lidt (Læs slutningen af forrige punkt).
Derfor kan jeg kun parafrasere, som jeg oplevede det til en anden koncert sidste måned, en ven, der også mente, at det bare var svært at komme efter Kanonenfieber.
Jeg ville hellere være gået fra en isvinter og direkte til en skyttegrav, men når det omvendte skete her, så var det også fint.
