Reportage fra: Wacken Open Air 2023. Wacken, Tyskland. 02. til 05. august 2023.

Denne dag skulle vise sig at skille sig ret markant ud fra de andre.

Foto: Magnus Karms Blichfeldt

Morgenen var dejligt rolig. Jeg fik taget mig af min generelle morgenrutine med noget morgenmad, lidt morgenshots og noget appelsinjuice. Som morgenen skred frem, begyndte jeg og en af mine kammerater at drikke lidt (ja, I know, fyyyha, jeg drikker i arbejdstiden). Nå, men alt virker ganske tilforladeligt. Min kammerat påstår, at han kan drikke rigtig meget, og eftersom vi ikke måtte have egne drikkevarer med ind på festivalpladsen som de forgangne år, havde jeg stadig en god del sprut tilbage, så jeg så mit snit til vi lige kunne få udraderet en god del af det.

Men pludselig gik det lidt for stærkt. Min kære kammerat gik fra at være ganske normal ved sine fulde fem til at være en 5/5 på fuldemandsskalaen. Så meget, at han brækkede sig i absolut lårtykke stråler. Forholdsvis hurtigt fik vi forsøgt at få noget væske, Cocio og mad i ham, så man måske kunne få formindsket skaderne lidt. Ingen tvivl om, at det ligesom hjalp ham med ikke fuldstændig at krepere. Han var da til at komme i kontakt med. Men stille og roligt faldt han nærmest bare mere og mere hen, hvilket resulterede i, at han på et tidspunkt var relativt svær at komme i kontakt med. Så vi, der var i campen, tog en beslutning om at få fat i nogle samaritter.

Efter måske blot 15 min. kom dem. der skulle hente samaritterne. tilbage med netop samaritterne. Vi fik ret hurtigt forklaret dem situationen, og de forsøgte at få kontakt med vores ven, men med masser af udfordringer. Efter lidt tid fik de sat en drop i vores ven, og da der var løbet lidt vand med elektrolytter ind i hans krop, kom han en smule tilbage. Da samaritterne havde forklaret ham situationen, fik vi at vide, at de ville forsøge at få ham over til deres mobile hospital, men først skulle vi transportere ham med en båre gennem campingområdet, som igen var super fucking mudret.

Lidt held i uheld var dem fra campen, der havde taget sig en gåtur, mens alt dette havde fundet sted, kommet tilbage, så vi kunne være endnu flere til at hjælpe til med at få ham båret fra campen og op til det asfaltbelagte område, så han kunne komme ind i en ambulance. Mens vi bar ham, begyndte vores ven at vågne mere og mere og, han begyndte på sit bedste fuldemandssprog at fortælle små jokes. På trods af hans forsøg var stemningen stadig en smule begravelsesagtig (dog uden det var helt så sørgeligt). Noget, der irriterede os lidt, var, at andre folk begyndte at tage billeder og videoer af at vi bar på ham. Det var virkelig ikke fedt. Men alt i alt lykkedes det os at hjælpe samaritterne med at få ham sikkert hen til ambulancen, så han kunne få sovet sin brandert ud, mens han var under observation.

Hele denne misere resulterede i, at ingen af os fra campen rigtig havde lyst til at tage til nogle koncerter, hvilket gjorde, at jeg desværre gik glip af Jinjer, som jeg havde glædet mig rigtig meget til at se. Men vi fik så til gengæld hygget os rigtig godt i campen, og jeg fik mig også lige en lille bitte lur.

Da vi alle var kommet os lidt over hele det chok, der var ved, at vores kammerat var nødt til at blive hjulpet af samaritter, begyndte vi stille og roligt at bevæge os op mod festivalpladsen. Nu skulle vi feste til ære for vores ven. Første band: Alestorm!

Alestorm

Hvor meget kan der siges om Alestorm, som ikke allerede er blevet sagt tusinde gange før? Alestorm er et band, der virkelig er en stor crowd-pleaser. De er måske gået lidt væk fra deres mere ”metal”-stil fra deres første plader og blevet mere og mere et joke-band, men man kan virkelig ikke nægte, at deres koncerter er underholdende for at sige det mildt. Som var man transporteret tilbage til Copenhell 2022, var der da også masser af pirat-aspiranter ude at crowdsurfe. Illusionen om, at publikum var et hav, og folk virkelig var ude at ”surfe” (måske mere svømme?) på det, var nærmest totalt.

Imponerende var det såmænd, men så længe var det heller ikke siden, at undertegnede havde set dem sidst, så jeg valgte at se den første halvdel af koncerten for at se noget, der måske var lidt mere mig, og noget, som måske passede lidt mere til min sindstilstand.

Kataklysm

Meget har jeg ikke dykket ned i Kataklysms diskografi, men jeg vidste dog uden tvivl, at det her var et band, jeg bare måtte opleve. Så jeg og tre, fire andre fra min camp gik over mod Louder Stage for at høre en solid omgang dødsmetal.

Jeg må indrømme, at jeg ikke husker særlig meget fra denne koncert andet end de billeder, jeg tog under den. Dette, kan man sige, er både godt og skidt, da koncerten så ikke har lagt nogen ”impression” på mig. Jeg tror egentlig bare, at jeg vil sige, at den her koncert nok bare har været meget middelmådig. Hvis jeg virkelig skal prøve at huske tilbage, så husker jeg det som om, at Kataklysm spillede virkelig godt, men manglede lidt på deres performance og kontakt til publikummet. Jeg beklager, at det her bliver en lidt vag omgang med Kataklysm, men her var der nok bare ikke så meget at skrive hjem om.

Killswitch Engage

Det første band, jeg nogensinde så på Copenhell, var Killswitch Engage tilbage i 2012. Et band, jeg desværre ikke har set live siden. Så NU var det endelig blevet tid til, at min indre teenager skulle have lov til at give los og bare skråle på livet løs. Derfor var jeg selvfølgelig glad for, at Killswitch Engage havde valgt at fokusere deres sæt på de lidt ældre numre denne lørdag eftermiddag.

Én ting, som Killswitch Engage altid har brillieret i, er mindeværdige og let genkendelige melodier. Dette gør, at en koncert med netop dette band nemt kommer til at føles meget mere end bare en koncert. Her kommer fællesskabsfølelsen nemlig til at skinne tydeligt igennem. Dette gør det, naturligvis, også på Wacken anno 2023. Stærkt lægger Killswitch ud med klassikeren ”My Curse”. SÅ er stemningen ligesom lagt. Det vel fremmødte og -oplagte publikum (og især undertegnede) skråler med fra første strofe. Der er lagt i kakkelovnen til en helt igennem fænomenal koncert.

Og det blev det så også i den grad. For når man tilsætter et stort performer-gen hos alle bandmedlemmerne oveni de sing-a-long-venlige sange, så har man virkelig en opskrift på succes. Mest mindeværdig er dog, som altid, Adam Dutkiewicz, der stadig, efter mange år som udøvende musiker, løber rundt på scenen og ter sig åndssvagt, som om han stadig blot var i slutningen af sine teenageår.

Nærværet sørger forsanger, Jesse Leach, for. Her bliver det tydeliggjort, hvad bandets hovedbudskab er, nemlig at man ikke skal glemme at snakke om de problemer, man kan have her i livet, hvilket afspejler sig i de meget personlige og stadig meget relaterbare tekster.

Festen var virkelig at finde her, og jeg kan ikke sige meget mere, end at den her koncert nok var mit absolutte højdepunkt for den her festival. Stemningen, vejret, bandet, mit humør, alt var bare perfekt. Her gik alt virkelig op i en højere enhed for mig.

Possessed

Efter at have blevet kastet rundt i en følelsesmæssig orkan af Killswitch Engage, var det blevet tid til at jeg skulle finde noget mad og lidt at drikke. Derfor gik jeg ned mod Louder Stage, hvor nogle af de helt gode madboder findes. Men det var selvfølgelig ikke kun for maden, jeg gik derned. For nede på Louder Stage kunne man netop opleve et stykke musikhistorie. Selveste Possessed.

Mangen en debat er skabt om spørgsmålet: ”Hvem var det første dødsmetalband”, og for ikke at starte denne debat endnu engang, så vil jeg blot nævne, at Possessed i hvert fald er ét af de allertidligste eksempler på netop et dødsmetalband. Som en stor ekstremmetal-entusiast så jeg mig jo nødsaget til at opleve dem. Jeg viste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente, men, for satan, hvor fik jeg en på opleveren.

Når man perspektiverer til Bloodbaths lidt kedelige forsanger i Nick Holmes, så er det fandme imponerende at se en mand som Jeff Becerra, som sidder i fucking kørestol, være en med længder meget bedre frontmand. Med stor livsglæde, karisma og overskud langer hr Becerra den ene fede og klassiske dødsmetaltekst efter den anden og kommanderer publikum, som var han en general overfor sin deling. Publikum gjorde simpelthen bare, som manden befalede. Ville han se en circlepit, så fik han en circlepit. Ville han se crowdsurfers, fik han det. Og hvis han ville se begge dele på samme tid, så fik han fandme også det.

Resten af bandet var måske en smule anonyme, men præsterede stadig at se virkelig engagerede og entusiastiske ud. Bandet spillede fandme også så tight, at man næsten skulle tro, at de netop var besatte af et eller andet. Hold kæft, hvor var det her bare lige, hvad jeg trængte til efter en lidt mere følelsesladen tur med Killswitch. En ”no fucks given”-attitude. Bare fed smadder. Dejligt.

Heaven Shall Burn

Ovre på en af de helt store hovedscener var der nu lagt an til et af de helt store shows. Et af Tysklands egne helt store ekstremmetalbands skulle nemlig til at spille.

Og netop dette kunne man godt mærke. Der var nærmest lige så mange mennesker henne ved hovedscenerne for at se Heaven Shall Burn, som der var for at se Iron Maiden dagen i forvejen. Det må man vist sige, forpligter. NU skulle bandet virkelig vise, hvad de duede til.

Og, for satan, hvor satte de et brag af en koncert i gang (og sluttede ligeså). Fra start til slut var denne koncert simpelthen bare én stor tysk folkefest. Der var masser af pyro, masser af velspillet fed musik og så med et showmanship fra hele bandet, så det sagde spar to.

Dette gjorde også, at publikum gav igen tifoldigt. På trods af at der var masser af store pletter mudder rundt omkring, så holdt publikum sig slet ikke tilbage. Der blev crowdsurfet, pittet, og, ja, der var endda en Wall of Death eller to hist og her.

Selvom jeg ikke rigtig har hørt så meget Heaven Shall Burn, så blev jeg simpelthen bare revet med af hele stemningen og energien fra bandet. Dette er netop én af de ting, jeg er på festival for. At få en på opleveren og blive overbevist om, hvorfor diverse er så fede, om de så er kendte eller ej.

Two Steps From Hell

”And now for something completely different”. Hvem skulle dog have troet, at en metalfestival som Wacken nærmest skulle gøre Copenhell kunsten efter og hyre et symfoniorkester til at spille? Og så på en af hovedscenerne?

Selvfølgelig er forskellen på Århus Symfoniorkester + Stegelmann og Two Steps From Hell, at Two Steps From Hell er et orkester, der spiller originalt musik. Dette lyder jo i sig selv som et ret stort plus, men der må jeg så krybe til korset og sige, at det ikke rigtig faldt i så god jord hos mig.

Bevares, jeg kunne godt lide musikken, og alle spillede helt fænomenalt. Men alligevel følte jeg lidt, at det her band var for malplaceret. Jovist, der var noget el-guitar engang imellem, men slet ikke nok til, at jeg kunne se idéen med, at det her store orkester skulle spille på Wackens hovedscene lige efter festivallens store announcement af bands for næste år. Havde rammerne været anderledes, havde jeg nok kunne holde meget mere af det her projekt. Men for at jeg skulle kunne nyde den her omgang klassisk musik på en metalfestival noget mere, så havde jeg nok brug for både lidt mere genkendelighed og lidt mere en form for ironisk distance til det hele.

Det kan også godt være, det er fordi, jeg ikke rigtig har fulgt med i projektets historie osv. og jeg er næsten sikker på, at dem, der kendte til det her projekt, før man havde set Wacken-bookingen, absolut elskede det her, da det nok har givet en form for friskt pust med al det fede metal, man har hørt. Men for mig var det lige stort nok et knæk.

