Anmeldelse af: Whitechapel. Pandæmonium, Copenhell. 20/6 2019
Knapt havde støvet lagt sig fra Skindreds vanvittige fest, inden publikum stimlede sammen foran Pandæmoniumscenen igen, denne gang for en solid omgang sydstatsdeathcore.
Foto: Mark Stoumann
Hvor publikum havde afventet waliserne, var stemningen nu helt oppe at koge i minutterne op til Whitechapel gik på scenen, under høje tilråb fra folkene foran scenen. Bandet havde Copenhell debut i 2010, og de var uden tvivl et glædeligt gensyn, for inden for 30 sekunder af første sang var gået, var folk oppe at crowdsurfe, en tendens der fortsatte hele koncerten igennem. Med deres knusende tunge deathcore fik Whitechapel pisket en vanvittig stemning op, hvor moshpits blev større og større, hvilket da også udløste mindst én wall of death.
Det er ikke underligt bandet fra Tennessee generelt er anset for at være et af de største inden for deres genre. Knivskarp performance, dynamik og variation, fra knoglerystende breakdowns til næsten fjollet hurtige blastbeats, altsammen anført af Phil Bozeman, en af de sublimt bedste vokalister inden for genren.
Koncerten sluttede med singlen “When a Demon Defiles a Witch”, hvor publikum samtidig fik en lille smagsprøve af Bozemans rene vokal, et element der er blevet tilføjet i højere grad i bandets sidste udgivelse, angiveligvis til stor gene for nogle genre-puritanere, men hvilket bestemt faldt i god jord foran Pandæmonium. Lad os håbe Whitechapel ikke lader vente lige så længe på sig før de gæster Copenhell igen!
Mark Stoumann tog billeder fra koncerten:
