Anmeldelse af: Aborted + support: Crypta m.fl., d. 16.05.25 i Pumpehuset

Fredag kom en brutal pakke bands forbi København på Slashing Europe Tour. 

Foto: Gabriel Rasmussen

Der er næsten udsolgt i Pumpehuset og i aften præsenteres vi for en omgang blodig smadder, hvor der er noget for enhver smag. Jeg finder vej helt foran, for det første blodige offer er lige noget for mig.

Organectomy

Hele vejen fra New Zealand kommer Sam McRobert (guitar), Tyler Jordan (bas), Levi Sheehan (trommer), Matthew Bolch (guitar) og Alex Paul (vokal). Bandet blev dannet i 2010 og spiller en mix af slam og brutal death metal.

De har udgivet 3 albums Domain of the Wretched (2017), Existential Disconnect (2019) og Nail Below Nail (2022). Jeg er kæmpe fan af denne umanerlige tåbelige undergenre, der skal tæske salen og med uforlignelig sej kloak vokal åbner Organectomy med ulækker stil, ligesom det skal være. 

Men de bliver desværre også første offer for den elendige lyd, der kommer til at dominere hele aftenen. Det er meget utydeligt og ganske vist hopper to mennesker rundt i et lille pit og vi får at vide at vi skal “punch a friend in the mouth” af Paul til “Plague Mouth”, men gid man kunne høre mere volds soundtracket bedre! 

For Organectomy formår faktisk ikke at falde i slam fælden hvor det alt for ofte bliver ens og mere handler om shock value. De har styr på teknikken og så gør det ikke noget at de overdrevne elementer er dejligt underholdende. En fin “HEY” chant får gruppen da også gæsterne med på. 

Der kommer lidt mere pit som koncerten skrider frem, men man kan godt mærke at publikum lige skal vågne. Under “Tracheal Hanging” får man lyst til at headbange med hele ryggen og der lurer også en god solo inde bag det rodede lydmiks.

Bandet har en sej energi fra start til slut og man mærker at selv om de er nogle onde sataner under deres numre så har de også en fin humor. Det kræver deres genre da også. Da “Terror Form” blæses i hovedet på os, er pitten vokset og jeg er ikke i tvivl om at under bedre forhold kunne Organectomy have hevet flere med i deres rædselsunivers.

Uanset hvad, er det fedt at se at slam begynder at indfinde sig på scenerne i Danmark. Mere af det. 

The Zenith Passage 

Jeg har ikke den store viden omkring technical death metal, men ikke desto mindre er der ingen vej udenom Justin McKinney (guitar), Derek Rydquist (vokal), Brandon Giffin (bas), Christopher Beattie (guitar), og Max Sepulveda (trommer). De har kun udgivet to albums siden de blev dannet i 2012, Solipsist (2016) og Datalysium (2023). 

Allerede inden de fem medlemmer går på scenen råber gæsterne deres navn. Der er vist flere der har glæder sig specielt til dette show. Min skotske ven nævner endda, at han nærmest har ventet hele sit liv på denne koncert. 

Der foregår meget og i rasende tempo i deres materiale, og Rydquist growler dybt og hurtigt. Der er heldigvis tid til at trække vejret og flere gange sænkes maskingeværriffene, og der er plads til harmonisk clean guitar og en snert af dystopisk sci-fi-stemning. Det klæder lige præcis denne genre da jeg lidt for ofte føler at der kan gå for meget instrumental onani i den og man skal blære sig unødvendigt. Men soloerne er lækre og det bliver aldrig for meget af det gode.

En enkelt circle pit bliver det til, men ellers forholder publikum sig mere i ro og studerer bandet. Der er også mange detaljer, kan man fornemme, men atter drukner det i ærgerlig rungen. Næsten hvor end man står, er det svært at få et ordentligt indtryk af sange som “Holographic Principle II: Convergence”. 

Jeg oplever derfor også at variationen i numrene ikke kommer til sin fulde ret og derfor kommer der desværre et skær af ensformighed som showet skrider frem.

The Zenith Passage har mere at byde på end de fik mulighed for at vise og de fortjener en chance til for dynamikken lurede lige inden for den onde universelle dør som de næsten fik åbnet helt for os.

Crypta

Siden dannelsen i 2019 er Crypta blevet lidt af et fænomen, og jeg fangede dem på Beta med Katla i 2023 og på Copenhell i 2024. Tidligere på dagen fik jeg også en hyggelig snak med Fernanda Lira (vokal, bas), da hun kom forbi mit arbejde i Faraos Cigarer og købte Sin City og Tintin-tegneserier.

Med Luana Dametto (trommer) og Tariná Bergamaschi (rytme guitar) er bandet blevet et kendt navn på den internationale metalscene, men deres akilleshæl for mig har altid været at deres sange ikke er særligt interessante. Deres basale death thrash metal bliver hurtigt kedeligt efter et par omgange.

Hvad de til gengæld har i Fernanda er en frontkvinde der formår at løfte deres middelmådige albums Echoes of the Soul (2021) og Shades of Sorrow (2023) med en genial smittende karisma. Ville det gøre sig gældende igen i aften? 

En “HEY” chant er hurtigt i gang, men allerede fra starten af, mangler der noget af den sædvanlige vildskab jeg før har beundret ved Crypta. På trods af lidt grimasser føles det i høj grad som om at i aften er på autopilot og gad vide om gæsterne også kan mærke det?

For vi skal helt hen i sidste del af koncerten, før at en mand formår at starte et kortvarigt pit. Der er også flere problemer med den ene guitar og selv om der er horn i luften og der jubles pænt af bandet, så er det i høj grad et stillestående publikum. En ung pige får med sin fars hjælp og mange andre crowdsurfet et godt stykke ned i salen. Dette er et lille lyspunkt og en lidt for flad optræden.

Bevares, Crypta får headbanget fint igennem og Fernanda kommer til sidst ned til sine fans på forreste række og en lille takketale bliver det også til, men denne fredag fik brasilianerne ikke hevet os med som de alligevel har kunnet to gange før. 

Når de ikke har de rigtig gode sange, så skal der bare leveres 200% på andre parametre. Og lyden er stadig tarvelig at være vidne til. 

Aborted

Det har været et lidt for blodfattigt sonisk mord indtil videre og jeg kan frygte at det kommer til at gå ud over hovednavnet. Jeg har set Aborted tre gange før. Min sidste koncert med dem var i Amager Bio, hvor det sløve fremmøde lagde en dæmper på løjerne. Jeg tror at et fyldt Pumpehuset vil gøre underværker for det fortjener et death grind band af deres kaliber. 

Der er gyser dekorationer på scenen. Skelethoveder med kød på og torsoer i frysere. At komme med stads der minder om en 80’er slasher-film har belgierne altid været gode til, hvad med musikken?

Nu skrues temperaturen gevaldigt i vejret og moshen vågner op til dåd som en sulten zombie til “Deadbringer”, “Retrogore” og “Brotherhood of Sleep”. Ian Jekelis lire blærede soloer af og det føles endelig som om at kaosset er kommet for at blive. Circlepitten snurrer på gulvet som en rasende kødsav og et væld af crodwsurfere finder vej til scenen og ned igen i armene på deres venner og veninder imens musikken raser som et orgie af kannibaler. 

Sven De Caluwé har et brøl der varierer skræmmende let, og ikke på noget tidspunkt taber den råbende frontmand pusten. Imponerende. Samtidig joker han om alt fra sin mor, til motorsavsmassakren og lort. Han er både grov, sjov og underholder os alle på sin egen tørre og flabede måde.   

“Infinite Terror”, “Deep Red” og “From the Tepid Whiff” får sveden til at hagle af metalhovederne og en kæmpe wall of death gør alle andre bands til skamme i aften. Hvad jeg heller ikke har oplevet før at at Caluwé får folk til at lave sprællemænd på gulvet. Ja så har man set det med, men nu hvor stemningen endelig peaker er vi i salen modtagelige for alle slags dumme forslag om tosset opførsel. 

Det er intenst, som kun Aborted kan gøre det, og til sidst er vi lidt trætte. Jeg selv indser atter at jeg ikke kan hoppe til fire bands i træk som jeg plejede at kunne. Men til “Death Cult”, “Insect Politics” og “The Saw and the Carnage Done” får jeg alligevel brugt mine energi reserver, for det her er for vildt til ikke at være en del af. 

Headlineren havde det ekstra som alle de andre bands manglede og lyden blev da også forbedret. Jeg havde ventet længe på at se Aborted headline og de skuffede absolut ikke på nogen måde og man følte endelig at man havde fået rigeligt død og smerte for pengene som man gik ud i natten. 

Arrangementet blev reddet til sidst, heldigvis.