Sleep Token

Inden jeg kunne gå til køjs, var der ét band, jeg absolut var nødt til lige at se. Jeg var nødt til at opleve ”giraffen”, der hedder Sleep Token. Og det var jeg sandelig ikke ene om. Nu måtte jeg så se, hvad det her band kunne.

En ting var i hvert fald sikkert, og det var, at bandet i den grad kunne finde ud af at sætte et sceneshow på benene. Noget af det, som jeg er sikker på, bandet har fået så stor en popularitet på, er netop, at det her er et møg-interessant projekt at se på. Lysshowet er flot, kostumerne smukke, og oplevelsen fuldstændig total sammen med, at hele bandet er anonymt.

Rent musikalsk synes jeg, det til tider godt kan føles lidt som en mærkelig rodeskuffe af forskellige genrer. Jeg må dog sige, at jeg har dyb respekt for, hvor meget det her projekt forsøger at innovere på en ellers ret så rigid genre, som metal er. Med inspirationer fra pop, soul, rock og så metal må man jo sige, at Sleep Token har en mere original lyd end så mange andre bands. Jeg ville blot ønske, at det hele var lige så poleret som deres visuelle udtryk.

Hvorom alt er, så kan det ikke nægtes, at publikum oppe foran havde en gedigen fest. Specielt kunne man lægge mærke til, at dette band var meget populært blandt det kvindelige (female presenting) segment. Her følte man lige pludselig, at Wacken ikke blot er en eller anden tysk pølsefest, men et kæmpe samsurium af alle mulige mennesker.

Nu var jeg efterhånden udmattet. Efter fire dage med masser af varierende former for underlag (mudder, tør jord, græsmark, træplanker etc.) var jeg egentlig klar til at gå til køjs.

Dropkick Murphys

Meeen jeg kunne da ikke dy mig fra lige at tage et smut forbi Faster Stage for lige at se de keltiske punkere i Dropkick Murphys levere et nummer eller to. Man må da også sige, at fremmødet til denne koncert var en kende beskedent. Hvis jeg skulle give et bud på hvorfor, så vil jeg sige, at årsagen nok mest har været træthed blandt publikum, snarere end en mangel for interesse eller, hvor populært bandet er blandt publikummet på Wacken 2023.

Dette lod Dropkick Murphys da slet ikke sig gå på af. Da jeg kom hen til scenen, stod bandet og spillede med en kæmpe livsglæde og entusiasme, hvilket gjorde, at jeg faktisk blev et par numre mere, end jeg lige havde regnet med. Men nu var det virkelig også blevet tid til, at jeg måtte komme til køjs, for i morgen skulle der pakkes telt, så man kunne komme med bussen kl. 10 sharp.

Vores camp valgte at stå op kl. 8. og der regnede det og ikke bare som i lidt smådryp, nej, det fucking regnede… IGEN…

Vi prøvede at vente på, at regnede døde ud, men efterhånden, som tiden skred frem, måtte vi indse, at vi måtte få udnyttet vores tid så godt som muligt og simpelthen bare få pakket vores lort, så vi kunne nå bussen hjem. Det nåede vi da også lige med nød og næppe.

Trætte og udmattede sad vi nu i bussen på vej tilbage mod Danmark, stort set alle sammen samlet (nogle skulle sættes af i Jylland i stedet for Sjælland).

Wacken 2023 var en festival jeg både ikke havde været foruden, men samtidig heller ikke har lyst til at skulle gentage sig. Mudderet var hårdt at træde igennem, men samtidig så var alt andet på festivallen med til at gøre at mudderet ikke var en total ”moodkiller”. Jeg håber virkelig enten at Wacken får lavet flere foranstaltninger imod det ekstreme vejr, eller at det simpelthen bliver væk. Men, som et af Wackens mottoer siger, ”In Rain or Shine”.

Tak for at du har fulgt med. Nu vil jeg blot drømme mig hen til næste års tur. Stay Heavy!

Magnus har selvfølgelig også et galleri fra den sidste dag på Wacken 2023 her: