Anmeldelse af: The The Jesus Lizard + support: Echo, Bravo, d. 22.05.25 i Pumpehuset

Denne koncert blev nedgraderet fra Den Grå Hal til Pumpehuset. Det er alligevel noget af et skift.

Foto: Gabriel Rasmussen

Men en regnvåd torsdag skulle der uanset hvad stadig være gang i den. Særligt ovenpå en skuffende onsdag med Fate Gear på Stengade, håbede jeg at de erfarne headlinere fra Austin ville triumfere her dagen efter. 

Vi er samlet sammen i mange aldersgrupper, men det er tydeligt at det mest er den voksne/ældre generation der er her for at genopleve hovednavnet og deres historiske betydning. Men alle først….. 

Echo, Bravo

Jeg kan læse mig til at bandet fra København roder rundt med så forskellige genrer som post-punk og free jazz. Gad vide hvordan dette miks kommer til at lyde?

I aftenens anledning er der sat hegn op hvis nu Echo, Bravo skulle opildne gæsterne til løjer. Dette var der ikke nogen grund til, men mere om det lige om lidt.

Der kommer et stille kor ud af højtalerne, før de 5 unge drenge går på scenen i rødt lys. Musikken er skramlet med et skær af Joy Division og The Cure og det lyder i for sig fint nok, selvom jeg godt kunne ønske mig mere udsving i sangene så den værste monotoni kunne undgås.

Det trækker til gengæld op, at deres trompetist lægger en cool storby vibe over sangene + en smule energi. Han får også hoppet lidt rundt og slået på trommerne samt råbt ind i sit instrument. Hans stemme og forsangerens/guitaristens er begge dybe og drævende på hver deres måde og passer fint til det instrumentale uden at være noget særligt. 

At der råbes om støtte til Palæstina er naturligvis godt, det er vel også kun de allermest afstumpede, der kan være uenige i den holdning. Her stopper rosen til gengæld for dette orkester har et stort problem. Og det ligger ikke alt sammen i deres musik. For det har potentiale til at vokse, gerne væk fra de mange momenter hvor det føles som om at der hele tiden er ved at ske noget og så skuffer det.

De resterende 4 medlemmer opfører sig om de nærmest lider af sceneskræk og virker fuldstændig ukomfortable. Jeg bliver simpelthen i tvivl om de har lyst til at stå i den prestigefyldte bygning i aften, så flade og livløse er deres fremtoning. Noget at det kan måske være påtaget for at være too cool for school og goth. Denne illusion skal de bryde så hurtigt som muligt. 

Den minimale kontakt med gæsterne og deres egne fuldstændigt lukkede facader spænder ben under ethvert ønske om at lære deres numre bedre at kende. En knækket guitarstreng hjælper heller ikke. 

De formår ikke tilnærmelsesvis at fylde alt pladsen ud med deres mørke rock, og de ville måske høre mere hjemme på mindre spillesteder som Underwerket, Basement, Beta eller Stairway, for de store venues er de i hvert fald ikke klar til på nogen måde. 

Hvem end der har besluttet at de her skulle “varme op” fortjener at blive trukket i løn og sendt på et basis booking kursus. 

Echo, Bravo burde gå hjem og seriøst diskutere om det her virkelig er hvad de har lyst til at gøre med deres fritid. For en mere ugidelig attitude skal man lede længe efter. 

The Jesus Lizard 

Siden 1987 har Texas-bandet lavet overskrifter inden for genrer som noise, post og rock. David Yow (vokal), Duane Denison (guitar), David Wm. Sims (bas) og Mac McNelly (trommer) anses som nogle af pionererne inden for noise genren. Særligt med de to albums Goat (1991) og Liar (1992) der er betragtet som klassikere. Dog har de ikke udgivet noget siden Blue (1998). Indtil 2024, hvor de efter 26 år vendte tilbage med nyt materiale i form af Rack. I forbindelse med denne udgivelse kommer de forbi Danmark, som de ikke har besøgt i 28 år! 

Jeg har ikke hørt om The Jesus Lizard før denne uge, men det er jo aldrig for sent at udvide sin musikalske horisont. Så her er jeg i min The Dark Prison Massacre long sleeve og Hexis hoodie.

Der er en særlig stemning i luften i den nu tætpakkede sal. Jeg hører flere tale om hvordan de så dem tilbage for år siden på Stengade. Som timerne er gået siden jeg sagde ja til denne opgave og jo tættere jeg er kommet på øjeblikket, jo mere er det gået op for mig via kolleger og venner at det her bliver noget helt særligt. Men intet kunne have forberedt mig på The Jesus Lizard….

Da de 4 ældre herrer ankommer, bliver vi ikke alene overfaldet af Yow, der med det samme springer uhæmmet ud i publikum, men også af en vital og sprængfarlig cocktail af støj. Denne vildskab er hele showet igennem spillet tight uden den mindste fejl af bandet og man må bøje sig for at have så meget styr på så krævende et bagkatalog i en så høj alder. 

At spille så kaotisk musik kræver et liv dedikeret til sin gale kunst, når “Puss”, “Grind”, “Mouth Breaker” og “Boilermaker” tvinger vores sanser i knæ. 

Og nu vi taler om at leve. Jeg tager til mange koncerter i løbet af et år med sangere i alle aldre og køn. Ingen af dem kan hamle op med Yow. I en alder af 64 år kaster manden sig stadig rasende rundt med en dødsforagt, der virker umulig hvis det ikke var, at man selv stod og så det med egne øjne! Hvordan han stadig er i live må forblive et mysterium. 

4 sange inde slår han sin næse totalt til blods under et stage dive så det løber over hans ansigt, mikrofon, t-shirt, hænder og ned på scenegulvet. Hvordan reagerer han? Jamen ved bekymret at spørge “who did I hit, who did I hit, are you okay man?”. “Are you?” bliver der spurgt tilbage. Herefter tonser Yow videre med kropsvæskerne dryppende uden at bekymre sig om noget andet end skabende, skrigende og stønnende at vælte Pumpehuset. 

Ikke at han behøver at sige et ord for helt af sig selv, hopper fansene rundt og vælter ind i hinanden. Mig og mine venner er midt i festen og alle har det fabelagtigt. De unge er nu kommet til for at danse, og til det lokkende, fortærende og destruktive soundtrack i aften bliver hæmningerne sluppet løs til “Nub”, “Hide & Seek”, “Then Comes Dudley” og “Falling Down”. 

Og selvom det langtfra kun er metal hovedet i moshen så opfører folk sig pænt. En interessant detalje er at der i aften er total mangel på lysshow. Lamperne er tændt og resten overlades til Yow, Danison, Sims og McNelly. Man savner ikke noget yderligere, for vi er allerede en del af noget ekstraordinært. 

Der er steder hvor musikken ånder og særligt bassen får masser af plads til at Sims kan lade truende og hypnotiske rytmer ramme vores øregange. The Jesus Lizard har skrevet albums der beder om at sparke til alt og alle, men i mange passager kommer hvert instrument til sin ret i groovy og fokuserede stykker der oser af ulmende rock & roll oktan båret af deres ustyrlige forsanger. 

Soloerne hviner faretruende og man finder sin luftguitar frem for desperat at lege med på Denisons heftige kunnen. 

“FUUCCK TRUUUMP” råber vi flere gange i forskellig dissonans. Det har ingen noget imod og Yow er da også iført en t-shirt med en bald eagle og skriften “oh my god what the fuck”. Men det her er også alt andet end et subtilt band, både musikalsk og budskabsmæssigt. 

På en af sine ture ud i de opstemte masser bliver Yow fulgt af en af vagterne. Dette tager vokalisten som en opfordring til at danse med manden, der slet ikke kan holde masken og griner af glæde til stor jubel fra os alle. 

Der bliver sagt tak for i aften, men vi bliver velsignet med mere rå noise bulder med “Thumper”, “Fly On the Wall”, “Moto(r)” og “Armistic Day”. Ung som voksen og gammel er betaget af det her cirkus for sjældent ser man noget så rutineret og samtidig så konfronterende punket vildt. Dog er det stadig imødekommende og vi finder alle et nyt hjem i aften, inden “If You Had Lips” er encore nummer 2 og aller sidste sang.

Der eksisterer ikke nogen andre som The Jesus Lizard, og var man ikke tilstede i Pumpehuset, så gik man glip af noget legendarisk. Hvem ved, om vi får chancen igen?