Anmeldelse af: Volbeat m.fl. Royal Arena, Kbh. 20. oktober 2022.
Meget negativt kan man sige om Volbeat, men de formår stadig at skrue en gedigen fest sammen!
Foto: Tommy Skøtt
Da den her anmeldelse ikke skal antage udtryk af en klumme, springer jeg direkte til at tale om det, som det skal handle om: musikken.
Bad Wolves
Første opvarmningstjans bestod af amerikanske Bad Wolves, der er lidt af en supergruppe med tidligere og nuværende medlemmer fra blandt andet God Forbid og DevilDriver.
Normalt elsker jeg faktisk det her band, fordi de formår at flette nogle fede sange sammen med interessant tekstindhold – men det var med deres tidligere forsanger, Tommy Vext.
Desuden gik nærmest alt galt for bandet, da lyden var totalt mudret, og selv for en decideret kender som undertegnede havde svært ved at skelne sangene fra hinanden i deres heftige metalcore-sangkatalog, og så kunne de bare ikke komme udover scenekanten med deres sikkert velmente floskler.
Eneste mindre lyspunkt var deres cover af The Cranberries’ “Zombie”, for her kunne publikum synge med – hvis de gad.
For jeg forstår for en sjældent gang skyld godt, at Volbeats publikum udeblev fra den her jammerforestilling eller bare spenderede tiden med hovedet nede i telefonen, for jeg ville nok også have tilbragt tiden mere interessant via min telefon end ved at opleve det kakofoniske lydorgie, der var Bad Wolves.
Skindred
Nu tog vi et smut til Wales med det numetalliske, reggae, new wave-band Skindred, der har en underholdningsværdi på langt over 100 alene takket være forsangeren, Benji Webbe.
Desværre var lydbilledet kun forbedret en my, hvorfor jeg selv ikke på en god dag kunne kalde det acceptabelt. Dog gik sangene her en anelse bedre igennem, fordi variationen i bandets forskellige numre er meget markant, når man sammenligner med Bad Wolves.
Men igen er vi ude i, at Volbeats publikum for størstedelens vedkommende er kommet for Volbeat og ikke andet, så snotten var for det lidt mere velrepræsenterede publikum stadig nede i telefonen – eller også var folk ude i baren. Det var trods alt lille fredag.
Jeg håber dog, at bandet nappede sig nogle fans mere, for det fortjener de.
Volbeat
Så var det endelig blevet tid til det, som langt de fleste havde ventet på: Danmarks nye storsamlende rockorkester.
Vi lagde fra land med “The Devil’s Bleeding Crown” til en næsten perfekt lyd (den var savnet). Sangen er virkelig noget af en showstarter, og derfra var det mestendels en tour de force udi bandets nyere bagkatalog med enkelte afstikkere og en medley mod slutningen.
Det er alt for lang tid siden, at jeg har set Volbeat, og det skammer jeg mig faktisk over, for de kan virkelig levere et rockshow af de store af slagsen, hvor hver sang fik sit tema på videobagtæppet; så var der konfetti, så var der balloner, og hvad var der ikke at kunne lide?
For mit vedkommende var det faktisk rart, at Johan Olsen ikke dukkede op under “The Garden’s Tale”. Bevares, han er jo faktisk en del af den sang, men det er også for meget forlangt, at manden skal være tilstede, hver gang de skal spille den sang, og “overraskelsesmomentet” er gået af ballonen for længst for den oplevelse.
Det var desuden sjovt at opleve, at der var stor forskel på det segment af publikum, der nok mest af alt ventede på “For Evigt” og deslige, mens enkelte få lappede det lidt tungere i sig såsom “Shotgun Blues”.
Derfor er konklusionen, at Volbeat har etableret sig som et af de største orkester herhjemme. De har tabt en masse gamle fans i forbifarten, og du skal nok vente længe på, at de udgiver et dødsmetal-album som i tiden under navnet Dominus – men festen kan ingen tage fra dem.
Nyd flere koncertbilleder fra aftenen, taget af Tommy Skøtt her:
