Alice Cooper

Tredobbelt australsk walkabout


Anmeldelse af: Northlane, Polaris og Void Of Vision. Hotel Cecil. 04. dec. 2019.

 

Walkabout er en gammel australsk tradition for Aboriginals, hvor unge mænd tager på en dannelsesrejse gennem Australiens barske natur. Denne aften var også en dannelsesrejse ind i de tre bands’ barske musik.

Foto: Anders Mikkelsen

Mit kendskab til Void Of Vision, Polaris og Northlane var meget begrænset før koncerterne. Derfor blev det også en meget positiv overraskelse.

 

Void Of Vision
VOV lagde hårdt ud, og man var hurtigt klar over, at niveauet var langt højere end den gennemsnitlige opvarmningstjans – f.eks. da Skold supporterede Motionless In White og All Them Witches opvarmede Ghost. Der var både moshpits og circlepits, hvilket jeg sjældent har set for et så relativt ukendt opvarmningsband som netop Void Of Vision.

 

 

Polaris
I Danmark er “Polaris” nok mest kendt som ismærke, og man kan da også sige, at de gik til “vaflerne”.

Polaris var under ingen omstændigheder en kedelig sodavandsis eller soft ice, men en luksoriøs vaffelis med en masse kugler. Polaris udbyggede og underbyggede den intense stemning med endnu mere, hvilket var lidt overvældende, men også fedt. 

 

 

Northlane
Det allerede høje niveau blev forhøjet endnu en gang, og der blev heller ikke sparet på noget hverken fra bandet eller publikums deltagelse. Northlanes fusion af metalcore og elektronisk industrial fængede alle de fremmødte.

Selvom metal ikke udelukkende er en europæisk eller amerikansk “opfindelse”, så er det altid skønt at opdage nyt musik fra anderledes verdensdele. AC/DC er nok et af de mest kendte australske rockbands, men i de seneste år er Parkway Drive og Airbourne også blevet meget populære i metalgenren. Og efter i aften kan vi roligt tilføje Void Of Vision, Polaris og Northlane til listen over talentfulde bands fra “Down Under”.

Sidste uges koncert med Ghost blegnede pludselig i sammenligning med netop Northlane. Alt gak, spas og løjer er skåret væk med en mellemting af en kirurgisk præcis skalpel og en effektiv kamp-stridsøkse. Som en nikotinafhængig kæderyger antændte Northlane Hotel Cecil med tunet lighter, og som publikum kunne man bare indhallere røgen, hvilket man nød – også selvom man ikke var ryger. Northlane holdte dampen oppe under hele koncerten, hvilket nok var den primære årsag til, at der var så mange wall of deaths, circlepits og moshpits hele tiden. Man kunne knapt nok bevæge sig rundt uden at blive en del af festen. 

Forresten så er Northlanes nyeste album, Alien, fra 2. august i år bestemt også lytte-værdig, hvis man er til f.eks. Architects, While She Sleeps og Bury Tomorrow.

Samtlige tre bands bidrog til at gøre en kedelig onsdag aften i december meget mere mindeværdig. Til sidst i koncerten sagde de, at snart ville komme tilbage, hvilket jeg virkelig også håber!

 

Nothlane setliste:
Talking Heads
Intuition
Details Matter
Jinn
Rot
Citizen
4D
Freefall
Obelisk
Vultures
Eclipse
Bloodline

Ekstranumre:
Sleepless
Quantum Flux





EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

A Void Of Vision
Polaris
Northlane

Discover

Latest

En hyldest til det dårlige selskab

Anmeldelse af: Five Finger Death Punch m.fl. Royal Arena, Kbh. D. 24. Januar 2020.   Selvom det var en våd januar-dag, så skulle det ikke ændre...

Veludført progressivt jubilæum

Anmeldelse af: Dream Theater. Kulturværftet, Helsingør. 24. januar 2020. Dream Theater leverede i høj grad varen, da de spillede jubilæumskoncert for det geniale konceptalbum ”Metropolis...

Længe leve lømlerne 

Anmeldelse af: Viva The Underdogs, d. 22. Januar, CinemaxX - Kbh.   “Viva The Underdogs”-titlen stammer fra omkvædet til “Wild Eyes”. Udfra titlen alene kunne man...

“Gamle” Marko Hietala ruster aldrig

Anmeldelse af: Marko Hietala - Pyre Of The Black Heart. Udgives 24. januar 2020 via Nuclear Blast Records.    I 2018 udkom Marko Hietalas selvbiografi "Stainless?",...

En ustoppelig strøm af råolietyk dødsdoom

Anmeldelse af: Konvent - "Puritan Masochism". Udgives 24. januar 2020 via Napalm Records   Death-doom-genren gravede sig ud af Thatcher-Englands dybeste mineskakter tilbage i slutning af...