Alice Cooper
Forside Anmeldelser Vanviddet er over os!

Vanviddet er over os!

Author

Date

Category


Anmeldelse af: Ilter Festival. Teater Momentum, Odense. 19. – 20. april – Del 2.

Endnu mere end dagen før var Ilter festival karakteriseret af alt en vildskab og et vanvid jeg sjældent har set matchet og aldrig overgået.

Læs del 1 HER.

Foto af Nyredolk, taget af anmelderen.

Igen skinnede solen over Odense Å og de mange glade mennesker i midtbyen og de omkringliggende grønne områder, men en hård kerne af skumle, sortklædte typer vidste godt, at det fedeste sted at være denne dag var inde foran Teater Momentums scene sammen med alle de andre galninge.

Tidsplanen holdt ikke bedre i denne omgang, men til gengæld lod jeg være med at gentage den tvivlsomme succes, der var festivalens veganske madbod, og fandt i stedet et fremragende pizza-slice lidt længere væk.

 

Videoiid

Festivalens anden dag startede med præcis, hvad mange udenforstående måske ville kalde al musikken til denne festival, nemlig larm. Dagens første band var det svenske noise/no wave band Videoiid, og det satte lidt stemningen for hele dagen. Bandet består af to guitarister og en trommeslager, og de deles alle om sangertjansen. Hvis man aldrig har hørt musik som denne, kan det nok være ganske svært at forestille sig den rendyrkede galskab, der væltede ned fra scenen fra første sekund og ikke stoppede, før de holdt op med at spille.

Videoiid lyder ikke så meget som punk i den traditionelle forstand som vagt melodisk larm fra tre stort set uafhængige instrumenter, og vokalen minder til tider mere om skinger bjæffen end skønsang, som Johnny Rotten ville have lavet det, men de har en imponerende bredde inden for temaet ’smadder for to guitarer og et trommesæt’, og det er faktisk ret fedt.

Distortionen spiser det meste af lyden, og man kan ikke undgå at tænke på, om de måske havde kalkuleret med, at publikum havde udstyret sig med ørepropper inden koncerten (i så fald, tog de ganske fejl).

Videoiid leverer en performance, jeg ikke har set magen til andet steds, og som jeg ikke ville have noget imod at se igen. O end det nok helst som her skulle være til en festival, hvor den musikalske variation lod mig høre andre ting også.

 

Ulceras

Udover den fede energi, bandet havde på scenen, var det nok mest karakteristiske ved Ulceras-koncerten, at der næsten ingen lyd var på vokalen.
Det er synd helt generelt, men særligt for disse københavnere, da et særligt trækplaster ved bandet er forsanger Ángels spansk-sprogede tekster, der i studie-udgaverne giver en fed og særpræget lyd. Da det gik tabt til Ilter, lød bandet desværre lidt vel generisk.

Dermed ikke sagt at det var dårligt, slet ikke. Ulceras lever et spændende sted mellem hård punk rock og decideret hardcore, som jeg synes, fanger meget af det bedste ved begge genrer. De har fuld fart på både musikalsk og scenespilsmæssigt, og så er der lutter god stemning både i bandet og publikum.

 

Nyredolk

Navnet Nyredolk har i den sidste tid spredt sig i den danske metal- og hardcore-undergrund. Det skyldes dels, at det er et genialt navn, og dels at deres navnløse demo, rammer lige præcis det vanvid, hardcore gør så skide godt.
Det kan derfor ikke komme som nogen overraskelse, at forventningen blandt publikum var i top, og der var langt mindre plads oppe foran, end der var til nogen af de foregående bands. Forventningen forløses, da det fem mand store band styrter ind på scene iført sorte læderjakker og ansigtsdækkende masker.

Trods påstande om det modsatte, beviser Ilter helt generelt, at punken ikke er død, men lever i ganske fortrinligt velgående. Hvad man dog kunne forledes til at tro er, at den ikke længere er rigtigt farlig. Det bliver den dog næsten med det samme, efter at Nyredolk er trådt frem for os.
Den hvid-maskerede forsanger spæner ud til publikum, og mens den vildeste hardcore spiller bag ham, løber han mere eller mindre tilfældigt ind i de personer, der har vovet sig helt ned foran. Sammen med musikken skaber det en sindssyg stemning, jeg ikke har ordene til at formidle til fulde.

Musikalsk er Nyredolk helt klar hardcore fremfor mere traditionel punk, men det er overraskende groovy, og vokalen er dyb og har slet ikke det ensartede, skrigende væsen, som mange andre hardcore-bands benytter. Det giver en oplevelse af, at musikken skaber en atmosfære, mere end den formidler specifikke numre. Det er dybt og hurtigt, uden at det bliver til en væg af lyd, der bare er ude på at smadre vores indre organer til mos.

På trods af, hvad man kunne tro baseret på min tidligere beskrivelse er det ikke blot forsangeres show. Hvis man kan vride øjnene fra ham, er der også masser af liv på scenen, hvor de to guitarister og bassisten sørger for action under koncerten. Da denne slutter, sker det med manér.
Først bliver et bækken lagt ned på gulvet, og snart er trommesættet samt guitarer og bas spredt udover hele scenen. Den ene guitarist giver dobbelte fuck-fingre til publikum, og koncerten er ovre.

 

Woes

Det er en svær opgave, Woes har fået med deres plads i programmet, og man mærker da også en vis træthed i publikum, der kun har fået en tyve minutters tid at komme sig over aftenens tidligere strabadser i.

Bandet spiller deres instrumenter superfedt, men stilen er råbe-hardcore af samme lidt samme skuffe, som jeg har beklaget mig over tidligere, så jeg vil blot pointere, at samme problematikker gør sig gældende her.

På trods af bassist Sebastians bare, tatoverede overkrop og forsanger, Nicholas’, turer ud til publikum bliver det desværre lidt en flad fornemmelse at høre Woes. Publikum er ikke i det rette humør, og den velspillende kvartet formår ikke at vække dem til live igen.

 

Nyt Liv

Havde Ilter ikke haft den anarkistiske og egalitære tilgang til plakatmageri, hvor alle bands står hulter til bulter omkring et skrigende kranie, er der ingen tvivl om, at Nyt Liv havde fået lov at stå øverst med deres egen skrift.
Der var store forventninger, og de blev indfriet lige fra start, hvor vi blev budt velkommen af en intro, der gjorde det helt klart, at det, vi havde at gøre med her, ikke var generisk hardcore fra nederste skuffe.

De fire københavner-drenge spiller fra første sekund, så det skærer gennem marv og ben. Publikum er med oppe foran, som aldrig før, og der er så godt som ingen, der bare står og nikker anerkendende.
Det her er det meste intense, vi har set Ilter-publikummet – og med god grund!

Nyt Liv oser af spilleglæde, særligt skal den storsmilende trommeslager, Simon, nævnes – det er altid en fornøjelse at se folk, der er glade for at gøre noget, de er så gode til, som dette. Ikke nok med, at Nyt Liv er glade for at være her med os, de ved også præcis, hvad de laver med deres instrumenter. Forsanger, Michael, finder vej ned fra scenen og ud til det moshende publikum, der byder ham velkommen som en af deres egne.

I starten af koncerten skar musikken gennem vokalen på samme måde, som den skar gennem vores kroppe, men efterhånden som aftenen skrider frem, kommer der mere balance i tingene, og det giver vokalen mulighed for at give en større musikalsk variation, der klæder Nyt Liv rigtig godt.

En ting, jeg personligt satte stor pris på ved netop dette band, var, hvor headbanging-venligt det var, og hvordan de blandede ekvilibrisme på deres instrumenter med en rendyrket intensitet, der ville have blæst væggene fra et mindre værdigt spillested.

Læs vores anmeldelse af deres seneste plade HER.

 

UxDxS

UxDxS (udtales “U D S”) var det eneste band på festivalen, jeg havde set før – da de spillede som Tak Rock!s indslag på Copenhell i 2018. Det var derfor med forventningens glæde, at jeg bevægede mig ind til grindcore-kvartettens koncert. Jeg var glad for dem den gang, og jeg var glad for dem nu.
De spiller hurtigt og brutalt sådan, som grindcore skal spilles, men de giver deres musik en dybde, der ikke altid er at finde i genren, og som jeg synes, klæder den supergodt.

På trods af, at det var en hård opgave at følge Nyt Liv, havde de godt fat i publikum, der gladeligt fortsatte moshpitten fra før oppe foran scenen og generelt var indstillet på at gå amok til det sidste, rigtigt ekstreme navn på plakaten.

Musikalsk leverer UxDxS en næsten konstant strøm af strenge og trommer, der lidt drukner forsangeren ud, men som også formår at forblive tilpas varieret til, at det ikke bliver en mur af lyd, man bare drukner i. Musikalsk er der måske ikke den store variation fra det ene nummer til det andet, men det var rigeligt anderledes fra resten af festivalens line-up til, at det aldrig blev kedeligt. Og det skal jo ikke forstås sådan, at det alt sammen er det samme, de laver fine skift med en vild trommesolo og forsanger, Peters, dybe brøl, der rører ved den ur-vrede, der ligger i bunden af al metal og punk.

 

President Fetch

Rosinen i pølseenden var nogle unge knægte, da de i 1987 dannede et punkband og begyndte at sparke røv på scener rundt omkring i kongeriget. De er en flok glade, gamle mænd med et fedt beat, en fed attitude og noget fed musik. De spiller old school punkrock, og de gør det skide godt. Samspillet mellem instrumenter og vokal er upåklagelig, og det samme er deres evne til at holde festen kørende mellem dem, der er blevet til Ilters lykkelige slutning for denne gang.

Man kan se på dem, at de gennem hele festivalen har glædet sig til at kunne stille sig op på scenen og vise os alle sammen, at gamle mænd også kan spille punk (hvis vi på en eller anden måde skulle være i tvivl om det).
Musikalsk er der måske ikke så mange nyskabelser at finde hos President Fetch, men det gør ikke så meget. De to guitarer spiller fedt og bevæger sig ind og ud af hinandens melodier, så man kan mærke forskellige personligheder ved de to.

Festivalen blev afsluttet af sit eneste ekstranummer, da President Fetch til allersidst valgte at skrue lidt op for hårdheden af deres musik og sende os en sidste gang ind i pitten, inden vi stavrede glade, fulde og gennemtævede hjem.

Tidligere artikelDe synger sgu rent?!
Næste artikelSvensk revanche
Videoiid
Ulceras
Nyredolk
Woes
Nyt Liv
UxDxS
President Fetch

Recent posts

Den eksemplariske selvbiografi

Anmeldelse af: Phil Collins - Ikke død endnu. 08. november 2017. Memoris. Phil Collins har kreeret en selvbiografi, som ville gøre en skolelærer glad efter...

Amerikaner-død med smæk på

Anmeldelse af: Misery Index. Pavillion, Roskilde Festival. 05. juli 2019. Amerikanske Misery Index delte så fint og rigeligt ud af tørre tæsk og fede riffs,...

Metallisk boyband med puls

Anmeldelse af: Bring Me the Horizon. Orange Scene, Roskilde Festival. 05. juli 2019. Bring Me The Horizon overraskede med en glimrende omgang metallisk boyband på...

Afdæmpet afrunding med Neil Young

Anmeldelse af: Neil Young + Promise of the Real. Blå Scene, Tinderbox. 29. juni 2019. Mange mennesker ventede spændt på den canadiske rocklegende Neil Young,...

Den store krig og den lidt mindre plade

Anmeldelse af: Sabaton - The Great War. Nuclear Blast. Udgivet 19. juli 2019. Jeg er ikke glad for at indrømme det, men det er svært...