Alice Cooper

MAD-koncergænger: Mette Hessellund

-

Voxpop med forsanger i Beneath The Silence, Mette Hessellund, fortæller om bl.a. dansk hardcore og post-hardcore.

 

Foto: Bastian Reinholdt Madsen

 

Hvorfor tager du til koncerter?

“Jeg tager til koncerter for at blive omsluttet af musikken og mærke den fysisk i kroppen. Derudover er der intet, der matcher den samhørighed, der kan opstå imellem publikum og artist, når man deler en liveoplevelse. For mig ligger der en del eskapisme i det, hvor det eneste, man skal koncentrere sig om, er lige nu, og så kan man lade resten af verden ligge udenfor venue-dørene for en stund.”

 

Hvilken koncert har været den fedeste for dig?

“Jeg synes, jeg har været til rigtigt mange fede koncerter i mit liv – både store og små. Derfor er det godt nok svært at pege en enkelt oplevelse ud som den bedste. Bring Me The Horizon i Falkonersalen for mange år siden står ud som én af de rigtigt gode oplevelser, hvor det hele gik op i en højere enhed, og de fik omvendt mig til at synes, at ”That’s The Spirit”-pladen var super fed. Ellers kan jeg også nævne en del koncerter, jeg deltog i, da jeg boede i London for en kort stund. Her fik jeg bl.a. oplevet The Used, Crown The Empire, Of Mice And Men og en dobbeltheadliner med Sleeping With Sirens og Pierce The Veil. Disse koncerter står også ud, fordi jeg oftest tog alene afsted – og det var faktisk ret magisk.”

 

Hvilken koncert var så den værste?

“Puha, jeg synes, jeg har været til mange rigtigt sløje koncerter. Jeg har fx engang for mange år oplevet en forsanger sige til publikum, at de altså ikke var særligt fede at spille for, fordi de ikke gik nok amok. Ikke det smarteste move, måske. Ellers synes jeg primært, jeg er blevet skuffet pga. dårlig lyd. Jeg har bl.a. været til en Lacuna Coil-koncert, hvor man konsekvent ikke kunne høre leadguitaren. Men det er jo ikke decideret bandets skyld.”

 

Er der en artist, som virkelig har fanget din opmærksomhed, for nyligt?

“Om end det ikke er en helt ny artist, og de måske ikke sådan helt for nyligt har fanget min opmærksomhed, så går jeg lige nu og ser frem til italienske Stain The Canvas’ kommende plade. De er et upcoming band, hvor man tydeligt kan høre, hvilke skuldre, de står på, men som samtidig har deres helt egen lyd.
På den danske scene synes jeg, det er rigtigt spændende, hvad der sker inden for hardcore og post-hardcore lige for tiden – og den udvikling glæder jeg mig rigtigt meget til at følge.”

 

Hvad er den bedste festival i Danmark?

“Endnu et rigtigt svært spørgsmål. Jeg er generelt imponeret over alle de mindre festivaler, vi har i Danmark, som er drevet af ildsjæle. Jeg tror ikke, jeg har været til nok festivaler til at pege en enkelt ud som den bedste. Min oplevelse på Copenhagen Metal Fest som artist er dog den nyligste og står derfor mest ud lige nu. Deres koncept om kun at booke danske bands, synes jeg også, er rigtigt spændende, fordi de også formår at komme omkring i subgenrerne på den danske scene.”

 

Hvilket år var Copenhell bedst ifølge dig?

“Jeg har desværre aldrig været på Copenhell, men håber at kunne opleve festivalen engang i fremtiden.” 

 

Spiller du selv i et band?

“Ja, jeg er forsanger i Beneath The Silence.”

 

Hvad er din all time favorite artist eller subgenre?

“Jeg kan nok ikke komme udenom, at jeg primært lytter til metalcore eller bands, der grænser op til. Det seneste stykke tid er jeg dog gået lidt tilbage til basics og har hørt en masse Lacuna Coil og Evanescence. Sidstnævne mest fordi deres nyeste single, ”Afterlife”, virkeligt har fanget mig.”

 

Har du nogle musikrelaterede tatoveringer?

“Ja, jeg har et tekststykke fra en Evanescence-sang og en g-nøgle på ribbenene i højre side. Det er et stykke fra sangen ”End Of The Dream”, hvor der står: ‘Follow your heart till it bleeds’.” 

 

Hvor kan vi finde dig til den næste koncert?

“Jeg må jo nok indrømme, at jeg ikke har nogle koncerter i kalenderen, inden vi i Beneath The Silence skal spille på Boringhell Fest til august. Til gengæld glæder jeg mig rigtigt meget til at opleve den festival og høre de andre bands på plakaten.”

Mads Pristed
Mads Pristed
Lærerstuderende, grafiker og finnofil 🇫🇮

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier