Stjernestøv fra Thirty Seconds To Mars

Anmeldelse af: Thirty Seconds to Mars, TAP1, Kbh, 21. april 2018

Det amerikanske rockband Thirty Seconds To Mars gæstede lørdag aften TAP1 i København på den europæiske del af deres ‘The Monolith Tour’, der markerer den spritnye udgivelse, AMERICA.

 

Bandet består af brødrene Jared og Shannon Leto samt guitarist Tomo Miličević, hvor sidstnævnte har meldt fra denne del af touren af personlige årsager. Ergo, var det de to brødre alene, som vi ventede på i den tætpakkede grå betonhal på Amager, hvor temperaturen steg gradvist. Opvarmningen bestod af en DJ, der skabte en fugtig klubstemning med en kombination af “MARS”-sange og store moderne pophits af f.eks. Lykke Li. To storskærme på hver side af scenen blev oplyst med instrukser om, at publikum skulle følge @jaredleto på Instagram og dele sine videoer og billeder for at kunne vinde meet’n’greet efter koncerten.
Straks skiftede publikums opmærksomhed fra vennerne til mobilerne, der kom til at lyse op over hovederne på folk som et gennemtrængende element under hele koncerten i kampen for at få det bedste billede i kassen.

Thirty Seconds To Mars
Klokken 21 trådte Shannon Leto ind på scenen og placerede sig bag et stort trommesæt, hvorefter et af de nye numre, nemlig ‘Monolith’, åbnede ballet. Store merch-flag flagrede i takt med tilråb fra det omtrent 4000 mands store publikum. Udstrakte knytnæver indkapslede en særlig Monolith-kampstemning og startede en form for temasang koncerten igennem.
Med en storladen entré bevægede en hætteklædt silhuet ind på scenen og blev mødt af skrig og åbne arme, i hvert fald i den del af salen, hvor man kunne se scenen. Til jer andre i hallen, her var hvad der skete: Dér stod selveste Jared Leto i stort fuldskæg, langt hår, en lang kaftan, store solbriller, guldsneaks og intet mindre end albuelange, diamantbesatte guld-handsker på den catwalk-formede scene og betagede det skrigende rum, der i de følgende to timer ikke slap ham af syne.
Med en knivskarp vokalindsats og korte versioner af ‘Up in the Air’, ‘Kings and Queens’ og ‘Search and Destroy’ fra tidligere albums satte bandet gang i festen, blandt andet ved en kontrolleret publikums-sitdown, så alle kunne hoppe op og danse løs. Jared Leto løftede i et flygtigt øjeblik solbrillerne op og kiggede ud på publikum med sine ikoniske øjne, der blev mødt af hvinende kvindeskrig, (jeg, indrømmer det gerne; mit eget inklusive).
(Tjek billedet i toppen af anmeldelse. red)

Store, sølvfarvede balloner blev frisat ved koncertens femte nummer – storhittet ‘This Is War’ fra 2009, og cirka tre kvarter inde i koncerten kom et af de nye numre, ‘Dangerous Night’, og herefter ‘Do or Die’, hvori en frisk og snakkesalig Jared Leto trak omkvædet ud, mens han inviterede københavnere med ham op på scenen og fik sangen til at peake, mens han dansede rundt med et stort Dannebrogsflag og armene spredt ud til siden. I et kort øjeblik hev han den amerikanske nationalisme ind i salen og blev nærmest bannerfører for en ny dansk nationalisme eller bare en Leto-isme, som ingen helt havde regnet med at opleve denne aften, med gentagende ‘oh-oh-oh’ som fællessang.

Overgangen til det storladne hit ‘The Kill (Bury Me)’ var en sveddryppende affære, da hedebølgen i hallen tog til. Der manglede tilsyneladende vand til publikum, og flere oppe foran fik det dårligt og måtte hives ud.

I en fin balance mellem growl og skønsang, blev tempoet skruet helt ned, da Jared Leto smukt og inderligt fortolkede Rihanna-nummeret “Stay”. Indhyllet i skarpe blå og dernæst varme orange lys prædikede han lyrikken med en Jesus-lignende ro ud til et publikum, der nok ikke alle var forberedt på et cover af en popdronning. Alligevel var Letos vokal så overbevisende, at alle lyttede intenst med på hvert et ord. Efterfølgende fortalte Leto længe om sit personlige forhold til København og om sine observationer på sin udflugt til Kongens Have.
Et småfnisende publikum lod sig smigre af ros til dansk design og cykelkultur, og hvor smukt et folkefærd danskerne er samt kække og højst sandsynligt aftestede udråb såsom “You guys fuck all the time. It makes me wanna move here!”.

Først ved koncertens sang nr. 14 var vi tilbage til sange fra AMERICA-albummet. Leto dedikerede meget passende sangen ‘Rescue Me’ til den svenske, verdenskendte DJ Avicii, der netop dagen forinden, kun 28 år gammel, blev fundet død.

Som koncerten går på hæld, hører vi “Rider”, hvori Leto trykker på de sidste tangenter på charmeklaveret, mens han gentagende og messende synger “You’ll miss me, when I’m gone…’, men publikum og jeg selv føler den, så alt er godt. Bandet går af scenen og først efter lang tids pause kommer de tilbage for at spille deres nyeste single “Walk on Water”.

Afslutningsvist på en næsten to timer lang koncert som det kun 16. nummer blev ‘Closer to the Edge’ fra 2009 spillet, men først udvalgtes ivrige fans endnu en gang til at komme med op på scenen, hvor koncerten eksploderede i en æstetisk konfettiregn. At der over tre omgange blev brugt meget tid på at hive fans op på scenen var måske lige i overkanten, men med de to gæster i pikachukostumer og en dansende fyr med regnbuefarvet paraplyhat, så var der da mere at se på, på scenen, trods det gik hen og blev en anelse meget cirkusstemning.

Koncerten var ikke en decideret præsentation af AMERICA-albummet, men snarere en greatest hits-gennemgang af bandets mest populære numre under temamelodien “Monolith” fra det nyeste album. Med en temmelig ligelig fordeling af fem sange fra albummet AMERICA (2018), fire sange fra LOVE LUST FAITH + DREAMS, fem sange fra ‘This Is War’ fra 2009 og til sidst en enkelt sang fra 2005-skiven, A Beautiful Lie, savnede jeg en lille bid af klassikerne “From Yesterday”, “Attack” og “Beautiful Lie”, som af uvisse årsager var skåret fra aftenens setliste.

Alt i alt var det et rutineret søskendepar, der med bravour leverede en fest og hits fra de seneste tretten år, mens Jared Leto kastede stjernestøv ud på de mange fugtige publikummer, der gladeligt tog imod charmen. Den iøjnefaldende frontmand Jared Leto er ikke bare en rockstjerne, ej heller blot en popstjerne, men bare en ægte stjerne, der fortsat har meget at byde på, såvel som Thirty Seconds To Mars har.

TAP1
Aftenens koncertoplevelse var stærkt præget af spillestedet TAP1, der for nyligt er rykket fra Carlsberg-området til fjerne afkroge af Amager. Da der ikke er blevet gjort særligt opmærksom på denne adresseændring, har en større del af gæsterne været forvirrede, ligesom undertegnede selv.

Den nye TAP1-hal består af uinspirerende, grå betonvægge og mange vertikale søjler, der indrammer det aflange rum til at blive ganske smalt, da det spærrer udsynet for en stor andel af koncertgæsterne. Scenens hoveddel var også indrammet af søjler i siderne, hvilket gjorde, at det fra mange vinkler i hallen var svært at se trommeslageren, Shannon Leto. Dertil var scenen ganske lav, hvilket betød, at nok størstedelen af publikum ikke kunne se noget af showet – overhovedet.

Trods at der skulle være plads til 6500 personer og ganske rimelig lyd de fleste steder i hallen, så egner stedet sig bedre til et form for fest end en koncert med lav scene i den ende i hallen.

For et storslået band som Thirty Seconds To Mars, der har over 15 millioner solgte plader bag sig og som er vant til at spille udsolgte stadiumkoncerter med smukke 360 graders scener og roterende storskærme, så var showets muligheder betragteligt begrænset af spillestedets rammer i en grad, der nærmest ikke er bandet værdigt.

Efterord/hvad oplevede Jared Leto?
Forsangeren Jared Leto livestreamede søndag aften på sin Instastory omkring kl 18.30 for 5-6000 personer, og mens han delte koncertbilletter ud til kommende shows, fik han flere gange sagt tak til publikum for en rigtig god koncertoplevelse i København:

“No, thank YOU!
Yesterday, Copenhagen was of the hook!

Best day and concert I’ve had in a really long time.

That energy! It was amazing”

Her er et galleri fra aftenen af fotograf Mark Stoumann: