Anmeldelse af: Hatesphere, Helvíti, Copenhell. 24. juni 2017.
Hatesphere leverede en smuk – uden at være prangende – koncert til Copenhell.
Åh, Hatesphere, gamle svinger, det er så svært at genopfinde den dybe tallerken, når der skal siges noget om dig. Du er ofte – og også denne gang – leveringsdygtig i sønderlemmende thrash.
Som konferenciererne Anders og Carsten påpegede, så var klokken 16, og dem, som ikke havde været tidligt oppe eller sov lige i nærheden, var stødt til for at få lidt at vågne på.
For det var første koncert på den største scene denne lørdag på Copenhell, og valget var smart nok låst fast fast på danske Hatesphere. Det var en velafbalanceret fræs de force udi gammelt, nyt og lånt (i form af forsangeren fra The Black Dahlia Murder mod slut).
Fra første færd “New Hell” til mine personlige favoritter i “Disbeliever” og “Sickness Within” var der død og (copen)helvede fra start til slut. Det var, som jeg har været inde på, smukt uden at være prangende. Esben på vokal har vist cementeret sin plads, selvom min favorit vokalist i bandet altid vil være Bredahl.
Det var en god koncert. Man ved, hvad man får hos Hatesphere. Kabalen går altid op, når man booker Hatesphere, men det er aldrig en royal straight flush.
Og det skal ikke ses negativt, men med et sortiment i alskens vanvid af metal over tre dage, så ender jeg her efter endt Copenhell anno 2017 ofte at tænke: “Nå ja, jeg oplevede da også Hatesphere (igen)”. Man kan jo (næsten) altid opleve Hatesphere herhjemme, så det er svært for mig at trække noget ud af koncerten, som gjorde den mindeværdig.
Det var et sikkert valg med Hatesphere, men om et par år kan jeg sikkert ikke huske, hvilke(t) år, jeg oplevede Hatesphere på Copenhell på.